Ugerne, der blev væk...

De sidste uger af oktober er bare blevet væk…

Underligt, men pludselig viste kalenderen november, og jeg var fyldt 26. Udover min fødselsdag har de sidste par uger været forholdsvis begivenhedsløse. Hverdagen minder selvfølgelig meget om hverdagen hjemme i Danmark, så det er altså på ingen måde sådan, at hver dag byder på spændende eventyrer, selvom man er på betalt udlandsophold (der skal trods alt også arbejdes en del).

Min fødselsdag blev fejret stille og roligt. Lone og Tommy havde sendt en pakke med en deo, solcreme, tørrede papaya, en plade Valrhona chokolade, en pose plastikposer, en pose knækbrød, adskillige ark bagepapir mv. (ja, faktisk indeholdt pakken alt det, som jeg havde nævnt, at jeg manglede bare en lille smule, under deres ferie herovre).
Så selvom det kan lyde som en fjollet ting, så blev jeg virkelig glad for den. Derudover modtog jeg postkort fra Kathrine, som havde gået igennem ild og vand (næsten) for at få fremskaffet adressen på min midlertidige bopæl :o)

Dagen blev tilbragt sammen med Kim, som jeg mødtes med kl. 6.10 om morgenen ved togstationen. Han havde været så sød at købe en fødselsdagsgave til mig: Cheese Board’s bagebog og en virkelig god pose kaffe! Derudover havde han endda købt en flot blå pose, hvor de to ting lå i, og bundet blåt gavebånd rundt om hanken (for som han sagde: Gaven skulle jo pakkes ind på en eller anden måde :o) ). 

I kender sikkert allerede svaret på, hvorfor vi stod så tidligt op? Yups, Tartine:

(Og nej, jeg tror faktisk ikke, at det er muligt for mig at smile mere. Dette må vist være den maksimale vidde, som det kan lade sig gøre for mine mundvige at strække sig ud.)

(I dagens anledning købte jeg også en miniature kokosmakron og en valnøddesmør-småkage).

Dernæst gik vi videre til Knead Patisserie, hvor jeg købte en croissant og en fuldkorns-hasselnøds-scone. Mmm! Hernæst gik vi op til Blue Barn, hvor vi fik lækre frokostsalater (ja ja, det var jo min dag = mad kommer unægteligt i centrum… og vi er ikke færdige endnu).

Bagefter slentrede vi ned til Four Barrel og drak kaffe, mens vi fordrev et par timer med kortspil (og ventede på at Tartines brød kunne komme ud af ovnen). Hos Tartine kunne jeg simpelthen ikke beslutte mig for, om jeg skulle have et valnøddebrød eller et kamutbrød. Men i sidste ende faldt valget på et valnøddebrød. Ha! Det troede I nok? 

Nææhh nej, tingene går ikke altid så let. Lige som ekspedienten havde hentet mit brød, puttet det i en pose og jeg havde betalt, ombestemte jeg mig. Med et stort smil og et beklagende udtryk lykkedes det mig at charmere ekspedienten til at ombytte mit brød :-D

Aftensmaden blev derfor som afbilledet nedenfor (kamutbrød fra Tartine, en slice croissant og diverse lækkerier – ved siden af tallerkenen står en kop sojayoghurt iblandet müsli):

 

Dagens høst (ret imponerende taget i betragtning at man er så langt væk hjemmefra):

 

 Og således sluttede en rigtig dejlig fødselsdag med et styks glad fødselar:

Vi er endnu kun nogle dage inde i november, men allerede er der sket en større begivenhed. I går drog Kim og jeg nemlig til Stanford Universitet (tæt på Palo Alto, hvilket ligger ca. 1½ times offentlig transporttid fra Berkeley) for at give foredrag af en times varighed. 

Idéen opstod efter jeg havde holdt oplæg på UC Berkeley, hvor vi kom til at snakke om, at det kunne være fedt, hvis vi kunne glæde endnu flere med vores foredrag (hehe!). Efter lidt research fandt jeg en hjemmeside for en seminarrække på Stanford afholdt af ph.d.-studerende for ph.d.-studerende. Perfekt! 

Jeg fik skrevet en mail til organisatoren, og så var den faktisk vinklet. Valget faldt på d. 2. november, da Kim skal holde foredrag d. 6. november på UC Berkeley (så foredraget vil forhåbentlig ikke nå at gå i glemmebogen hos ham). 

Ugen inden fandt jeg dog ud af, at netop denne dag afholdt det matematiske institut på Stanford en tilbagevendende begivenhed, hvor to store (ikke i fysisk forstand… joh, måske lidt) professorer fra UC Berkeley skulle komme og holde foredrag i præcis de tidsrum, hvor Kim og jeg skulle snakke. Typisk! Men heldigvis vidste vi det på forhånd, således vi ikke kom til at tage det personligt, hvis der kun dukkede organisatoren selv op.

Overraskende nok dukkede der fem ph.d.-studerende op til mit foredrag – og Kim formåede endda at overgå dette med hele otte tilhører (men så overgik jeg ham i varigheden; for det er jo en konkurrence ;o) ).

Til trods for at tavlerne i lokalet var organiseret således, at der var fem i alt men kun to synlige af gangen, så formåede jeg (i hvert fald indtil halvvejs inde i foredraget) at holde tungen lige i munden og styre det på imponerende vis. Hvordan det gik derfra, lader vi ligge hen i det uvisse…

Vi optog fem minutter af hinandens foredrag med mit kamera, men jeg har ikke turdet se mig selv endnu. Skræmmende syn, ikke sandt? :-D

Hele turen til Stanford var en kæmpe succes. Deres campus er væsentlig mere imponerende end Berkeleys, men til gengæld ligger det lidt uden for alt, hvorfor jeg stadig er glad for, at jeg endte på Berkeley. De ph.d.-studerende, der dukkede op, var rigtig flinke – og vi blev virkelig taget i hånden og behandlet som rigtige gæster, der kom på besøg for at give foredrag (hov vent… det var vi jo faktisk også!). Fantastisk ;o)

Nåhh ja, jeg må jo ikke glemme, at der har været Halloween herovre (ja, og faktisk også i Danmark, da vi i stigende grad er begyndt at adoptere denne tradition, hvilket kan undre, da vi jo har vores egen fastelavn). Amerikanerne går op i det i stor stil og overalt i både Berkeley og San Francisco ses huse, hvor forhaverne er pyntet:

Vi har faktisk også haft det første store regnskyl herovre. En morgen vågnede jeg op til dette syn:

I den forbindelse var der en smule koldt, men heldigvis har mine forældre og bedsteforældre vha. pakker hjemmefra sikret sig, at jeg ikke kommer til at fryse (varmt tøj kan simpelthen ikke købes herovre, er jeg overbevist om, så jeg er nødt til at få det sendt hjemmefra. Bonusoplysning til Anita: Hjemmeskoene på billedet til venstre er faktisk strikket og dernæst filtret af min mor ;o) ):

Heldigvis er det dog for længst passeret, således vi nu igen har over 20 grader hver dag ;o) Derfor ses jeg typisk gående således rundt i San Francisco's gader:

Jeg vil slutte af med at vise jer dette billede, som jeg desværre ikke kan tage æren for, da Kim er fotografen. Men det viser, hvor fantastiske omgivelser jeg befinder mig i - og minder mig om, at jeg skal huske at sætte pris på, at jeg er fan**** privilegeret: