Mandag d. 1. oktober præcis kl. 16 forlod jeg mit hjem med
en papirspose fyldt med tøj og rygsækken godt spændt fast på ryggen. Det
boblede i min mave af spænding og forventning…
Årsag: Præcis på dette tidspunkt
landede mine forældre i San Francisco International Airport (jeg havde faktisk
siddet og fulgt flyet via en hjemmeside, der sporer fly over hele verden. Tak
morfar for tippet ;-) ).
Var det en smule optimistisk at begynde gåturen mod deres
hotel i samme øjeblik, de landede? Meget (selvom gåturen er 45 min)! Især fordi
de naturligvis skulle igennem en kontrol fra de amerikanske myndigheders side
og hente udlejningsbil samt køre turen på mindst 40 minutter til Berkeley. Hmm…
Jeg tænkte vist ikke rationelt, da jeg var overbevist om, at de kunne være ved
hotellet kl. 17.15.
Det hjalp så heller ikke, at de til at starte med fik
udleveret en stor amerikansk flyder, som Tommy nægtede at have med at gøre. Til
sidst fik han frit valg af en hel række biler, hehe. Hvad der yderligere ikke
gjorde situationen bedre var, at de havde besvær med at følge Børge.
Børge? Ja, den GPS de havde lånt. I ved, hvordan man kan
møde en person og efter at have hørt deres navn tænke ’Selvfølgelig, du kan jo
ikke hedde andet!’. Sådan var det med Børge :-)
På et tidspunkt skrev Lone en besked til mig, om at de var
der om 30 minutter. Da jeg stadig ikke tænkte rationelt pga. forventningens
glæde, var jeg overbevist om, at hun da måtte mene 3 minutter og bare havde
skrevet forkert. Efter 10 minutters venten var jeg stadig overbevist om dette…
Endelig! Omkring kl. 19.30 trillede en stor, (selvlysende)
grøn bil ind på Rodeway Inn’s parkeringsplads. Tænk, mine forældre var her. I Berkeley!
(Også) deres første besøg i USA.
Vi fik værelset, som egentlig var ganske fint og vigtigst af
alt rent. Der var to mindre dobbeltsenge og selvfølgelig havde de fået plads
til en stor fladskærm med tilhørende kanalboks, som var boltet fast i bordet
(og dermed optog værdigfuld bordplads). Der var dog kun med nød og næppe plads
til Lone og Tommys kufferter – og de kunne i hvert fald ikke pakke andet tøj
end jakkerne ud.
Kort efter deres ankomst gik vi hen på et nærliggende
pizzeria for at få lidt hurtig aftensmad. Det viste sig dog, at de lokale hold
vist både spillede baseball og football, hvilke blev transmitteret på intet
mindre end 5 store fjernsyn (alt er bare større herovre). Vi fik lige klemt os
ned ved det sidste ledige bord, men jeg behøves vel ikke nævne, at det var en
smule svært at føre en samtale?
Jeg havde lagt et program for dagen efter, hvilket betød, at
vi skulle tidligt op for at være inde i San Francisco, inden Tartine åbnede.
Lone måtte derfor smide al eventuel jetlag overbord og gnide søvnen ud af
øjnene allerede kl. 5 tirsdag morgen. (De havde vist begge to sovet mindre
godt, fordi der havde været en del larm fra lastbiler…
Det viste sig senere, at
vinduet havde stået åbent. Derudover var strømmen gået aftenen før, så vi gik i
seng i mørke. Vi havde ikke tænkt på at slukke lyset (for det var der jo ikke),
så da strømmen kom igen, vågnede vi af det helt store lysshow på værelset og i
badeværelset).
På vej ind til San Francisco skal man betale $6 for at
krydse Bay Bridge. Vi ramte ind i morgentrafikken, så det betød lang kø ved
betalingsrækkerne. Jeg sad og småhoppede nervøst på bagsædet over de 10 rækker
af biler, som var så frygtelig lange. Og da vi endelig kom ind i nærheden af
Tartine, var det ikke helt så let at finde parkering. Det viste sig, at der er
forskellige typer parkometre; til nogle skal man have et specielt kort, mens
andre kræver noget andet…
Derudover er en del af parkeringshusene permanent
fyldte og har derfor kun åbent for nye månedsmedlemmer. Heldigvis havde jeg
gjort lidt research hjemmefra og noteret adressen ned på ikke bare eet, men tre
parkeringshuse (når det handler om Tartine, gælder det om at være knivskarp).
Da vi havde smidt bilen og trasket de tre blokke hen til
Tartine, var bageriet allerede åbnet. Men… Der var ingen kø… Vi vadede direkte
ind og satte os ned ved mit stambord. Jeg kunne ikke samle min kæbe op igen.
Ganske vist var det tirsdag, men vi snakker jo Tartine?
Vi bestilte en række croissanter og en stor brødpudding til
deling (da jeg insisterede på, at de smagte den). Vores ordre var vist en smule
præget af øjnene og min entusiasme frem for maven, for jeg pakkede adskillige godbidder ned i
vitawrap og derefter yderligere ned i en plastikbøtte (som sagt: altid knivskarp
når det handler om Tartine).
Derefter havde jeg planlagt en tur til Twin Peaks. Lone
døjede desværre med ondt i hoften, hvilket var blevet forværret af flyveturen,
så vi tog bilen et godt stykke op mod de to toppe. Alligevel var der et stykke
vej, som blev tilbagelagt på gåben (Lone indrømmede senere, at det havde været
en kamp at nå toppen, men på det tidspunkt blev alle spørgsmål ind til hendes
hofte selvfølgelig besvaret med et smil og et ”det er ikke så slemt”).
På toppen havde vi kun selskab af en enkelt anden person,
som sad og holdt en pause. Jeg fik spurgt, om ikke han ville tage et billede af
os, hvilket selvfølgelig ikke var noget problem. Smågrinende stillede mine
forældre op til et famøst familiebillede (jeg var ligeglad, for jeg havde på
forhånd besluttet, at jeg altså bare ville have et billede, hvor vi alle tre
var på som minde om turen).
Efter Tartine tog vi op til færgebygningen (the Ferry
Building), hvor det var markedsdag. Jeg havde egentlig også planlagt, at vi
skulle på byens kunstmuseum, da der er gratis adgang om tirsdagen. Men på vej
til markedet, kørte vi forbi og så en kø, der var tre gange køen til Tartine,
når den er værst. Så den idé blev hurtigt droppet (især fordi de ikke havde nogen
kunstværker på Lones must-see liste).
Frokosten blev også indtaget på markedet; Lone og jeg fandt
en bod med tamales (en mexicansk spise, hvor grønsager er pakket ind i en slags
tyk majsdej, som så er rullet stramt i blade, der sidder omkring en majskolbe,
og til sidst dampet), mens Tommy fandt en burger. Vi slog os ned på en stor
trappe, men bedst som vi sad og nød maden, stod der pludselig en vagt foran os
og holdt et skilt op ”Food must nok be consumed on the stairs”. Helt ærligt…
Aftensmaden blev indtaget på en lille café ved navn Blue
Barn, som sælger både salater og sandwiches. Jeg fik den lækreste salat med
ovnristede rødbeder, balsamico, kandiserede pekannødder, blandet salat og
grillet tofu. Der var også mulighed for at blande sin helt egen salat vha. et
skema, hvor man så krydsede de ingredienser af, man kunne tænke sig. Alt var
super frisk og velkrydret; og i løbet af ugen endte vi da også med at
frekventere dette sted yderligere to gange.
Resten af besøget følger i de følgende to indlæg (det samlede
blogindlæg fyldte seks sider i Word, så for ikke at dræbe jeres læselyst helt, måtte jeg hellere splitte det op).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar