Lørdagens program var indrettet efter, at vi skulle med en
bus til Las Vegas kl. 13. Idet vi ikke følte for at gå mere på opdagelse efter
de ikke-eksisterende hyggelige kvarterer i LA, satte vi os i stedet for at
presse to besøg på kaffebarer samt et besøg til en Whole Foods ind i
programmet. (Sikke en tilfældighed, at det lyder som en dag lige efter mit
hoved :o) ).
Kim synes også, at vores besøg rundt på de californiske kaffebarer
er ganske hyggelige og turen til Whole Foods skyldtes udelukkende, at vi skulle
proviantere til busturen og for mit vedkommende også til Grand Canyon turen den
efterfølgende dag, da jeg ikke ville risikere ikke at kunne få noget med i +15
timer.
Vi lagde ud med at besøge Whole Foods, idet de allerede
åbnede kl. 7 (og med vores tætpakkede program inden kl. 13 var der ingen tid at
spilde). Vi købte begge en sandwich og lidt pålæg til, hvis vi fandt noget
brød. Vel ude af butikken og på vej til Huckleberry Café, kørte vi forbi en
anden Whole Foods, hvorefter vi kiggede på hinanden.
Det var jo dén, vi havde
haft intention om at besøge; og det var den, vi troede, vi havde plottet ind på
GPS’en. Det gik bare først op for os, da vi kørte forbi den (og dermed altså
ikke, da vi gik ind i den anden, hvor vi gjorde vores indkøb), at det var den
”forkerte”, vi var gået ind i. Distræte? Næhhh…
Dernæst gik turen til Huckleberry Café, fordi vi der kunne
få ordentligt brød til maden. Jeg købte
en bolle og et glas appelsinjuice, mens Kim forsøgte sig med to ”porched eggs”
med grønt (det skulle vise sig, at det var to æg, der blev slået ud i kogende
vand og derved kogt; det så nu lidt mærkeligt ud).
Da han kom hen til bordet,
opdagede jeg, at han også havde købt et halvt brød. Lidt forundret fik jeg
sagt, at han da vist var en anelse sulten, hvortil jeg fik at vide, at brødet
jo var til busturen. Suk, hvorfor havde jeg glemt alt om det brød?
Jeg kastede et hurtigt blik bagud og opdagede, at køen nu
var nået op på 20 personer. Nåh… Kims mad skulle jo gerne spises, mens den var
varm, så jeg måtte krydse fingre for, at køen i hvert fald ikke voksede
eksponentielt med tiden. Til sidst blev vi dog små nervøse for, om vi kunne nå
det sidste kaffebar-besøg, så jeg blev smidt op i køen, mens Kim spiste færdig.
Vel videre til næste kaffestop: Intelligentsia Coffee i
Venice Beach, der ligger lige syd for Santa Monico, hvor Huckleberry har
adresse. Kim var propmæt (han var så også kommet til at spise det halve brød, som
han havde købt; så jeg måtte også købe til ham, da jeg stod i kø i Huckleberry
for anden gang), så han nøjedes med en espresso, mens jeg besluttede mig for at
prøve noget nyt frem for den allerede godkendte mocha; en shaken iskaffe.
Selvom den faldt i god jord, vinder mochaen nu klart (hvem kan sige nej til
chokolade?). Espressoen var til gengæld himmelsk! De ka’ virkelig deres kram
derinde :o)
Vi havde kun 40 min på Intelligentsia, så kortspil blev der
ikke noget af. Det røde lyn skulle nemlig afleveres kl. 12 inde i Downtown, og
den skulle først tankes op. Det tog os 10 min at finde en tankstation, og så
var det selvfølgelig én af de dyreste. Men der var jo ikke så meget at gøre ved
det, tanke og betale måtte vi. Selve afleveringen gik smertefrit. AVIS-damen
åbnede ikke en gang Børges taske for at se, at han var i live?! Men de kan
selvfølgelig nu nok sende en efterregning, hvis de senere finder ud af, at vi
har mishandlet ham.
Inden jeg helt runder kapitlet om AVIS-bilen af, vil jeg
lige fortælle om en oplevelse, vi havde. Aftenen forinden skulle vi jo køre
hjem fra Tender Greens. Mørket havde for længst sænket sig over den pulserende
storby, men på trods heraf og på trods af regn, der stod ned i (ikke lårfede,
eller joh… Måske lårfede, hvis vi tager kvinderne på Rodeo Drive som målestok)
stænger, fortsatte trafikken i sit hæsblæsende tempo. Ligeledes gjorde
mentaliteten med at dytte hidsigt og vedvarende af alt og alle, som bare
virkede det mindste i tvivl om højre/venstre, drejebane, antal frakørsler på
motorvejen. I kan se det for jer, ikke?
Børge prøvede nogle gange at gøre Egon stolt og tænke foran;
med det resultat at Sabrina blev tabt. I forvirring og lettere stress (til
sidst får man altså virkelig træt af, at de mindste ubeslutsomheder bliver straffet
af højlydte dyt) fik jeg drejet af ved en forkert frakørsel.
Vi kørte op ad
rampen og pludselig føltes det, som om vi befandt os på en anden planet.
Forestil jer, at der er bælgmørkt, og kun lyset fra vinduerne de tætliggende,
høje bygninger bryder igennem mørket. Forestil jer nu, at I kommer kørende
(alene på vejen, for alle andre ved godt, at denne frakørsel ikke fører nogen
fornuftige steder hen) oppe i 10 meters højde og derfor er i niveau med lyset
fra nogle af disse vinduer. Det var vitterligt en surrealistisk oplevelse; og
Børge blev tilgivet på stedet.
Nu tilbage til lørdagens begivenheder og busturen mod Las
Vegas… Vi havde booket hos det billigste selskab trods himmelråbende
anmeldelser. Men for kun $20 var det svært ikke at anlægge holdningen: ”Hvis
bare vi kommer levende til Las Vegas, hvor træls kan en bustur så være?”.
Da vi går hen mod kvarteret, hvor selskabet
har adresse, finder vi os selv omgivet af mere og mere slum, mere og mere sære
mennesker, underlige lugte, faldefærdige butikker og uhumske food trucks.
Pludselig har vi passeret det husnummer, hvor kontoret
skulle ligge, og vi vender om. Da vi kommer hen til nummeret, er der intet
skilt, der indikerer, at American Lions har adresse her. Ekspedienten i food
trucken, der er placeret på gaden lige ud for os, fortæller, at selskabet har
lukket dette kontor og åbnet op lige ved siden af. Kim bemærkede tørt, at det
lugtede af fusk.
Vi går ind i et lokale, der bedst af alt kan betegnes som
faldefærdigt og ”under renovering”:
På væggen hænger et skilt, hvor der står,
at der hen over weekenden desværre ikke er wi-fi i bussen (mon der nogensinde
har været det?). Vi er der i god tid, da afleveringen af bilen gik så
smertefrit.
Mens vi venter, kommer der det ene udskud efter det andet ind. Det
lyder måske hårdt, men ikke desto mindre er det sandt.
Blandt de medrejsende
var to yngre mænd i hvide undertrøjer og en overvægtig kvinde med sin endnu
mere overvægtige datter på omkring 10 år (hvad fan*** skal den stakkels datter
dog lave i Las Vegas?).
Derudover var der en kvinde, som hele tiden snakkede i
telefon og rådede personen i den anden ende til at slå igen og vente på en
bonus-check?! Hendes farverige sprog gik også ud over manden, der virkede uden
nogen form for pli; han blev kaldt en idiot gentagne gange, mens han fik at
vide, at hun da for helvede ikke gad sidde ved siden af ham i bussen. Da han
var træt af at høre på hende, besluttede han sig for, at toilettet var for
moderne en opfindelse for ham og gik derfor ud på gaden for at tisse. Jøsses!
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg var ved at løbe
skrigende bort! Og jeg blev mere og mere nervøs for, om vi nu også ville komme
levende til Las Vegas. Heldigvis viste vores mexicanske buschauffør sig at være
ganske fornuftig og efter at have holdt ind et utal af steder rundt om i LA for
at samle endnu flere sørgelige typer op, kom vi endelig ud på motorvejen og af
sted.
Efter 6½ time stoppede bussen i Las Vegas; der var kun indlagt en enkelt
tissepause undervejs, og da vi holdt ind, fik vi at vide, at vi havde præcis 10
minutter. Chaufføren havde ingen styr på, hvor mange der var med bussen, så var
man ikke tilbage efter 10 minutter, var man blevet efterladt på en resteplads
midt i Nevadas ørken.
Selve opholdet i Las Vegas må I vente lidt med…
PS. I skrivende stund sidder jeg på Tartine og ser folk
afhente deres Thanksgiving ordre. Jeg kan ikke forstå, at der kun er to uger
til, at jeg får mulighed for at vise Cecilie ”min” by. Det bliver fantastisk
:o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar