Road Trip I: Santa Cruz, havnebyer og Stillehavskysten

Så er jeg kommet hjem efter et meget begivenhedsrigt (og hårdt) road trip. 

Som nævnt tidligere hentede vi bilen (gæt farven) hos AVIS i Berkeley tirsdag d. 6. november - mellem en forelæsning og Kims foredrag; han gik dog glip af forelæsningen pga. en blotplet på sin skjorte, som han derfor måtte hjem og skifte (hvilket indebar en gåtur på 30 min hver vej i stegende sol). I det hele taget havde han bare haft en møgstart på dagen, da toilettet selvfølgelig skulle stoppe til netop den morgen! 

Hos AVIS blev vi mødt af det sureste kvindemenneske, som slet ingen forståelse viste for, at vi gerne ville bruge bare 5 min på at gå bilen igennem for at tjekke efter ridser. Hver gang vi påpegede noget, svarede hun muggent: ”Not important”, ”dirt”, ”not important”. Til sidst blev vi enige med os selv om, at vi ikke kunne danse med hende længere og derfor måtte stole på, at AVIS-folkene i Los Angeles, hvor bilen skulle afleveres, ville være lige så lidt interesserede i ridser. 

Vi havde lejet en GPS, som opførte sig mindst lige så bøvet som den, Lone og Tommy lejede, hvorfor også denne blev døbt ”Børge”. Inden vi fik den udleveret, måtte jeg dog skrive under på, at vi skulle af med $600, hvis Børge blev stjålet. Yikes! Det fik den konsekvens, at Kim de første par dage havde en ekstra accessory i form af en fin selvlysende, grøn ”håndtaske”, indtil vi blev så trætte af det, at Børge blev låst ned i bagagerummet. 

Dagen efter hentede jeg Kim kl. 5.30 om morgenen og så satte vi ellers kursen mod Santa Cruz til det, der skulle vise sig at blive første ud af mange kaffepauser på turen. Inden vi kunne nyde kaffen, kom dog problemet, hvad vi skulle gøre af udlejningsbilen imens. Verve Coffee ligger på en hovedgade og ude i siden stod der skilte med ”2 hours parking”, men hvordan fortæller man p-vagterne, hvor længe bilen har holdt der, når amerikanske biler ikke er udstyret med parkeringsskive? 

Kim mandede sig op og stillede det dumme spørgsmål til en herre, der netop parkerede sin bil samme sted, og han kunne berette, at p-vagtene, når de kommer forbi, sætter et tidsstempel på dækket, og når de så patruljerer området igen, kan de se, om bilen har holdt der i mere end to timer. Er jeg den eneste, der finder dette system håbløst old-amerikansk (det kan ikke være oldnordisk, da vi ikke vil ligge navn til en sådan stupiditet)? 

Efter kaffepausen og nogle spil kort fortsatte turen ned til Carmel og Monterey. To havnebyer, der ligger tæt på hinanden. Desværre viste vejret sig ikke fra sin bedste side, hvilket betød tåge og gråvejr, og derfor besluttede vi ikke at ofre mere end 15 min på at ”nyde” udsigten i hver by. I den ene by så vi dog en pelikan ude på molen og adskillige andre store fugle.

Herefter fortsatte turen ned langs Stillehavskysten, men også her var udsigten og dermed den overordnede oplevelse præget af gråvejret. Derfor holdt vi kun ind på de første udsigtspunkter; det var simpelthen umuligt at tage pæne billeder, hvilket ikke er så underligt, da kameraet næppe kan forventes at fremtrylle farverige billeder ud af et gråt motiv.

(Gråvejret fik dog ikke lov til at tage humøret fra os!)

Vi ankom derfor til motellet, hvor vi havde booket en overnatning, i god tid. 

Det viste sig at ligge ca. 16 km uden for Santa Maria, så i stedet for at tage herind og finde mad, drog vi til nærmeste supermarked. Idet vi begge har et kærlighedsforhold til havregryn, besluttede vi hurtigt, at det ville udgøre den perfekte aftensmad (og morgenmad grundet et lille køleskab på værelset). 

Vi havde noteret os, at der stod to engangsplastikkrus på værelset (I ved, sådan nogle til at skylle mund i efter tandbørstning) og blev i et g(eni)alt øjeblik enige om, at vi da kunne drikke havregrynene, hvis blot vi puttede tilstrækkeligt med mælk i krusene (bestik havde vi intet af, og da der ikke var mulighed for mad på motellet, var der ikke udsigt til at kunne låne noget). 

Vel hjemme åbnede vi beholderen og øste halvt op for dernæst at toppe med mælk. Kim tog en tår, kiggede på mig og grinede… Alle havregrynene lå som en tung masse i bunden, og kun mælken kunne hældes ud. Suk! 

Jeg måtte sande samme problem og efter lidt debatteren frem og tilbage, gik vi over til receptionen (der faktisk bare var en luge ind til et rum på 2x1 meter beliggende i det hus, som forpagteren boede i). Heldigvis havde han to plastikskeer, vi kunne få. Sjældent har synet af en plastikske vakt så megen glæde :o)