Road Trip II: Hollywood (Los Angeles)

Næste morgen stod vi op kl. 5 for at komme tidligt af sted til Los Angeles. Til trods for at jeg havde knaldet brikker med det samme, var mine øjne godt posede efter nu to dages frygtelig tidlig vækning. Hurtigt måtte jeg dog sande, at jeg intet havde at klage over, for Kim havde ikke lukket et øje hele natten!

Og nej, jeg hverken slog eller uddelte albuer i søvne (det forsikrede han mig i hvert fald). Årsagen lå derimod i køleskabet, som indrømmet ikke var helt lydløst. Derudover havde han hørt rumsteren uden for på et tidspunkt og var gået ud for at tjekke, at bilen stadig holdt der :-D

Vi blev dog enige om at fortsætte som planlagt, for vi havde lidt over 300 km foran os – og vi ville gerne ankomme til Los Angeles, således vi havde god tid også denne dag. Det skal lige tilføjes, at Kim ikke har kørt bil i mange år, så jeg var eneste chauffør, hvorfor der intet uforsvarligt var i denne beslutning (udover det generelt uforsvarlige i at lade mig køre ;o) ).

De 300 km blev tilbagelagt i eet stræk for Huckleberry Café i Santa Monica (et pænere kvarter i Los Angeles) ventede forude. Det er en café, som har hentet megen inspiration fra Tartine, da en af ejerne tidligere har været ansat her.

Efter nogle minutter inde i lokalet, stod det dog hurtigt klart for os, at det ikke nåede Tartine til sokkeholderne. Lokalet var tre til fire gange større, men med betongulv og generelt et sterilt look, som sammenholdt med en meget hektisk banegårdsstemning, faldt det ikke synderligt i vores smag. Heldigvis handler det jo primært om smag (altså af bagværket), når man besøger et bageri. 

Jeg skulle selvfølgelig måle det ultimative franske bagværk op mod Tartines og bestilte derfor en croissant (billedet lader til at vise, at jeg i min iver også kom til at sige til ekspedienten, at jeg skulle have en engelsk muffin): 

Smagen var tæt på Tartines, men alligevel var der ingen tvivl om, at Tartine trak sig sejrsrigt ud af duellen; en mørkere overflade og luftigere lag uddelte dødsstødet til Huckleberrys.

(I kunne ikke være mere ligeglade, vel? Tænkte jeg nok, så nok om Huckleberry i denne omgang – måske jeg vender tilbage med mere, for vi besøgte den selvfølgelig igen for at gøre endnu flere sammenligninger).

Med veltilpasse maver drog vi til Hollywood, hvor det obligatoriske hvide skilt oppe på bakkerne (kendt fra utallige film) blev endnu mere foreviget:

Da vi havde krydset dette punkt på dagsordenen af, vandrede vi op ad Walk of Fame. Sikke et syn og en kontrast! Det velholdte, rene fortov var virkelig nydeligt lavet i glitrende, sorte sten og inde i midten kom den ene stjerne efter den anden med (for os primært ukendte) kunstnernavne.  Og måske synet ikke var blevet spoleret, hvis man havde gået hele boulevarden med nakken bøjet 45 grader og blikket stift plantet nedad?

Men rettede man hovedet op og kiggede på butikkerne og det dertilhørende klientel, havde man mest af alt lyst til at søge ned af den nærmeste sidegade (desværre var vi så opmærksomme på at sikre, at vi kom hjem med vores værdigenstande i behold, at vi ikke fik dokumenteret dette med billeder). Udvalget af butikker kan opsummeres til: Tattoo/piercinger, sexshops og jakkesætsudlejning (kan nogen forklare os sammenhængen?). På vores tur nåede vi at passere den ene skæve person efter den anden (nogle liggende, andre siddende og enkelte vaklede nervøst enkelte skridt), højtråbende hjemløse og en enkelt prostitueret, der brugte butiksvinduerne som spejl til at sætte håret med en kam.

Til sidst fik vi nok og smuttede op til Magic Castle (et slot, som huserer en meget berømt trylleklub). Desværre skal man være medlem for at komme ind – og der er en dresscode, som vi i hvert fald ikke levede op til. Men heldigvis var det nu også meget pænt udefra. Besøget skyldes, at Kim interesserer sig en del for trylleri – så inden I får helt ondt af ham (det er nok for sent), så laver vi altså andet end at gå på kaffebar (at fordelingen så nok er i omegnen af 10-1, er din og min hemmelighed).

Lige en lille indskudt bemærkning; under en kort gåtur passerede vi et banantræ (bemærk den sjove rødlige 'frugt', som hænger ned fra klasen. Det lykkedes os ikke at opklare, hvad det er):

Dagen sluttede af med et besøg på endnu en kaffebar (11-1) ved navn La Mill Coffee:

Dette blev fulgt op af aftensmad på en sandwichbar, som jeg havde fundet frem til inden turen (12-1. Hmm… jeg havde udvalgt den, fordi den serverer kød, så nok nærmere 11½-1):

(Da I er nået så langt ned i mit indlæg, ved jeg, at I er overbærende nok til at bære over med min store trang til at vise jer samtlige "indvolde"-billeder af den mad, jeg spiser ;o) Tak!).

Herefter kørte vi til motellet, hvor værelset viste sig at være overraskende stort:

Resten af fortællingen om Los Angeles må vente til senere; nu kalder min aftensnack nemlig!