Foredrag på UC Berkeley

Nu er det vist ved at være tid til en opdatering. Især fordi Lone og Tommy kommer på mandag, og så får jeg i hvert fald ikke tid til at skrive blogindlæg, da de skal hives med rundt til bagerier, kaffebarer og alskens gode sager ;o)
 

De sidste par uger har været rigtig hektiske, idet jeg for en måneds tid siden meldte mig til at holde et foredrag på UC Berkeley (universitetet, hvor jeg er udstationeret), som led i en seminarrække for graduate studerende (dvs. studerende, der er i gang med en kandidat/ph.d.-grad). 

Målet var et foredrag på ca. 1 time og 15 minutter (jeg havde egentlig to timer til rådighed, men der er jo ingen, der kan holde koncentrationen så lang tid), som skulle være en introduktion til mit forskningsemne. 

Jeg har i hvert fald brugt en hel arbejdsuge på at forberede foredraget – og dertil kommer fire prøve-”opførsler” af det for mig selv. I starten havde jeg ingen idé om, hvor lang tid de A4-ark, jeg havde udfyldt, ville tage at gennemgå, men efter første gennemprøvning stod det klart, at jeg næsten var 2 timer om det. Selvfølgelig ville dette blive reduceret i takt med, at jeg fik øvet oplægget mere, men det var alligevel for lang tid.
Så jeg gik i gang med motorsaven og fik kortet det ned til 1 ¼ time (og faktisk blev foredraget væsentligt bedre af det, fordi jeg droppede et bevis, der alligevel ikke var centralt).

Efter sidste gennemøvning var jeg godt tilfreds med forløbet og varigheden:

I går var det så sandhedens time. Havde jeg fået struktureret det godt nok? Hvordan var niveauet i det? Blev det fortalt på en interessant måde, således jeg kunne fastholde tilhørernes opmærksomhed?

Foredraget gik først i gang kl. 15.30, men heldigvis havde jeg selv en forelæsning kl. 12.30, så jeg fik lidt andet at tænke på. Det fede var dog, at jeg egentlig ikke var ret nervøs – nærmere spændt. Det er altså ikke hver dag, at man får mulighed for at give et foredrag på et af verdens førende universiteter inden for matematik (i 2010 det sammen med tre andre universiteter kåret til at have det 2. bedste uddannelsesprogram i matematik i verden).

Til seminaret dukkede den sædvanlige skare af graduate studerende op, dvs. ca. 9 stykker. Derudover kom en post-doc (som faktisk havde afholdt forelæsning i det kursus, jeg følger, ugen inden) samt Kim (der blev udstyret med et kamera, da han bestemt mente, at øjeblikket skulle foreviges).
Sidst, men bestemt ikke mindst, dukkede en professor op, som jeg havde vekslet et par ord med til en konference i Frankrig i sommer. Nøjj! Så fedt, altså :-)

Foredraget gik simpelthen så fint. Og taget i betragtning at det kun er 2. gang, jeg holder foredrag på engelsk, var ordforrådet og formuleringer acceptable. Jeg indledte med at understrege, at foredraget var tænkt som en introduktion til emnet, og at jeg derfor gerne ville afbrydes, hvis der var spørgsmål.

5 minutter gik, så 10, 15, 25… Stadig ingen spørgsmål...

Jeg forsøgte at vende mig om og snakke en del direkte til tilhørerne. Der var ingen, som sov… Men hvorfor stillede de så ingen spørgsmål? Var de stået af eller var det simpelthen for let?

(Der peges og fortælles...)

(Hvor var det nu lige, jeg havde skrevet det resultat henne?)

Efter præcis 1 time og 17 minutter stoppede jeg talestrømmen, og organisatoren spurgte (som skik er) om der var spørgsmål. Dette er altid et kritisk øjeblik ved foredrag, for hvis der ikke er nogen spørgsmål, er det typisk et tegn på, at folk ikke har fattet noget (og så er kutymen, at  organisatoren stiller et spørgsmål for at undgå, at det bliver pinligt; typisk et ret overfladisk og for emnet uinteressant spørgsmål, men organisatoren har jo heller ikke forstået en dyt af foredraget).
Jeg forstår så ikke denne kutyme, for alle ved jo, at organisatoren kun stiller spørgsmålet af pligt, så jeg ville synes, at det var endnu mere pinligt.

Heldigvis var der straks een, der markerede (og det var ikke organisatoren). Spørgsmålet var rigtig interessant, men jeg blev desværre svar skyldig (det var et spørgsmål af den slags, hvor man virkelig skulle have styr på mange tekniske detaljer). Dernæst dukkede to spørgsmål op, som jeg heldigvis godt kunne svare på. Yeah! :o)

Bagefter svævede jeg mildest talt på en lyserød sky (måske jeg alligevel havde været mere spændt før foredraget, end jeg troede), og Kim og jeg gik ud at spise for at fejre det.  Desværre var maden på den etiopiske restaurant ikke noget, der faldt i vores smag (og vi fik ingen bestik, men skulle spise alt sammen med et etiopisk fladbrød kaldet injera, hvilket smager ret syrligt). Jeg kom ikke en gang igennem halvdelen af min ret, så sagde maven stop for syretilførslen.

Da det blev tid til at gå i seng, kunne jeg simpelthen ikke sove. Jeg var stadig oppe i 10 kilometers højde… Og da jeg så endelig faldt i søvn, vågnede jeg kl. 3.30. Heldigvis havde jeg besluttet at holde en velfortjent fridag dagen efter, så jeg skulle bare tulre rundt inde i San Francisco, hvorfor det ikke var død og pine nødvendigt med en kvalitetssøvn.

Sådan fejres et veloverstået foredrag på UC Berkeley, når man er undertegnede:

(Selvfølgelig på Tartine med bread pudding og grapefrugt-juice)

PS. Mens forberedelserne til foredraget har stået på, har Kim og jeg naturligvis også haft tid til at besøge San Francisco. Her fik vi set det sidste af Golden Gate Park, hvilket bl.a. bød på bisoner og små skildpadder) samt Stillehavet (som altså ligner et hvilket som helst andet hav til forveksling ;o) ).

Og til slut lige et par billeder af forskellige indkøb:

 (Godkendelse af krummen i Tartine's brød. Mission: At smage mig igennem alle varianter)

 (Forberedelserne til foredraget blev afbrudt af en ispause)

 (Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange Tartine er blevet besøgt)

 (Endnu en høst fra San Francisco. I den lille æske med XOX er der chokoladetrøfler. Og ellers ses en pose kaffe, en lille beholder med ahornsirup og breve med hhv. ketchup og sennep (nasset fra en restaurant), og de to smukke ting til højre er fra Tartine: Et sesambrød og en coconut cream pie.). 

(Ha! Jeg kom jer i forkøbet. Jeg vidste nemlig, at I ville tigge om at få lov til at se kagen indeni).

Og til sidst et meget mærkeligt hus, jeg tilfældigvis passerede i Berkeley:

San Francisco: TCHO, Fisherman’s Wharf og Golden Gate Bridge

Så er jeg tilbage igen. Gæt hvor jeg sidder? 

Selvfølgelig på Tartine (ja, vi er kommet på fornavn, så nu er det ikke længere Tartine Bakery ;-) ). Jeg har besluttet at holde dagen fri (skønt at være sin egen chef). Planerne for i dag er ikke de store. Lige nu nyder jeg bread pudding med brombær, friskpresset grapefrugt juice (som smager som himlen) og en kop sort kaffe. Dernæst skal jeg videre til en café, der hedder The Plant, da de skulle have en rå morgenmadsgrød, jeg gerne vil smage (fridag og dobbelt op på morgenmad, så bliver det ikke bedre). Dernæst står den på lidt mad-shopping, en enkelt chokoladebutik (hov nej, faktisk to) og en kaffeshop. 

Men det jeg vil skrive om, er Kims og min sidste tur ind til the city. Vi tog selvfølgelig afsted tidligt for at komme hen til Tartine, hvor Kim fik en almindelig croissant og jeg en frangipane croissant. Derudover røg der også en enkelt shortbread og et stykke vegansk gulerodskage med kamutmel i tasken. Alle tingene fik sin egen lille tallerken, hvilket betød, at jeg sad med tre tallerkener foran mig (det så en smule voldsomt ud, og det vakte da også stor morskab for en mand i køen, da jeg hev kameraet frem og forsøgte at samle alle mine skatte på ét billede):

Det er Kims hånd på billedet. Han var nødt til at hjælpe mig med at arrangere fotoet, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få sin kaffe, mens den stadig var varm ;-)

Efter Tartine gik turen på TCHO (en lokal chokoladefabrik. Navnet er den fonetiske udgave af 1. lyd i chokolade… Giver det mening?). Her kunne man gratis booke en 1½ times rundvisning og efterfølgende chokoladesmagning.  Vores meget energiske tour guide (aldrig har jeg hørt nogen snakke så hurtigt) startede med at spørge, om vi kunne nævne nogle rigtige chokoladefabrikanter. Vi sad 30 mennesker og til at starte med nævnte nogle af de andre en række forskellige amerikanske producenter, jeg ikke kender. Da han fortsatte med at efterlyse producenter, sagde jeg ’Valrhona’. Han sagde så, at ingen af dem, der var blevet nævnt, producerede rigtig chokolade; kun Valrhona! ;-)

Det bedste ved turen (som I kan se på billedet, var det en rigtig god tur; og så var turen faktisk ikke engang begyndt, da billedet blev taget) var den efterfølgende chokoladesmagning, hvor vi skulle smage deres fem produkter (ja, de producerer kun rene plader – indtil videre ingen smagstilsætninger). Guiden sagde, at vi skulle tage det lille stykke chokolade i hånden, lade det ligge ca. 7 sekunder (for at temperere det), tage det op til øret og brække det over (så vi kunne høre knækket) og til sidst putte det i munden, hvor vi IKKE måtte tygge det, men skulle lade det smelte. Hvis vi tyggede det, ville bitterheden nemlig blive dominerende, og vi ville ikke være i stand til at smage chokoladen ordentligt. 

Dét var et godt trick – man kunne tydeligt smage forskel på de tre mørke chokolader. De to sidste varianter var mælkechokolader (jeg ville have gættet, at man startede ud med de lyse, fordi de ikke er så kraftige i smagen. Men guiden sagde, at man så ville have et lag fedtstof fra mælkeprodukterne i munden, hvilket ville gøre det svært at smage de andre). En anden fordel ved tricket er, at chokoladen så varer meget længere :-D

 

Nårh jo, da vi tog toget til San Francisco, havde vi så travlt med at snakke, at vi ikke hørte efter stationsnavnene, som i øvrigt er nærmest umuligt at opfange alligevel. Derfor stak jeg hovedet ud af døren ved en station, men kunne ikke se noget navn. Da jeg er ved at trække hovedet ind, rammer døren mig pludselig ved venstre øjenbryn. Av for søren! Godt, at jeg allerede var ved at tage hovedet ind, for jeg tror ikke, at der er nogen sensor på dørene (den fortsatte i hvert fald bare med at lukke, selvom den ramte mig ret hårdt). Allerede under morgenmaden på Tartine begyndte det at hæve op (se ovenstående billede fra TCHO), og selv nu en uge efter er stedet ømt, når jeg rører det (hævelsen er dog væk).

Til listen over skader kan tilføjes, at jeg nu to gange har knaldet mine tæer ind i sengen på værelset. Første gang gik det ud over den tå, der er den analoge udgave af ringefingeren. Heldigvis bruger man ikke den så meget, fandt jeg ud af, men her anden gang, hvor det gik ud over lilletåen, er det godt nok trælst. Nøj, hvor man bruger den meget til at stabilisere hvert skridt (og den går jo hele tiden mod skoen). Selvom det nu er fire eller fem dage siden, er den stadig hævet op. Det hjælper så nok heller ikke, at jeg tog ud at løbe i går, men hva’ pokker? Jeg skal jo kunne spise al den Tartine bread pudding, jeg lyster.

To af de piger, som jeg bor sammen med, sagde, at jeg da bare skulle lade være med at løbe i en uge, så den kunne komme sig helt. I EN UGE?! Men okay, de bestiller så også fødevarerne online fra en supermarkedskæde, der faktisk har en butik 20 minutters gang fra os ;-)

Tilbage til sidste uges tur til San Francisco… Efter TCHO købte vi frokost på et kæmpe marked ved the Ferry Building (om lørdagen er der både fyldt med boder foran og bagved bygningen. Jeg fik noget brød og en iskaffe (så er man parat til en lang vandretur). 

Derefter gik turen op til det obligatoriske Fisherman’s Wharf, hvor søløverne ligger nærmest i klumper på nogle paller ude i vandet. Jeg tror faktisk, at der var indhegning under vandet, så de ikke kunne svømme ud derfra, men jeg er ikke sikker. Dog var stedet bare slet ikke mig… Turister over ALT! Og frygtelige souvenirbutikker (faktisk første gang jeg har set en souvenirbutik herovre).

Jaja, jeg skal nok snart forsøge at lave et andet ansigtsudtryk på billederne ;o)

Dernæst fulgte vi vandet nordpå og slog på et tidspunkt et lille smut sydpå af en sidevej for at komme til den del af Lombard Street med de mange sving. Desværre morede turisterne (de tossede turister :-p) sig med at køre deres lejebiler ned af gaden med de mange skarpe sving, så det var svært at få et ordentligt billede. Men gaden er nu rigtig pæn, så det var en god oplevelse; og vi fik da gået op af de trapper, der er ude i siden til fodgængerne. 

Dagens sidste stop var Golden Gate Bridge. Vi havde ikke på noget tidspunkt stoppet op for at kigge på et kort for at vurdere afstanden hertil (dumt, dumt). På vej derhen (jeg vil næsten sige derud, for der var langt) passerede vi Crissy Field, som er en strand-promenade og store græsarealer, hvor ’de indfødte’ hyggede sig med grillmad og picnic (perfekt sted med udsigt til både Golden Gate Bridge og Alcatraz):

Endelig kom vi til broen og fik gået af nogle trapper op til den. Vi gik dog ikke de sidste par hundrede meter derhen, så vi kunne gå ud på den. Men lad mig sige det med det samme: Det er et stykt flot bro! :o) Efter Golden Gate Park havde vi været nervøse for, om vi også ville blive skuffede over denne, men det var langt fra tilfældet. Den ligger helt perfekt placeret i smukke, smukke omgivelser!

 

Klokken var omkring 17, og vores stænger var som stanglakrids. Vi havde lang vej hjem, for BART-stationen går kun fra stationer nær Market Street (og vi gad da ikke sætte os ind i busruterne ;-) ). Det letteste var at skråne tværs igennem byen, men det betød også, at vi skulle op over en af de berømte (eller berygtede) højderygge, San Francisco er bygget på. Pyyyh! Jeg orkede ikke at spise aftensmad inde i byen, for jeg var bange for ikke at komme op igen, hvis jeg først fik sat mig. Derfor tog vi direkte hjem.

Vel hjemme var jeg blevet godt sulten (vi havde faktisk ikke fået noget siden frokost), så jeg tog den altid gode klassiker, nemlig havregryn, til aftensmad. I dagen, der fulgte, kunne jeg nyde alle mine hjembragte skatte. Halvdelen af frangipane croissanten havde jeg også pakket sirligt ind i vitawrap, og selv to dage efter var den stadig en himmelsk, sprød mundfuld (til trods for, at vi ikke har nogen brødrister, jeg kan riste den på, da vi kun har sådan en lodret toaster, hvor brødet kun må have en bestemt tykkelse. Jeg har aldrig forstået dem? Og til dato brænder jeg stadig hver anden skive, jeg rister, på, så hele huset lugter brændt).

Et par dage senere indtastede jeg vores hoved-destinationer på Google Maps og forbandt dem med en rute, der modsvarede den, vi havde gået (på nær vores afstikker til Lombard og turen frem og tilbage mellem TCHO og the Ferry Building; samt naturligvis de 20 minutters gåtur hver vej til BART-stationen i Berkeley). 22 km! 

Så er bread puddingen ved at være spist. Jeg har small talket en del med herren ved bordet lige ved siden af. Han er også Tartine- og Blue Bottle-narkoman, så han gav mig et fif til en café, jeg ikke har hørt om før. Endnu en café, der skal besøges :o)

Lige en sidste bemærkning herfra inden jeg smutter videre til the Plant Café. Herovre siger alle (selv ekspedienterne i supermarkedet): ”How are you?”. I starten irriterede det mig grænseløst, for de spørger jo bare helt automatisk og er slet ikke interesseret i svaret. Så hvorfor spørge? Det bringer modtageren i en træls situation, for på den ene side er det uhøfligt ikke at svare og på den anden side er det trælst hele tiden at skulle sige: “Fine. How are you?”. Nu har jeg dog efterhånden vænnet mig til det (og er blevet bedre til at ignorere det i supermarkeder og andre ligegyldige steder), men stadig synes jeg, at det er noget mærkeligt noget. Kunne de ikke bare sige ”hey”?

Nu er eftermiddagen ved at gå på hæld, og jeg ville lige afslutte blogindlægget med maner. Og hvordan gøres det bedre end ved at lukke cirklen? Jeg har nemlig slået mig ned på Tartine igen (denne gang blot med en kop kaffe og en hasselnødsbiscotti med anis). Jeg ankom nemlig kl. 16, og brødet kommer først ud kl. 16.30. Nu har jeg så købt et sesambrød (dampende varmt), som ligger i mit skød, så ingen kommer til at vælte eller kvase det (jeg har haft det oppe af papirsposen så mange gange for at dufte til det, at min sorte trøje efterhånden er mere hvid af mel). Derudover røg der lige en Coconut cream pie med hjem også. 

For resten har jeg bestilt Tartines bog med opskrifter på mange af de lækre kager mv. over internettet. Når den kommer, smutter jeg hen på Café Gratitude i Berkeley, bestiller en KÆMPE smoothie og begraver mig :-)

Ellers er der egentlig ikke sket så meget i dag. Jeg har købt nogle trøfler oppe i North Beach (ja, jeg skulle op på en højderyg) ved noget, der hedder XOX Truffles. Desværre har jeg mine tvivl om kvaliteten af dem, da jeg fik lov til at få en smagsprøve (selvfølgelig efter jeg havde købt en kasse med 20 styks for $12!). Havde ellers læst gode anmeldelser på nettet, men det beviser bare endnu en gang (minder om indlægget med Tank Hill vs. Twin Peaks), at man ikke skal stole for meget på anmeldelser (der er mange mennesker derude med virkelig ringe smag ;o) ).

Derudover har jeg drukket en kop kaffe på Four Barrel (efter først at have gået fra Four Barrel til Ritual Coffee og tilbage til Four Barrel, da jeg ikke kunne beslutte mig for stedet. Heldigvis ligger de på samme gade, men der er stadig ca. 1 km imellem dem). 

Da jeg havde bestilt, var der en gut, der også stod og ventede på sin kaffe, som spurgte, hvor jeg kom fra… Han syntes nemlig, at min accent lød dansk eller svensk (ret godt gættet). Han snakkede løs, og selvom jeg egentlig havde tænkt mig at bruge kaffepausen på at besvare nogle emails, endte jeg med at slå mig ned ved samme bord som ham (det gælder trods alt om at øve sine engelsk-kundskaber så meget som muligt). Det viste sig, at han kom fra Østrig, men havde boet her i fire år. Hans ven dukkede også op, og så sad vi alle og sludrede yderligere et kvarters tid, før jeg undskyldte mig med at skulle videre (Tartine kaldte på mig). 

Episoden illustrerer meget godt, hvor let det er at komme i snak med folk herovre. Under morgenmaden havde jeg jo også en samtale med en herre ved bordet ved siden af mig). Amerikanerne (og åbenbart også europæerne, der har boet her noget tid) er meget åbne og begynder bare at snakke til én. Jeg har svært ved at forestille mig ovenstående episode finde sted i Danmark.

Som I nok kan fornemme, har jeg det rigtig godt herovre :-) Det hjælper naturligvis, at det er så let at snakke med familien derhjemme takket være Skype (så både lillebror, forældre og bedsteforældre har måtte ligge ører til mine historier). Og Cecilie er netop ankommet til St. Croix og har fået anskaffet sig et amerikansk telefonnummer, så nu kan jeg ringe op til hende når som helst. Skønt! (Det kunne jeg selvfølgelig også før; blot til den nette sum af 24kr i minuttet ;-) ).

Matematik-nørderi

Her kommer lige en kort post, som vist kun har interesse for matematik-interesserede. 

Michelle spurgte mig en dag, hvad jeg syntes om mine forelæsninger, hvortil jeg begejstret udbrød, at de var virkelig gode. Forvirret kigger hun på mig og siger ”Ohh… Really?”, hvorefter jeg giver mig ud i at begrunde det med kompetente forelæsere, interessante emner mv. Da jeg holder inde, konkluderer hun med tydelig undren: ”Lectures in math… And you like them ^o)”

En anden lille historie herfra. I går var jeg til forelæsning med M. Zworski i partielle differentialligninger. Dagens emne er varmeledningsligningen (hvilket også er fokus for min forskning i ph.d.-projektet). På et tidspunkt er der en af de studerende, der stiller spørgsmålet: ”Ehh… Professor… Can you perhaps comment on why the fundamental solution of the heat equation turns out to be [insert some fancy probability distribution]?”. 

Zworski svarer, at det har han ikke umiddelbart noget svar på, og følger op med “...and I don’t want to speculate in public”. Efter en kunstpause siger han så ”I’m more of a wave equation kinda person… and it is well-known that the wave equation is superior to the heat equation… As I was one told ‘If you want to know how an object behaves, one would shed light at it; not subject it to heat’”.
På det tidspunkt var jeg færdig af grin! Min forskning blev vist lige totalt devalueret der!

Dum, dummere...

Jeg er lige nødt til at fortælle et par små historier herovrefra. Under orienteringen i huset, hvor vi fik en grundig gennemgang af affaldssortering, ugentlige pligter mv., blev vi også orienteret i, hvordan køkkenet og badeværelserne skulle rengøres. Undervejs nævnes der en masse forskellige rengøringsprodukter (bl.a. 409 (vist lidt ala vel-ultra (hedder det ikke det?)) og Pledge (træbehandlinsmiddel)) [altid godt med masser af parenteser inde i parenteser]. 

En pige fra Polen spørger så, hvad vi skal bruge til at rengøre selve toilettet med. Michelle kigger forvirret op og svarer ”a sponge” (en svamp), hvorefter polakken må uddybe, at hun altså mener, hvilket rengøringsprodukt der skal anvendes. Michelle: ”Errhhm… Water”. Seriøst? Hvem gør lige deres toilet rent kun i vand? Jeg håber virkelig, at rengøringsdamen, der kommer hver anden uge, bruger sæbe. Sidste uge havde jeg tjansen at gøre badeværelserne ovenpå rene, og heldigvis fandt jeg nogle desinficerings-servietter = alt fik en tur med dem, og så var min rengøring færdig (Jonas, det er lige i din ånd :-D ).

Den sidste ting herovrefra: I ved jo efterhånden, hvordan supermarkederne nærmest kalder ”Sabrina, Sabrina… Kom ind og se vores fantastiske udvalg af mærkelige øko-produkter, der aldrig vil komme til Danmark, fordi samfundet er alt for borgerligt”. Én af de første dage jeg var her, udarbejdede jeg en liste over ting, som skulle handles ind, og jeg må indrømme, at der endnu er ting på listen, der ikke er købt ind. 

Årsagen: De mange spændende produkter, der skal udforskes, hvilket slet ikke efterlader tid til kedelige indkøb som shampoo :) Det betyder også, at jeg altid (uden undtagelse), kommer ud af supermarkederne med tasken fuld af nye produkter, som jeg simpelthen bare er nødt til at smage (ja, NØDT til!) – og at disse produkter typisk falder i kategorien ”søde sager”. Måske har jeg fortalt om dette før, og så må I undskylde, at jeg har spildt et minut af jeres tid (to, hvis I læser langsomt) ;-)

Men, men, men så er det godt, at jeg lige har indkøbt tre nye tandbørster til min elektriske tandbørste (så kan bisserne i hvert fald få en grundig tur efter sukker-festerne). Nu undrer I jer nok… ”Jamen, hvorfor tog du ikke en tandbørste med derovre?”. Det gjorde jeg faktisk også, men en sjælden gang imellem er jeg lidt klodset, så i forgårs tabte jeg tandbørsten ned i toilettet (toilettet, der kun rengøres med vand (ikke at det gør nogen forskel i denne sammenhæng, men jeg vil lige nævne det igen, for det er simpelthen ulækkert)).

Jeg skulle i hvert fald ikke have fingrene ned i toiletvandet, så jeg rykker op – og heldigvis forsvinder børsten. Pyyhh… Og indtil videre er der ikke tegn på, at det er blevet stoppet af den grund. Men desværre betød uheldet, at jeg måtte investerer i nye tandbørster (i flertal, fordi jeg købte en pakke med tre i tilfælde af, at det utænkelige skulle ske, at jeg igen skulle få et anfald af klodsethed). Vigtigst af alt: Ved I, hvad de tre tandbørster stod i? Det skal jeg fortælle jer: $30!!! Det er 30/3.5 (regn selv ud) kopper kaffe. Yikes!

Apropro supermarkeder, så skal I næsten lige se, hvad jeg fandt i det største supermarked herovre (til en vanvittig pris; men det var nu ikke årsagen til, at jeg ikke købte noget):

PS. Det er vist for resten på tide at påpege, at jeg meget sjældent læser korrektur på mine indlæg. Simpelthen fordi jeg bare skriver og skriver, og bagefter opdager jeg, at ”pyyhh… jeg har jo skrevet flere sider”, og så gider jeg ikke korrekturlæse. Beklager, men supermarkederne kalder ;-)

San Francisco: Twin Peaks og Golden Gate Park

Så er det fredag herovre, hvilket jeg besluttede at fejre med en tur på kaffebaren Local 123 efter forelæsningen, der sluttede kl. 10. Egentlig havde jeg tænkt mig bare at surfe lidt rundt på må og få, men af en eller anden grund får jeg altid lyst til at skrive lidt til bloggen, når jeg sidder på en kaffebar. Det må være noget med stemningen sådan et sted :-)

Sidste weekend var Kim og jeg endnu en tur i San Francisco. Det startede ud med, at vi mødtes kl. 7.45 for at tage BART-toget (Bay Area Rapid Transport), men de begyndte åbenbart først at køre kl. 8. En taxichauffør så straks sin chance for at score kassen, da han ”tilbød” os, at han da kunne køre os ind til San Francisco. Han ved tydeligvis ikke, hvem han spurgte… Bare tænk på så mange kopper kaffe, man kan købe for $3.85 (BART-prisen) - $taxi!

Grunden til, at det var vigtigt at komme så tidligt af sted en søndag, skal forefindes i min besættelse af Tartine Bakery! Om søndagen åbner de kl. 9 – vi var der kl. 8.50, og der var i hvert fald 15 mennesker foran os. Da de åbnede 10 minutter senere, stod der endnu flere bag os. Heldigvis lader det til, at mange lokale også bruger bageriet til at hente morgenkager (det siger noget om, hvor godt stedet er, at de gider stå i kø for det), så det var intet problem at få et bord. 

Mens Kim smuttede på toilettet, skyndte jeg mig at hive hans tallerken over til mig, så jeg kunne tage et billede af hans indkøb: en kærnemælksscone med korender. Desværre kom han tilbage, før jeg havde fået taget det perfekte billede – underligt nok virkede det ikke til, at han før har set nogen tage et billede af en scone?

Jeg bestilte en Tartine klassiker, en ”morning bun”, som er croissantdej rullet som en dansk kanelsnegl, men i stedet for remonce er den blot drysset med kanelsukker. Ovenpå pensles den til gengæld med en appelsinsirup og drysset med sukker:

Den eneste grund til, at mit valg faldt på denne, var, at jeg har hørt, man simpelthen skal prøve den. Til trods for dens beskedne størrelse, fik jeg kun kæmpet mig igennem ¼ af den. Så selv efter, at Kim og jeg havde smagt hinandens (jeg endte vist med at kværne ¼ af hans scone), så havde jeg stadig morning bun til de næste to dage. Sconen var til gengæld lige i øjet! Nørj, den smeltede på tungen. 

Kim var så flink selv at foreslå, at vi gentog successen den næste weekend, dvs. i morgen, så jeg har brugt hele ugen på at tjekke blogs af andre personers oplevelser for at finde ud af, hvad jeg skal bestille. Og jeg tror, at valget falder på en Frangipane croissant (dvs. en croissant, som er flækket på midten, penslet med en brandy-sirup og dernæst smurt med marcipan-remonce. Dernæst lægges den sammen og bages igen, hvorefter den til sidst drysses med mandler og flormelis: I skal nok få et billede at se ;-) ). Derudover tror jeg, at jeg øsler lidt med pengene og køber et glas friskpresset grapefrugt-juice dertil. Det kan nok tage lidt af den (meget) søde morgenmad.

Årsagen til valget af netop denne genstand (meget vigtig information i farvandet) er, at jeg så kan slå to fluer med eet smæk: Jeg kan både få smagt croissantdejen (uden den er overbombarderet med sukker som min morning bun) og marcipanfyldet. Win – Win (plus jeg er sikker på at have dessert til mindst to aftener igen).

Derudover har jeg tænkt mig at indkøbe et stykke af en af deres fire lækre skærekager. Jeg ville gerne have købt en eclair, men den vil nok smelte bort i løbet af dagen. Faktisk har jeg allerede pakket en ”madkasse” samt et stort stykke vita wrap til at pakke stykket ind i, så det ikke tørrer ud. 

Pyyhh… Jeg kunne vist bare fortsætte og fortsætte med at ævle løs om det dersens bageri, og den eneste det interesserer er jo faktisk nok mig (og så min mor, fordi det skal en mor gøre ;-) samt en veninde, der er ligeså besat af bageriet, som jeg selv er). Men så er det heldigt, at bloggen mest af alt er et egoistisk foretagende (selvom det naturligvis er helt ok, at du læser med) :-)

Efter morgenmaden købte vi lige lidt proviant (det er trods alt begrænset, hvor meget sukker og sort kaffe mætter til morgenmad – uanset hvor godt og nærende det er), hvorefter vi satte kurs vestpå mod Twin Peaks. Det er to ’bakker’, der ligger lige ved hinanden, og som udgør det højeste punkt i San Francisco (jeg kan også godt fortælle jer (se, nu henvender jeg mig faktisk til jer), at vi fik gået op af stejle bakker og dernæst mange trapper). Men udsigten deroppefra var mere end belønning nok:

Jeg havde hjemmefra læst om Tank Hill, som ligger meget tæt derpå. Nogle skrev, at det var meget bedre at bestige denne bakke, fordi den faktisk var højere end Twin Peaks, og at man deroppefra endda kunne kigge ned på dem, der stod på Twin Peaks. Kim ville dog gerne se Twin Peaks (noget med en filminstruktør, der hedder David Lynch, og som har lavet en serie kaldt ”Twin Peaks”), og da han går med mig på Tartine Bakery og hver en kaffebar, kunne jeg da godt trave med ham derop :)

Vel ankommet til toppen kiggede vi forvirret rundt (vi havde ikke set noget skilt på vej derop); vi kunne ikke se nogen højere bakke noget sted, hvorefter Kim stillede verdens bedste turist-spørgsmål til én, der tydeligvis var lokal: ”Excuse me, is this Twin Peaks?”. Den lokale var så sød kun at trække på smilebåndet, hvorefter han sagde, at det var det (han må virkelig have undret sig over, at nogen ved et tilfælde var havnet deroppe). Så summa summarum, man skal ikke altid stole på anmeldelser, for vi kunne kigge NED på det, der viste sig at være Tank Hill. 

Det er ret sjovt at se San Francisco oppefra. Market Street, der er en bred boulevard, som skråner tværs ned gennem San Francisco, fylder meget i fugle-perspektiv. Og når man fra Twin Peaks fulgte Market Street med øjnene hen mod Berkeley, møder man pludselig en del høje bygningen, som tårner sig op om Market Street. Disse markerer Financial District, hvor de fleste banker har hovedsæde. Men udover disse høje bygninger, er byen faktisk meget flad (rettelse; vejene er på ingen måde flade, men der er lav bebyggelse. Hmm… Gad vide, om dette er det rigtige ord? Ellers skal Cecilie nok sørge for at fortælle mig det, og så skal jeg nok udsende en officiel rettelse).

Sidste stop på turen var Golden Gate Park, hvor vi fuldstændig mistede vores stedsans. Så da vi troede, at vi havde set hele parken (selvom vi undrede os over, at der var ting, vi havde læst om, som vi slet ikke havde set) og derfor gik mod udgangen, så vi et skilt, der viste, at vi kun havde bevæget os i den østlige del af parken. Vi var allerede godt trætte og sure på parken over, at den slet ikke var hyggelig – og umulig at finde rundt i – besluttede vi at skrotte den vestlige del (efter vi er kommet hjem og har fået hvilet fødderne, er vi dog blevet enige om, at den vestlige del skal have en chance for at vise, at den er bedre end den østlige; især fordi der er Bison-okser i den vestlige del).

Det pæneste i Golden Gate Park:

Allersidste stop på turen blev (selvfølgelig) en kaffebar. Man skal vel slutte af med maner? Kaffebaren var mere en slags stor container placeret i et beboelsesområde ved en lille park. Meget underligt set-up. Lige ved siden af var der en anden container, hvor der var en lang kø af mennesker (det er som regel et tegn på høj kvalitet, bare se på Tartine Bakery (dog med undtagelse af Telegraph Avenue i Berkeley, hvor alle de studerende står i kø ved fast food-kæderne)). Tilfældigvis fanger mit blik et skilt ”Smitten Ice Cream”. I min iver kommer jeg til højt at udbryde: ”Det er jo Smitten Ice Cream!”. 

Jeg havde tilfældigvis læst om denne is-”butik” dagen inden. Konceptet er, at de laver hver kugle is, når man bestiller (vist noget med noget nitrogen-halløj), hvilket skulle betyde, at isen er ultra cremet, altså helt uden iskrystaller. Heldigvis lader jeg fornuften tale og vælger kaffe frem for is (min hjerne får overbevist mig om, at min krop ikke har behov for mere sukker den dag), men jeg skal i hvert fald have en souvenir med hjem fra Smitten Ice Cream: Et billede af tavlen, der beskriver dagens fire slags is:

Så kan jeg nemlig huske, hvad de serverede den dag og derfor bedre vurdere den dag, jeg vender tilbage for at smage isen, om jeg hellere skal vente til en anden dag.
Igen: Vigtige, vigtige beslutninger, der bliver taget herovre.

Og så lige en sjov butiksfacade: