Lone og Tommy i San Francisco, del III

Så er vi kommet til fredag i min fortælling om besøget hjemmefra…

 

Fredag var vi igen inde i San Francisco, og derfor startede dagen naturligvis på Tartine, hvor Tommy afprøvede deres morning buns (taget i betragtning, at der ikke blev nogen godbid til overs, må den være faldet i hans smag). 

 (Lone og Tommy venter trofast i køen. Nu ved de jo godt, hvilket paradis der venter dem.)

 (Jeg er altså sikker på, at Tommys morning bun faldt i god jord - trods hans ansigtudtryk)

(Demonstration af, hvor tyk appelsinjuicen er: Sugerøret kan stå helt af sig selv :-D )

Derudover fandt vi ud af, at der faktisk er refill af sort kaffe (al det man vil). Jeg tror, at Lone næsten fik tømt en hel beholder på egen hånd ;o) Og hun fulgte naturligvis op med mindst to venti cafe latte fra Starbucks senere på dagen (med nonfat milk, altså ikke bare skummetmælk, men rent faktisk mælk med 0 gram fedt. Dét kan der ikke være mange kalorier i).

Hovedpunktet på dagsordenen var at gå over Golden Gate Bridge og tilbage igen, hvilket er en tur på ca. 5 km. Allerede halvvejs ovre broen havde vi dog allerede fået nok. Vejen er vist femsporet, og pga. de mange samlinger i asfalten larmer trafikken en hel del. Derudover skulle vi dele et smalt fortov (som blev endnu smallere nogle steder pga. rekonstruktionsarbejde) med cyklisterne og de øvrige fodgængere – i begge retninger!

(Endnu engang fik jeg lokket dem med til et familiefoto, men denne gang klarede jeg det dog selv vha. en pæl og selvudløser.)

Vi fik dog kæmpet os over på den anden side og så vendte vi om; det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage og væk fra larmen. Vejret var okay. Vi kunne se byen fra havnesiden, men det havde vi allerede set, da vi sejlede til Alcatraz. Misforstå mig ikke… Broen skuffer på ingen måde, men den er bare pænere på afstand ;o)

Den sene frokost blev indtaget på stamstedet Blue Barn, og dernæst drak vi varm chokolade i Christopher Elbows fornemme chokoladebutik. Jeg valgte en kokos-karry udgave, der bestod af mørk chokolade, kokosmælk og en smule karrypulver (ingen alm. mælk), mens Tommy fik en med hasselnød (det lignede, at servitricen tilsatte en tyk praline, der var blendet til det flydende), og Lone fik en passionsfrugt-udgave. Det var genialt at have dem med derind, for på den måde kunne jeg smagte tre forskellige varianter på én gang! :-D

Dernæst hjalp Børge os med at vende snuden og det grønne lyn mod Berkeley. 

Vi havde egentlig bare lyst til noget nem aftensmad, så vi kørte til Whole Foods i Berkeley. Her valgte vi alle en lille portion suppe, som vi kunne tage med tilbage til hotellet. 

Nu tænker I nok, at det ikke kan tage lang tid. Det tror jeg også, at Tommy tænkte… Men han havde glemt, hvem han var på indkøb med. 

Vi var mindst en halv time i supermarkedet, da Lone gerne ville have lidt godbidder i form af småkager til at guffe på hotelværelset om aftenen, og jeg ville gerne have et stykke brød til suppen. Sidstnævnte skulle naturligvis ristes i en toaster, som vist havde set bedre dage, hvorfor det tog sin tid. Og Lones småkager blev skiftet ud X antal gange; til sidst endte hun faktisk med nogle, som vist bare var tørrede brødskiver (det var ikke lige den forståelse af godbidder, som hun havde haft).

Det var dog heller ikke helt problemfrit at have Tommy med i supermarkedet. Efter han havde fyldt suppe i sit pap-togo bæger, satte han låg på og placerede det i en brun papirspose. Og hvad gør manden så? Han taber den naturligvis på gulvet! 

Heldigvis havde han krøllet papirsposens åbning  godt sammen, så det ikke løb ud på gulvet (med det samme), men papirsposen var nogle steder gennemblødt, da han samlede den op. Og hvad gør manden så dernæst? Han skjuler sin ugerning ved at placere posen med flydende indhold ved foden af et stativ ude af syne for de fleste :-D 

Stakkels Lone havde tidligere bemærket, at det var beundringsværdigt, hvordan de amerikanske supermarkeder kunne have så mange varer i løsvægt, som man selv skal tage – og alle steder er der pænt rent omkring disse beholdere, fordi folk håndterer varerne så forsigtigt. Det var lige ind til, Tommy kom på besøg… (Nervøst måtte jeg sige, at deres besøg ville resultere i, at jeg ikke kunne komme nogen steder i byen efterfølgende. Først Thai-restauranten og nu supermarkedet…)

Så nærmer vi os slutningen på ugen, nemlig lørdag. 

Denne dag kørte vi nordpå til Napa Valley for at se på vinfarme. Det viste sig, at der i Napa Valley er to store hovedveje, som nærmest løber parallelt fra syd til nord, og herpå ligger vinfarmene som perler på en snor. 

Den første, vi kom forbi, var nærmest et stort slot:

Efter Tommy havde prøvesmagt et glas vin der, gik vi en tur væk fra de andre turister og ud i vinmarkerne. Vi endte med at komme så langt væk fra farmen og de ansatte, at vi ubemærket kunne gå rundt og spise alle de vindruer, vi orkede (høstsæsonen var lige slut, men der sad en masse mindre klaser tilbage med både modne og lettere soltørrede druer; sidstnævnte smagte, ikke så pudsigt, som en blanding af rosiner og vinduer).

Lone og jeg morede os meget med, at vi både fik prøvesmagt Pinot Noir og Sirac. Og vi føler os nu begge kvalificerede til at sige, at Sirac er den bedste drue ;o)

 Dernæst gik turen til Robert Mondavi og til sidst til Beringer. Begge kendte farme, som Tommy (og mere overraskende, Lone) kendte hjemmefra. Også her prøvesmagte Tommy sagerne, mens jeg spiste løs af de snacks, der fulgte med.

(I byen, hvor vi spiste frokost, fandt Lone pudsigt nok garn fra Marianne Isager.)

Vi tog den anden hovedvej tilbage til Berkeley, hvorefter vi tog hen og spise på Cafe Gratitude. Eftersom det er en vegansk og meget alternativ restaurant (både på menukortet og atmosfæren), var jeg ret spændt på, om vi kunne finde noget til Tommy på menukortet. 

Heldigvis var dagens suppe noget så uskyldigt som en cremet tomatsuppe, så den blev bestilt, mens Lone og jeg begge snuppede dagens ret, der var tacos med sorte bønner, en bestemt type græskar og en stærk creme af cashewnødder på toppen. Dertil fik vi en portion stegte kartofler med samme stærke creme. Tommy var så sød at rose sin simple tomatsuppe adskillige gange :-$

Søndag var vores sidste dag, da de skulle af sted frygtelig tidligt næste morgen. Derfor stod den på ren hygge. Morgenmad på Tartine (ja, jeg ved godt, at I tænker ”Nu igen? Lavede I ikke andet?”). 

For tredje gang i træk lykkedes det os at få mit stambord, hvilket jeg måtte høre meget for fra Tommy, fordi jeg havde advaret dem så meget om lange køer og tålmodighed for at få et bord. Det skal så lige siges til mit forsvar, at det altså er tre gange så let, når man er tre personer, der kan arbejde strategisk sammen om at erobre bord og bestille kage.

Derefter viste jeg dem Rainbow Grocery, så de kunne se den største løsvægtsafdeling af både krydderier, teer, pasta, müsli, mel, ris, linser mv., jeg har set i et supermarked herovre. De skulle naturligvis også se grønsagsafdelingen, der bugnede af mærkelige svampe, eksotiske frugter, underlige tørrede frugter og sågar bland selv salat, der var rengjort. 

Herefter gik vi ind i Nordstrom, der er et stort indkøbscenter (ala Magasin) på Market Street. Vi var ikke gået mere end 10 skridt ind, før vi konkluderede, at der ikke var noget at komme efter for os… Der var jo nærmest ingen madafdelinger, men kun tøj og sko?!

(Tommy ved det lækreste gaskomfur i Williams-Sonoma.)

Lone havde foreslået, at vi kunne se Marcus Niemann Department Store, men pga. oplevelsen af Nordstrom blev denne idé skrottet. I stedet gik vi hele vejen op til Blue Barn (hvilket er en ret lang gåtur op og ned af bakkede gader). Tommys fod begyndte undervejs at volde problemer, men han hang i (Lones hofte havde det sikkert heller ikke for svært). Havde det ikke været for mig, var de helt sikkert kørt derop!

Hvad gjorde vi så efter Blue Barn? I gætter det aldrig…

Vi skyndte os hele den lange vej tilbage til Tartine for at få eftermiddagskaffe. Når jeg siger, at vi skyndte os, er det faktisk bogstavligt ment. Jeg troede, at de lukkede klokken 18, og da vi var fem blokke fra bageriet, var klokken allerede 17. 

(Lone og Tommy fik deres sag for i det bakkede terræn.)

Den sidste blok småløb jeg, mens Lone og Tommy kom humpende efter mig. Da jeg nåede åbningen, var der kø (om morgenen havde der været 30 i kø, inden døren åbnede; vi kom heldigvis splitsekunder før langt størstedelen), men hurtigt fik jeg orienteret mig på skiltet. Yes! De lukkede først kl. 20. Herefter placerede vi os roligt om bag i køen, der talte mindst 10 mennesker uden for døren. 

Så snart vi satte fod ind i lokalet, gik jagten på et bord. Tommy fandt et og slog sig ned, mens vi stod i kø. Pludselig begyndte damen ved bordet ved siden af ham at skælde ud, fordi han tog et bord, før vi havde bestilt og fået kagerne. Snu, som Tommy var, lod han, som om han var en dum turist, der ikke fattede, hvad hun sagde, og efter lidt mere udskældning og vrede blikke opgav hun ”den dumme turist”.

I mellemtiden var det blevet vores tur i køen, og vi bestilte en banana cream pie samt et stykke af deres skiveskårne chokoladekage (den smagte meget som de kompakte (på den gode måde) chokoladekager, Lone ofte bagte, når vi skulle have kage med i skole). Mums!

Der var en smule chokoladekage til overs, som jeg pakkede sirligt ned (i løbet af ugen blev de nedpakkede godbidder i min plastikbøtte skiftet ud med nye, hver gang vi var på Tartine). Herefter kørte vi tilbage til Berkeley. 

Ingen af os var mere sultne, så aftensmaden blev droppet, og jeg pakkede mine sager. Efter lidt hygge på værelset, kørte vi hen for at sætte mig af.
Ferien var slut…
Jeg måtte tilbage til hverdagen; en hverdag som med et føltes uoverskueligt tom, fordi jeg pludselig var helt alene igen… 

(Billedet er taget i flyveren på vej hen til mig, så det er altså ikke, fordi de er på vej hjem, at de smiler sådan ;-) ).

Nøj, hvor jeg savnede dem de første par dage. Det er blevet bedre, men i skrivende stund, hvor jeg sidder inde i San Francisco og drikker mocha på Four Barrel, gør det stadig lidt ondt (næsten en hel uge efter deres hjemrejse).
Man bliver åbenbart aldrig for gammel til at savne sine forældre?!

I morges var jeg på Tartine, men pludselig var det ikke det samme længere...

Selvfølgelig er det naturligt at have hjemve efter en så fantastisk uge med besøg hjemmefra, og jeg er opmærksom på at nyde tiden herovre i fulde drag (for det ER et paradis for vegetarer/brød/kaffe-nørder). Derudover er jeg så heldig, at Cecilie kommer herover om 1½ måneds tid, hvorefter vi holder tre ugers ferie i San Francisco/New York/Boston, inden turen går i samlet trop tilbage til Danmark. 

Så jeg hænger i og er ved godt mod, men savnet til dem derhjemme gør lidt ondt en gang imellem…