Trods den forholdsvist korte afstand, advarede guidebogen om, at
det nok ville tage i nærheden af fem timer at køre turen. Og ganske rigtigt…
Landevejen (hvis I troede, at motorvej var udbredt alle steder i USA, så tro om)
snoede sig på en længere strækning op og ned ad et bjerg, således vi alle fik
flashback til turen over Grossglockner på vej til Kroatien.
Vi var fremme ved 12-tiden og fik parkeret bilen, hvorefter
vi fandt en sti, der ifølge mine guideevner skulle være Mist Trail, der fører
til Nevana Falls. Jeg havde på forhånd tænkt, at vi kunne gå denne tur (i alt 5
km) og dernæst tage shuttlebusserne rundt til andre attraktioner.
Amerikanere
gør generelt ikke meget i skiltning ved deres turiststeder, så efter at have
gået en kilometer ind af stien, og vi stadig var helt alene, var vi noget
forundrede. Lone turde ikke gå længere ind (om hun var bange for, at vi ville
blive spist af en bjørn eller aldrig ville finde ud igen, er uvist)…
Heldigvis
kom der to andre vandrer, som – selvom de heller ikke vidste præcist, hvor vi
var – havde en beroligende effekt på Lone ved deres blotte tilstedeværelse
(måske bjørnene ikke havde appetit til at spise flere end to, og de
tilfældigvis valgte de to andre vandrer?).
Efter at have gået yderligere en kilometer, stødte vores sti
sammen med en væsentligt mere trafikkeret og velholdt sti, hvorefter det gik op
for os, at vi havde taget hestestien! Det forklarede de mange heste-hømhøm’ere
og mangel på folk…
Da vi havde set vandfaldet og vandret den rigtige sti
tilbage, var klokken blevet 14, og jeg kiggede i brochuren, vi havde fået
udleveret ved indgangen. Det stod hurtigt klart, at shuttlebussen ikke gik
’lige til døren’ af seværdighederne, men at man ved hver eneste seværdighed
skulle vandre et par kilometer. Det havde vi simpelthen ikke tid til, så vi
besluttede os for at køre hjemad.
Vi tog en anden vej hjem, så vi fik set lidt
mere af landskabet, og selvom det kan lyde som en frygtelig lang tur for at se
et enkelt vandfald, så var det også en oplevelse at køre igennem en del af
parken (der for resten er på størrelse med Fyn) og for mit vedkommende generelt
få set lidt andet end Berkeley og San Francisco.
Aftensmaden blev indtaget på en thai restaurant, hvor Kim og
jeg tidligere har spist. Regningen lyder på ca. $50, og Tommy giver tjeneren
$51. Da hun opdager dette, kommer hun farende tilbage. Nederst på regningen
står der nemlig ”Tip Guide”, hvilken lister forskellige procentsatser af
regningens beløb. Hun spørger, hvad der var galt med servicen?
Jeg forklarer,
at der ikke var noget galt, men vi ville bare ikke give drikkepenge. Nu bliver
hun gal og siger, at det SKAL vi, for vi er i Californien. Jeg forklarer hende
roligt, at det ikke er et krav, og at der altså kun står drikkepenge-GUIDE på
regningen. Hun bliver ved med at kræve drikkepenge…
Jeg opgiver at få hende
talt til fornuft, så vi tager flugten ud af døren (selvfølgelig efter jeg flere
gange har forsikret Lone om, at vi IKKE skal betale damen, da jeg alligevel
ingen intentioner har om at besøge restauranten igen).
Torsdag aften var reserveret til en aftenstur ud til
Alcatraz, så vi besluttede os for at tage en rolig dag i Berkeley (det er
faktisk lidt stressende at gå rundt i San Francisco, da det trods alt er en
storby, så vi ville nok ikke kunne holde ud til at tulre rundt i den hele
dagen, når vi skulle på udflugt om aftenen). Det passede genialt med, at der
var vaskedag i mit hus, og Lone og Tommy havde lidt tøj, de gerne ville have
vasket.
Vi kørte derfor hen til huset, så vi var der lidt i 8 (vi må vaske fra
kl. 8 og ville undgå, at andre tog maskinen først). Tommy blev siddende i
bilen, og da vi kom ud til ham igen, berettede han stolt, at han havde taget
billeder af de ”homeless” (som ligger på fortovet hele vejen fra Peoples Park
og ned til mit hus).
Noget forundret/halv-chokeret spurgte jeg, om de ikke
havde været sure over det, men de havde åbenbart nærmest poseret med
morgengymnastik for kameraet, og én havde endda rost bilens farve ;-)
(Min far har heller ikke den store succes som fotograf. Kan I se, hvem der er med på billedet?)
Mens vasken kørte, fandt vi noget morgenmad og den
obligatoriske kaffe. Hernæst fik mine forældre en rundtur i huset, og jeg fik
lagt de gaver, de havde haft med op på værelset: en hjemmestrikket hue, et par
ditto vanter og sokker, hjemmefiltede hjemmesko samt en billig varmeblæser.
Sidstnævnte
havde min mormor og morfar insisteret på blev indkøbt til mig (efter jeg har
haft lejlighed til at afprøve den, har det dog vist sig, at den ikke er meget
behjælpelig. Det eneste, den kan varme op, er sig selv; muligvis pga. de 110V,
vi var i stikkontakterne herovre). Det ender med, at jeg må benytte vanterne og
huen indenfor (ligesom de filtede hjemmesko allerede er blevet fast inventar
under skrivebordet).
Dernæst fik de en rundtur på campus, inden vi kørte mod San
Francisco (parkering tager sin tid i en storby).
Da vi skulle om bord på båden til Alcatraz,
var det det rene cirkus. Alle grupper skulle have taget et billede foran et
lærred med Alcatraz, således man senere kunne købe det for $20 (og tænk sig,
der var faktisk en del, der købte dem!).
Ude på øen tog vi først en audiotur på 45 minutter. Vi er
normalt ikke meget for at have høretelefoner på og gå i gåsegang sammen med andre
turister, men det virkede faktisk overraskende godt i dette tilfælde, fordi
folk hele tiden var på forskellige tidspunkter i audioturen, og det var derfor
rent faktisk muligt at se de ting, der blev fortalt om uden at være en høj
starut på 3 meter. Dernæst havde vi tid til at gå rundt for os selv, men da det
var ved at blive ret koldt, satte vi os bare indenfor og ventede på færgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar