Foredrag på UC Berkeley

Nu er det vist ved at være tid til en opdatering. Især fordi Lone og Tommy kommer på mandag, og så får jeg i hvert fald ikke tid til at skrive blogindlæg, da de skal hives med rundt til bagerier, kaffebarer og alskens gode sager ;o)
 

De sidste par uger har været rigtig hektiske, idet jeg for en måneds tid siden meldte mig til at holde et foredrag på UC Berkeley (universitetet, hvor jeg er udstationeret), som led i en seminarrække for graduate studerende (dvs. studerende, der er i gang med en kandidat/ph.d.-grad). 

Målet var et foredrag på ca. 1 time og 15 minutter (jeg havde egentlig to timer til rådighed, men der er jo ingen, der kan holde koncentrationen så lang tid), som skulle være en introduktion til mit forskningsemne. 

Jeg har i hvert fald brugt en hel arbejdsuge på at forberede foredraget – og dertil kommer fire prøve-”opførsler” af det for mig selv. I starten havde jeg ingen idé om, hvor lang tid de A4-ark, jeg havde udfyldt, ville tage at gennemgå, men efter første gennemprøvning stod det klart, at jeg næsten var 2 timer om det. Selvfølgelig ville dette blive reduceret i takt med, at jeg fik øvet oplægget mere, men det var alligevel for lang tid.
Så jeg gik i gang med motorsaven og fik kortet det ned til 1 ¼ time (og faktisk blev foredraget væsentligt bedre af det, fordi jeg droppede et bevis, der alligevel ikke var centralt).

Efter sidste gennemøvning var jeg godt tilfreds med forløbet og varigheden:

I går var det så sandhedens time. Havde jeg fået struktureret det godt nok? Hvordan var niveauet i det? Blev det fortalt på en interessant måde, således jeg kunne fastholde tilhørernes opmærksomhed?

Foredraget gik først i gang kl. 15.30, men heldigvis havde jeg selv en forelæsning kl. 12.30, så jeg fik lidt andet at tænke på. Det fede var dog, at jeg egentlig ikke var ret nervøs – nærmere spændt. Det er altså ikke hver dag, at man får mulighed for at give et foredrag på et af verdens førende universiteter inden for matematik (i 2010 det sammen med tre andre universiteter kåret til at have det 2. bedste uddannelsesprogram i matematik i verden).

Til seminaret dukkede den sædvanlige skare af graduate studerende op, dvs. ca. 9 stykker. Derudover kom en post-doc (som faktisk havde afholdt forelæsning i det kursus, jeg følger, ugen inden) samt Kim (der blev udstyret med et kamera, da han bestemt mente, at øjeblikket skulle foreviges).
Sidst, men bestemt ikke mindst, dukkede en professor op, som jeg havde vekslet et par ord med til en konference i Frankrig i sommer. Nøjj! Så fedt, altså :-)

Foredraget gik simpelthen så fint. Og taget i betragtning at det kun er 2. gang, jeg holder foredrag på engelsk, var ordforrådet og formuleringer acceptable. Jeg indledte med at understrege, at foredraget var tænkt som en introduktion til emnet, og at jeg derfor gerne ville afbrydes, hvis der var spørgsmål.

5 minutter gik, så 10, 15, 25… Stadig ingen spørgsmål...

Jeg forsøgte at vende mig om og snakke en del direkte til tilhørerne. Der var ingen, som sov… Men hvorfor stillede de så ingen spørgsmål? Var de stået af eller var det simpelthen for let?

(Der peges og fortælles...)

(Hvor var det nu lige, jeg havde skrevet det resultat henne?)

Efter præcis 1 time og 17 minutter stoppede jeg talestrømmen, og organisatoren spurgte (som skik er) om der var spørgsmål. Dette er altid et kritisk øjeblik ved foredrag, for hvis der ikke er nogen spørgsmål, er det typisk et tegn på, at folk ikke har fattet noget (og så er kutymen, at  organisatoren stiller et spørgsmål for at undgå, at det bliver pinligt; typisk et ret overfladisk og for emnet uinteressant spørgsmål, men organisatoren har jo heller ikke forstået en dyt af foredraget).
Jeg forstår så ikke denne kutyme, for alle ved jo, at organisatoren kun stiller spørgsmålet af pligt, så jeg ville synes, at det var endnu mere pinligt.

Heldigvis var der straks een, der markerede (og det var ikke organisatoren). Spørgsmålet var rigtig interessant, men jeg blev desværre svar skyldig (det var et spørgsmål af den slags, hvor man virkelig skulle have styr på mange tekniske detaljer). Dernæst dukkede to spørgsmål op, som jeg heldigvis godt kunne svare på. Yeah! :o)

Bagefter svævede jeg mildest talt på en lyserød sky (måske jeg alligevel havde været mere spændt før foredraget, end jeg troede), og Kim og jeg gik ud at spise for at fejre det.  Desværre var maden på den etiopiske restaurant ikke noget, der faldt i vores smag (og vi fik ingen bestik, men skulle spise alt sammen med et etiopisk fladbrød kaldet injera, hvilket smager ret syrligt). Jeg kom ikke en gang igennem halvdelen af min ret, så sagde maven stop for syretilførslen.

Da det blev tid til at gå i seng, kunne jeg simpelthen ikke sove. Jeg var stadig oppe i 10 kilometers højde… Og da jeg så endelig faldt i søvn, vågnede jeg kl. 3.30. Heldigvis havde jeg besluttet at holde en velfortjent fridag dagen efter, så jeg skulle bare tulre rundt inde i San Francisco, hvorfor det ikke var død og pine nødvendigt med en kvalitetssøvn.

Sådan fejres et veloverstået foredrag på UC Berkeley, når man er undertegnede:

(Selvfølgelig på Tartine med bread pudding og grapefrugt-juice)

PS. Mens forberedelserne til foredraget har stået på, har Kim og jeg naturligvis også haft tid til at besøge San Francisco. Her fik vi set det sidste af Golden Gate Park, hvilket bl.a. bød på bisoner og små skildpadder) samt Stillehavet (som altså ligner et hvilket som helst andet hav til forveksling ;o) ).

Og til slut lige et par billeder af forskellige indkøb:

 (Godkendelse af krummen i Tartine's brød. Mission: At smage mig igennem alle varianter)

 (Forberedelserne til foredraget blev afbrudt af en ispause)

 (Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange Tartine er blevet besøgt)

 (Endnu en høst fra San Francisco. I den lille æske med XOX er der chokoladetrøfler. Og ellers ses en pose kaffe, en lille beholder med ahornsirup og breve med hhv. ketchup og sennep (nasset fra en restaurant), og de to smukke ting til højre er fra Tartine: Et sesambrød og en coconut cream pie.). 

(Ha! Jeg kom jer i forkøbet. Jeg vidste nemlig, at I ville tigge om at få lov til at se kagen indeni).

Og til sidst et meget mærkeligt hus, jeg tilfældigvis passerede i Berkeley: