Refleksioner

I dette indlæg har jeg samlet nogle af mine refleksioner over de ikke-faglige elementer af opholdet.

Ser vi ud over det faglige, så kunne opholdet ikke være gået bedre. Jeg rejser hjem med kufferten fuld af oplevelser, erfaringer og (selvom det ikke er særlig jysk) følelsen af ”jeg kunne sgu’ ”.   

Det sidste lyder måske mærkeligt, men jeg er alligevel forbløffet over, så hurtigt det er lykkedes at falde til herovre og de løbende udfordringer, der er blevet løst: åbne/lukke bankkonto, købe/sælge brugt cykel, finde de små oaser (kaffebarer, bagerier, supermarkedet mv.) som giver mig en følelse af at ”det er mit hjem” – i det hele taget bare at gebærde mig i det store udland uden nogen erfaringer at trække på.

Inden jeg tog af sted, havde jeg mange forbehold ved at skulle bo sammen med seks andre mennesker, som kunne have vidt forskellige personligheder, standarder for rengøring mv. Og jeg var også meget nervøs i forhold til selve huset og mit værelse, som jeg havde fundet på Craigslist (og valgt baseret på, at det kun var for seriøse studerende). Ville jeg kunne lide det? Var der edderkopper (det var nok min største bekymring)? Hvad med kød og hygiejne i køkkenet? Tilfældet ville dog, at jeg ikke kunne være havnet et bedre sted!  

Der var en enkelt roomie, som jeg de sidste halvanden måned ikke udvekslede et eneste ord med, pga. en uoverensstemmelse vedr. et elektrisk varmeapparat (som hun havde den dybt egoistisk indstilling til, at vi umuligt kunne dele den mellem de tre af os, der havde behov for det; for hun boede jo nedenunder og vi ovenpå, og hun ville (og jeg citerer) ”bruge det morgen, middag og aften”. Det resulterede i, at jeg skrev en mail til hende, hvori jeg kaldte hendes handling for egoistisk. Efter jeg modtog en dybt barnlig mail tilbage med en argumentation så hullet som en si, blev stridsøksen erstattet med en rungende ignorering af hinandens eksistens). 

Men bortset fra hende, så har alle været så søde (og heldigvis laver de fleste af de øvrige ikke mad, og hende, der laver mest mad, foruden mig er selv vegetar). Og Michelle har været godheden selv over for mig. Hun bemærkede for nyligt, at jeg havde holdt mit værelse ”impeccably clean”, og belønnede mig med, at vi ikke behøver lave en walk-through, dvs. kontrol, af værelset, når jeg skal flytte ud, og derfor kunne vi ordne tilbagebetalingen af mit depositum allerede nu.

Kort sagt: Jeg kunne ikke have boet bedre!

 Mit værelse er på 2. sal, længst til højre i billedet.

 En flot solnedgang ses fra mit vindue.

Og jeg tror ikke, at der findes noget andet sted, som jeg kunne være rejst til, der ville have passet bedre til mig end San Francisco. Jeg er blevet ret forelsket i byen, i dens mangfoldighed og de hyggelige kvarterer :o) 

I Berkeley har jeg endda vænnet mig til de mange hjemløse, og er begyndt at snakke lidt med én af dem. Han hedder Johnny, har været studerende på UC Berkeley og i marinekorpset; samt stoffri i 7 år (men de mange forudgående års stofmisbrug har sat sine tydelige spor på mentaliteten).

 "Min" gade: Jeg bor lige inde til højre (står ud for huset og tager billedet) og øverst kan lige anes Peoples Park, som nærmere burde have heddet The Homeless Park.

Efteråret kom også til Berkeley og inspirerede dette billede, hvor efterårets og sommerens farver mødes.

Sidst, men ikke mindst, har jeg jo været så heldig at have Kim herovre. Hvis han ikke havde været her, havde udlandsopholdet på ingen måde været det samme. I går sagde vi farvel over et spil kort og en kop te. Det var faktisk lidt hårdt at tage afsked. 

Problemet er ikke, at han først skal hjem til februar, så vi først ville kunne ses der, men at han bor i København, hvilket gør det umuligt at have det venskab, vi begge ønsker (og som vi har fået opbygget herovre).
Jeg gav ham en lille julegave, som han først må åbne d. 24/12, for det vil selvfølgelig være en tom fornemmelse for ham at sidde alene herovre hen over julen og nytåret. 

Selvom de ikke begynder helt så tidligt på at pynte til jul herovre som i Danmark, så indfandt julepynten (i ægte hippiestil) sig dog på Telegraph Avenue i slutningen af november.

Tænk, at jeg har været så heldig, at udlandsopholdet på alle tænkelige områder har oversteget ikke bare mine forventninger, men mine forhåbninger… Jeg forstår det ikke! 

Nu jeg ser tilbage på det (selvom det naturligvis er lige lovligt tidligt), er det faktisk lidt komisk, for jeg har altid tænkt, at ”udlandsophold… det er ikke noget for mig”, idet jeg har svoret, at jeg ikke kunne undvære dem derhjemme. Afsavnet har da til tider også været til at tage og føle på (jf. sidste indlæg om mine forældres eventyr herovre), men det har været det værd!

Nu er det vist på tide at uddybe sidste sætning i den allerførste paragraf i dette blogindlæg: ”…idet jeg ingen planer har haft indtil i dag…”, for hvad er det for planer? 

I skrivende stund sidder jeg (som altid) på Tartine, hvor jeg lige har færdiggjort min første chokoladepudding herindefra (sammen med først en kop alm. sort kaffe og dernæst en koffeinfri, fordi klokken pt. er 17.39). Jeg er herinde på dette usædvanlige tidspunkt, fordi jeg om 1½ time tager toget videre til lufthavnen, hvor Cecilie lander omkring kl. 20. 3½ måned er gået! 

Det er lidt underligt, for jo tættere på denne dag, vi er kommet, jo mere har jeg savnet hende. Under store dele af opholdet har savnet ikke været udtalt; (også) på det punkt er hjernen simpelthen imponerende, for jeg er sikker på, at den regulerer savnet, da den er klar over, at man ikke får noget ud af at savne i 3½ måned. 

Men her de sidste par uger, er det som om, at den igen har givet mig lov til at savne hende. Lyder det helt tåbeligt? Jeg tror faktisk, at der er noget om min teori… Det bekræftes også af, at afsavnet til mine forældre var kæmpe, lige da de var taget af sted, for i løbet af den uge, de var her, havde jeg jo igen vænnet mig til at have dem omkring mig.

Cecilie og jeg skal være i Berkeley til d. 11/12, hvorefter turen går til New York, inden vi rejser hjem derfra d. 22/12. Lige i tid til juleaften! 

Jeg kommer uden tvivl til at savne hverdagen herovre; den har været så ubekymret og uden forpligtelser af nogen art i forhold til alle mulige andre. Men samtidig bliver det selvfølgelig rart at komme hjem og se alle de mennesker, man holder af!

Tak, fordi I har fulgt med i mit eventyr (fornyligt fik jeg at vide, at min faster Karin frivilligt har tygget sig igennem flere indlæg på min blog, så jeg har i hvert fald én anden læser end mine forældre, bedsteforældre og Anita (som er tvunget til at følge med, da jeg vil quizze hende i mit ophold, når jeg kommer tilbage til kontoret). 

Tak, Karin (hvis du altså overlever at læse dette indlæg til ende) :o) ).

Jeg vil lige slutte af med et billede, jeg tog på Telegraph Avenue ved at stikke kameraet ind gennem nogle tremmer, der spærrede denne forladte grund af for offentligheden. På mange måder emmer billedet af Berkeley; Street Fairs, diversitet (gengivet i graffitien), det politiske engagement, Free Speech bevægelsen, hjemløse (jeg formoder, at stolen er ens hjem) og kontraster (denne grund er lige ved siden af butikker med masser af liv).