San Francisco: TCHO, Fisherman’s Wharf og Golden Gate Bridge

Så er jeg tilbage igen. Gæt hvor jeg sidder? 

Selvfølgelig på Tartine (ja, vi er kommet på fornavn, så nu er det ikke længere Tartine Bakery ;-) ). Jeg har besluttet at holde dagen fri (skønt at være sin egen chef). Planerne for i dag er ikke de store. Lige nu nyder jeg bread pudding med brombær, friskpresset grapefrugt juice (som smager som himlen) og en kop sort kaffe. Dernæst skal jeg videre til en café, der hedder The Plant, da de skulle have en rå morgenmadsgrød, jeg gerne vil smage (fridag og dobbelt op på morgenmad, så bliver det ikke bedre). Dernæst står den på lidt mad-shopping, en enkelt chokoladebutik (hov nej, faktisk to) og en kaffeshop. 

Men det jeg vil skrive om, er Kims og min sidste tur ind til the city. Vi tog selvfølgelig afsted tidligt for at komme hen til Tartine, hvor Kim fik en almindelig croissant og jeg en frangipane croissant. Derudover røg der også en enkelt shortbread og et stykke vegansk gulerodskage med kamutmel i tasken. Alle tingene fik sin egen lille tallerken, hvilket betød, at jeg sad med tre tallerkener foran mig (det så en smule voldsomt ud, og det vakte da også stor morskab for en mand i køen, da jeg hev kameraet frem og forsøgte at samle alle mine skatte på ét billede):

Det er Kims hånd på billedet. Han var nødt til at hjælpe mig med at arrangere fotoet, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få sin kaffe, mens den stadig var varm ;-)

Efter Tartine gik turen på TCHO (en lokal chokoladefabrik. Navnet er den fonetiske udgave af 1. lyd i chokolade… Giver det mening?). Her kunne man gratis booke en 1½ times rundvisning og efterfølgende chokoladesmagning.  Vores meget energiske tour guide (aldrig har jeg hørt nogen snakke så hurtigt) startede med at spørge, om vi kunne nævne nogle rigtige chokoladefabrikanter. Vi sad 30 mennesker og til at starte med nævnte nogle af de andre en række forskellige amerikanske producenter, jeg ikke kender. Da han fortsatte med at efterlyse producenter, sagde jeg ’Valrhona’. Han sagde så, at ingen af dem, der var blevet nævnt, producerede rigtig chokolade; kun Valrhona! ;-)

Det bedste ved turen (som I kan se på billedet, var det en rigtig god tur; og så var turen faktisk ikke engang begyndt, da billedet blev taget) var den efterfølgende chokoladesmagning, hvor vi skulle smage deres fem produkter (ja, de producerer kun rene plader – indtil videre ingen smagstilsætninger). Guiden sagde, at vi skulle tage det lille stykke chokolade i hånden, lade det ligge ca. 7 sekunder (for at temperere det), tage det op til øret og brække det over (så vi kunne høre knækket) og til sidst putte det i munden, hvor vi IKKE måtte tygge det, men skulle lade det smelte. Hvis vi tyggede det, ville bitterheden nemlig blive dominerende, og vi ville ikke være i stand til at smage chokoladen ordentligt. 

Dét var et godt trick – man kunne tydeligt smage forskel på de tre mørke chokolader. De to sidste varianter var mælkechokolader (jeg ville have gættet, at man startede ud med de lyse, fordi de ikke er så kraftige i smagen. Men guiden sagde, at man så ville have et lag fedtstof fra mælkeprodukterne i munden, hvilket ville gøre det svært at smage de andre). En anden fordel ved tricket er, at chokoladen så varer meget længere :-D

 

Nårh jo, da vi tog toget til San Francisco, havde vi så travlt med at snakke, at vi ikke hørte efter stationsnavnene, som i øvrigt er nærmest umuligt at opfange alligevel. Derfor stak jeg hovedet ud af døren ved en station, men kunne ikke se noget navn. Da jeg er ved at trække hovedet ind, rammer døren mig pludselig ved venstre øjenbryn. Av for søren! Godt, at jeg allerede var ved at tage hovedet ind, for jeg tror ikke, at der er nogen sensor på dørene (den fortsatte i hvert fald bare med at lukke, selvom den ramte mig ret hårdt). Allerede under morgenmaden på Tartine begyndte det at hæve op (se ovenstående billede fra TCHO), og selv nu en uge efter er stedet ømt, når jeg rører det (hævelsen er dog væk).

Til listen over skader kan tilføjes, at jeg nu to gange har knaldet mine tæer ind i sengen på værelset. Første gang gik det ud over den tå, der er den analoge udgave af ringefingeren. Heldigvis bruger man ikke den så meget, fandt jeg ud af, men her anden gang, hvor det gik ud over lilletåen, er det godt nok trælst. Nøj, hvor man bruger den meget til at stabilisere hvert skridt (og den går jo hele tiden mod skoen). Selvom det nu er fire eller fem dage siden, er den stadig hævet op. Det hjælper så nok heller ikke, at jeg tog ud at løbe i går, men hva’ pokker? Jeg skal jo kunne spise al den Tartine bread pudding, jeg lyster.

To af de piger, som jeg bor sammen med, sagde, at jeg da bare skulle lade være med at løbe i en uge, så den kunne komme sig helt. I EN UGE?! Men okay, de bestiller så også fødevarerne online fra en supermarkedskæde, der faktisk har en butik 20 minutters gang fra os ;-)

Tilbage til sidste uges tur til San Francisco… Efter TCHO købte vi frokost på et kæmpe marked ved the Ferry Building (om lørdagen er der både fyldt med boder foran og bagved bygningen. Jeg fik noget brød og en iskaffe (så er man parat til en lang vandretur). 

Derefter gik turen op til det obligatoriske Fisherman’s Wharf, hvor søløverne ligger nærmest i klumper på nogle paller ude i vandet. Jeg tror faktisk, at der var indhegning under vandet, så de ikke kunne svømme ud derfra, men jeg er ikke sikker. Dog var stedet bare slet ikke mig… Turister over ALT! Og frygtelige souvenirbutikker (faktisk første gang jeg har set en souvenirbutik herovre).

Jaja, jeg skal nok snart forsøge at lave et andet ansigtsudtryk på billederne ;o)

Dernæst fulgte vi vandet nordpå og slog på et tidspunkt et lille smut sydpå af en sidevej for at komme til den del af Lombard Street med de mange sving. Desværre morede turisterne (de tossede turister :-p) sig med at køre deres lejebiler ned af gaden med de mange skarpe sving, så det var svært at få et ordentligt billede. Men gaden er nu rigtig pæn, så det var en god oplevelse; og vi fik da gået op af de trapper, der er ude i siden til fodgængerne. 

Dagens sidste stop var Golden Gate Bridge. Vi havde ikke på noget tidspunkt stoppet op for at kigge på et kort for at vurdere afstanden hertil (dumt, dumt). På vej derhen (jeg vil næsten sige derud, for der var langt) passerede vi Crissy Field, som er en strand-promenade og store græsarealer, hvor ’de indfødte’ hyggede sig med grillmad og picnic (perfekt sted med udsigt til både Golden Gate Bridge og Alcatraz):

Endelig kom vi til broen og fik gået af nogle trapper op til den. Vi gik dog ikke de sidste par hundrede meter derhen, så vi kunne gå ud på den. Men lad mig sige det med det samme: Det er et stykt flot bro! :o) Efter Golden Gate Park havde vi været nervøse for, om vi også ville blive skuffede over denne, men det var langt fra tilfældet. Den ligger helt perfekt placeret i smukke, smukke omgivelser!

 

Klokken var omkring 17, og vores stænger var som stanglakrids. Vi havde lang vej hjem, for BART-stationen går kun fra stationer nær Market Street (og vi gad da ikke sætte os ind i busruterne ;-) ). Det letteste var at skråne tværs igennem byen, men det betød også, at vi skulle op over en af de berømte (eller berygtede) højderygge, San Francisco er bygget på. Pyyyh! Jeg orkede ikke at spise aftensmad inde i byen, for jeg var bange for ikke at komme op igen, hvis jeg først fik sat mig. Derfor tog vi direkte hjem.

Vel hjemme var jeg blevet godt sulten (vi havde faktisk ikke fået noget siden frokost), så jeg tog den altid gode klassiker, nemlig havregryn, til aftensmad. I dagen, der fulgte, kunne jeg nyde alle mine hjembragte skatte. Halvdelen af frangipane croissanten havde jeg også pakket sirligt ind i vitawrap, og selv to dage efter var den stadig en himmelsk, sprød mundfuld (til trods for, at vi ikke har nogen brødrister, jeg kan riste den på, da vi kun har sådan en lodret toaster, hvor brødet kun må have en bestemt tykkelse. Jeg har aldrig forstået dem? Og til dato brænder jeg stadig hver anden skive, jeg rister, på, så hele huset lugter brændt).

Et par dage senere indtastede jeg vores hoved-destinationer på Google Maps og forbandt dem med en rute, der modsvarede den, vi havde gået (på nær vores afstikker til Lombard og turen frem og tilbage mellem TCHO og the Ferry Building; samt naturligvis de 20 minutters gåtur hver vej til BART-stationen i Berkeley). 22 km! 

Så er bread puddingen ved at være spist. Jeg har small talket en del med herren ved bordet lige ved siden af. Han er også Tartine- og Blue Bottle-narkoman, så han gav mig et fif til en café, jeg ikke har hørt om før. Endnu en café, der skal besøges :o)

Lige en sidste bemærkning herfra inden jeg smutter videre til the Plant Café. Herovre siger alle (selv ekspedienterne i supermarkedet): ”How are you?”. I starten irriterede det mig grænseløst, for de spørger jo bare helt automatisk og er slet ikke interesseret i svaret. Så hvorfor spørge? Det bringer modtageren i en træls situation, for på den ene side er det uhøfligt ikke at svare og på den anden side er det trælst hele tiden at skulle sige: “Fine. How are you?”. Nu har jeg dog efterhånden vænnet mig til det (og er blevet bedre til at ignorere det i supermarkeder og andre ligegyldige steder), men stadig synes jeg, at det er noget mærkeligt noget. Kunne de ikke bare sige ”hey”?

Nu er eftermiddagen ved at gå på hæld, og jeg ville lige afslutte blogindlægget med maner. Og hvordan gøres det bedre end ved at lukke cirklen? Jeg har nemlig slået mig ned på Tartine igen (denne gang blot med en kop kaffe og en hasselnødsbiscotti med anis). Jeg ankom nemlig kl. 16, og brødet kommer først ud kl. 16.30. Nu har jeg så købt et sesambrød (dampende varmt), som ligger i mit skød, så ingen kommer til at vælte eller kvase det (jeg har haft det oppe af papirsposen så mange gange for at dufte til det, at min sorte trøje efterhånden er mere hvid af mel). Derudover røg der lige en Coconut cream pie med hjem også. 

For resten har jeg bestilt Tartines bog med opskrifter på mange af de lækre kager mv. over internettet. Når den kommer, smutter jeg hen på Café Gratitude i Berkeley, bestiller en KÆMPE smoothie og begraver mig :-)

Ellers er der egentlig ikke sket så meget i dag. Jeg har købt nogle trøfler oppe i North Beach (ja, jeg skulle op på en højderyg) ved noget, der hedder XOX Truffles. Desværre har jeg mine tvivl om kvaliteten af dem, da jeg fik lov til at få en smagsprøve (selvfølgelig efter jeg havde købt en kasse med 20 styks for $12!). Havde ellers læst gode anmeldelser på nettet, men det beviser bare endnu en gang (minder om indlægget med Tank Hill vs. Twin Peaks), at man ikke skal stole for meget på anmeldelser (der er mange mennesker derude med virkelig ringe smag ;o) ).

Derudover har jeg drukket en kop kaffe på Four Barrel (efter først at have gået fra Four Barrel til Ritual Coffee og tilbage til Four Barrel, da jeg ikke kunne beslutte mig for stedet. Heldigvis ligger de på samme gade, men der er stadig ca. 1 km imellem dem). 

Da jeg havde bestilt, var der en gut, der også stod og ventede på sin kaffe, som spurgte, hvor jeg kom fra… Han syntes nemlig, at min accent lød dansk eller svensk (ret godt gættet). Han snakkede løs, og selvom jeg egentlig havde tænkt mig at bruge kaffepausen på at besvare nogle emails, endte jeg med at slå mig ned ved samme bord som ham (det gælder trods alt om at øve sine engelsk-kundskaber så meget som muligt). Det viste sig, at han kom fra Østrig, men havde boet her i fire år. Hans ven dukkede også op, og så sad vi alle og sludrede yderligere et kvarters tid, før jeg undskyldte mig med at skulle videre (Tartine kaldte på mig). 

Episoden illustrerer meget godt, hvor let det er at komme i snak med folk herovre. Under morgenmaden havde jeg jo også en samtale med en herre ved bordet ved siden af mig). Amerikanerne (og åbenbart også europæerne, der har boet her noget tid) er meget åbne og begynder bare at snakke til én. Jeg har svært ved at forestille mig ovenstående episode finde sted i Danmark.

Som I nok kan fornemme, har jeg det rigtig godt herovre :-) Det hjælper naturligvis, at det er så let at snakke med familien derhjemme takket være Skype (så både lillebror, forældre og bedsteforældre har måtte ligge ører til mine historier). Og Cecilie er netop ankommet til St. Croix og har fået anskaffet sig et amerikansk telefonnummer, så nu kan jeg ringe op til hende når som helst. Skønt! (Det kunne jeg selvfølgelig også før; blot til den nette sum af 24kr i minuttet ;-) ).