Så er det fredag herovre, hvilket jeg besluttede at fejre
med en tur på kaffebaren Local 123 efter forelæsningen, der sluttede kl. 10.
Egentlig havde jeg tænkt mig bare at surfe lidt rundt på må og få, men af en
eller anden grund får jeg altid lyst til at skrive lidt til bloggen, når jeg
sidder på en kaffebar. Det må være noget med stemningen sådan et sted :-)
Sidste weekend var Kim og jeg endnu en tur i San Francisco.
Det startede ud med, at vi mødtes kl. 7.45 for at tage BART-toget (Bay Area
Rapid Transport), men de begyndte åbenbart først at køre kl. 8. En taxichauffør
så straks sin chance for at score kassen, da han ”tilbød” os, at han da kunne
køre os ind til San Francisco. Han ved tydeligvis ikke, hvem han spurgte… Bare
tænk på så mange kopper kaffe, man kan købe for $3.85 (BART-prisen) - $taxi!
Grunden til, at det var vigtigt at komme så tidligt af sted
en søndag, skal forefindes i min besættelse af Tartine Bakery! Om søndagen
åbner de kl. 9 – vi var der kl. 8.50, og der var i hvert fald 15 mennesker foran
os. Da de åbnede 10 minutter senere, stod der endnu flere bag os. Heldigvis
lader det til, at mange lokale også bruger bageriet til at hente morgenkager
(det siger noget om, hvor godt stedet er, at de gider stå i kø for det), så det
var intet problem at få et bord.
Mens Kim smuttede på toilettet, skyndte jeg
mig at hive hans tallerken over til mig, så jeg kunne tage et billede af hans
indkøb: en kærnemælksscone med korender. Desværre kom han tilbage, før jeg
havde fået taget det perfekte billede – underligt nok virkede det ikke til, at
han før har set nogen tage et billede af en scone?
Jeg bestilte en Tartine klassiker, en ”morning bun”, som er
croissantdej rullet som en dansk kanelsnegl, men i stedet for remonce er den
blot drysset med kanelsukker. Ovenpå pensles den til gengæld med en
appelsinsirup og drysset med sukker:
Den eneste grund til, at mit valg faldt på
denne, var, at jeg har hørt, man simpelthen skal prøve den. Til trods for dens
beskedne størrelse, fik jeg kun kæmpet mig igennem ¼ af den. Så selv efter, at
Kim og jeg havde smagt hinandens (jeg endte vist med at kværne ¼ af hans
scone), så havde jeg stadig morning bun til de næste to dage. Sconen var til
gengæld lige i øjet! Nørj, den smeltede på tungen.
Kim var så flink selv at foreslå, at vi gentog successen den
næste weekend, dvs. i morgen, så jeg har brugt hele ugen på at tjekke blogs af
andre personers oplevelser for at finde ud af, hvad jeg skal bestille. Og jeg
tror, at valget falder på en Frangipane croissant (dvs. en croissant, som er
flækket på midten, penslet med en brandy-sirup og dernæst smurt med
marcipan-remonce. Dernæst lægges den sammen og bages igen, hvorefter den til
sidst drysses med mandler og flormelis: I skal nok få et billede at se ;-) ).
Derudover tror jeg, at jeg øsler lidt med pengene og køber et glas friskpresset
grapefrugt-juice dertil. Det kan nok tage lidt af den (meget) søde morgenmad.
Årsagen til valget af netop denne genstand (meget vigtig information i farvandet) er, at jeg så kan slå to fluer med
eet smæk: Jeg kan både få smagt croissantdejen (uden den er overbombarderet med
sukker som min morning bun) og marcipanfyldet. Win – Win (plus jeg er sikker på
at have dessert til mindst to aftener igen).
Derudover har jeg tænkt mig at indkøbe et stykke af en af
deres fire lækre skærekager. Jeg ville gerne have købt en eclair, men den vil
nok smelte bort i løbet af dagen. Faktisk har jeg allerede pakket en ”madkasse”
samt et stort stykke vita wrap til at pakke stykket ind i, så det ikke tørrer
ud.
Pyyhh… Jeg kunne vist bare fortsætte og fortsætte med at ævle
løs om det dersens bageri, og den eneste det interesserer er jo faktisk nok mig
(og så min mor, fordi det skal en mor gøre ;-) samt en veninde, der er ligeså
besat af bageriet, som jeg selv er). Men så er det heldigt, at bloggen mest af
alt er et egoistisk foretagende (selvom det naturligvis er helt ok, at du læser
med) :-)
Efter morgenmaden købte vi lige lidt proviant (det er trods
alt begrænset, hvor meget sukker og sort kaffe mætter til morgenmad – uanset
hvor godt og nærende det er), hvorefter vi satte kurs vestpå mod Twin Peaks.
Det er to ’bakker’, der ligger lige ved hinanden, og som udgør det højeste
punkt i San Francisco (jeg kan også godt fortælle jer (se, nu henvender jeg mig
faktisk til jer), at vi fik gået op af stejle bakker og dernæst mange trapper).
Men udsigten deroppefra var mere end belønning nok:
Jeg havde hjemmefra læst om Tank Hill, som ligger meget tæt
derpå. Nogle skrev, at det var meget bedre at bestige denne bakke, fordi den
faktisk var højere end Twin Peaks, og at man deroppefra endda kunne kigge ned
på dem, der stod på Twin Peaks. Kim ville dog gerne se Twin Peaks (noget med en
filminstruktør, der hedder David Lynch, og som har lavet en serie kaldt ”Twin
Peaks”), og da han går med mig på Tartine Bakery og hver en kaffebar, kunne jeg
da godt trave med ham derop :)
Vel ankommet til toppen kiggede vi forvirret rundt (vi havde
ikke set noget skilt på vej derop); vi kunne ikke se nogen højere bakke noget
sted, hvorefter Kim stillede verdens bedste turist-spørgsmål til én, der
tydeligvis var lokal: ”Excuse me, is this Twin Peaks?”. Den lokale var så sød
kun at trække på smilebåndet, hvorefter han sagde, at det var det (han må
virkelig have undret sig over, at nogen ved et tilfælde var havnet deroppe). Så
summa summarum, man skal ikke altid stole på anmeldelser, for vi kunne kigge
NED på det, der viste sig at være Tank Hill.
Det er ret sjovt at se San Francisco oppefra. Market Street,
der er en bred boulevard, som skråner tværs ned gennem San Francisco, fylder
meget i fugle-perspektiv. Og når man fra Twin Peaks fulgte Market Street med
øjnene hen mod Berkeley, møder man pludselig en del høje bygningen, som tårner
sig op om Market Street. Disse markerer Financial District, hvor de fleste
banker har hovedsæde. Men udover disse høje bygninger, er byen faktisk meget
flad (rettelse; vejene er på ingen måde flade, men der er lav bebyggelse. Hmm…
Gad vide, om dette er det rigtige ord? Ellers skal Cecilie nok sørge for at
fortælle mig det, og så skal jeg nok udsende en officiel rettelse).
Sidste stop på turen var Golden Gate Park, hvor vi
fuldstændig mistede vores stedsans. Så da vi troede, at vi havde set hele
parken (selvom vi undrede os over, at der var ting, vi havde læst om, som vi
slet ikke havde set) og derfor gik mod udgangen, så vi et skilt, der viste, at
vi kun havde bevæget os i den østlige del af parken. Vi var allerede godt
trætte og sure på parken over, at den slet ikke var hyggelig – og umulig at
finde rundt i – besluttede vi at skrotte den vestlige del (efter vi er kommet
hjem og har fået hvilet fødderne, er vi dog blevet enige om, at den vestlige
del skal have en chance for at vise, at den er bedre end den østlige; især
fordi der er Bison-okser i den vestlige del).
Det pæneste i Golden Gate Park:
Allersidste stop på turen blev (selvfølgelig) en kaffebar. Man
skal vel slutte af med maner? Kaffebaren var mere en slags stor container
placeret i et beboelsesområde ved en lille park. Meget underligt set-up. Lige
ved siden af var der en anden container, hvor der var en lang kø af mennesker
(det er som regel et tegn på høj kvalitet, bare se på Tartine Bakery (dog med
undtagelse af Telegraph Avenue i Berkeley, hvor alle de studerende står i kø
ved fast food-kæderne)). Tilfældigvis fanger mit blik et skilt ”Smitten Ice
Cream”. I min iver kommer jeg til højt at udbryde: ”Det er jo Smitten Ice
Cream!”.
Jeg havde tilfældigvis læst om denne is-”butik” dagen inden. Konceptet
er, at de laver hver kugle is, når man bestiller (vist noget med noget
nitrogen-halløj), hvilket skulle betyde, at isen er ultra cremet, altså helt
uden iskrystaller. Heldigvis lader jeg fornuften tale og vælger kaffe frem for
is (min hjerne får overbevist mig om, at min krop ikke har behov for mere
sukker den dag), men jeg skal i hvert fald have en souvenir med hjem fra
Smitten Ice Cream: Et billede af tavlen, der beskriver dagens fire slags is:
Så
kan jeg nemlig huske, hvad de serverede den dag og derfor bedre vurdere den
dag, jeg vender tilbage for at smage isen, om jeg hellere skal vente til en
anden dag.
Igen: Vigtige, vigtige beslutninger, der bliver taget herovre.
Og så lige en sjov butiksfacade:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar