Lone og Tommy i San Francisco, del III

Så er vi kommet til fredag i min fortælling om besøget hjemmefra…

 

Fredag var vi igen inde i San Francisco, og derfor startede dagen naturligvis på Tartine, hvor Tommy afprøvede deres morning buns (taget i betragtning, at der ikke blev nogen godbid til overs, må den være faldet i hans smag). 

 (Lone og Tommy venter trofast i køen. Nu ved de jo godt, hvilket paradis der venter dem.)

 (Jeg er altså sikker på, at Tommys morning bun faldt i god jord - trods hans ansigtudtryk)

(Demonstration af, hvor tyk appelsinjuicen er: Sugerøret kan stå helt af sig selv :-D )

Derudover fandt vi ud af, at der faktisk er refill af sort kaffe (al det man vil). Jeg tror, at Lone næsten fik tømt en hel beholder på egen hånd ;o) Og hun fulgte naturligvis op med mindst to venti cafe latte fra Starbucks senere på dagen (med nonfat milk, altså ikke bare skummetmælk, men rent faktisk mælk med 0 gram fedt. Dét kan der ikke være mange kalorier i).

Hovedpunktet på dagsordenen var at gå over Golden Gate Bridge og tilbage igen, hvilket er en tur på ca. 5 km. Allerede halvvejs ovre broen havde vi dog allerede fået nok. Vejen er vist femsporet, og pga. de mange samlinger i asfalten larmer trafikken en hel del. Derudover skulle vi dele et smalt fortov (som blev endnu smallere nogle steder pga. rekonstruktionsarbejde) med cyklisterne og de øvrige fodgængere – i begge retninger!

(Endnu engang fik jeg lokket dem med til et familiefoto, men denne gang klarede jeg det dog selv vha. en pæl og selvudløser.)

Vi fik dog kæmpet os over på den anden side og så vendte vi om; det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage og væk fra larmen. Vejret var okay. Vi kunne se byen fra havnesiden, men det havde vi allerede set, da vi sejlede til Alcatraz. Misforstå mig ikke… Broen skuffer på ingen måde, men den er bare pænere på afstand ;o)

Den sene frokost blev indtaget på stamstedet Blue Barn, og dernæst drak vi varm chokolade i Christopher Elbows fornemme chokoladebutik. Jeg valgte en kokos-karry udgave, der bestod af mørk chokolade, kokosmælk og en smule karrypulver (ingen alm. mælk), mens Tommy fik en med hasselnød (det lignede, at servitricen tilsatte en tyk praline, der var blendet til det flydende), og Lone fik en passionsfrugt-udgave. Det var genialt at have dem med derind, for på den måde kunne jeg smagte tre forskellige varianter på én gang! :-D

Dernæst hjalp Børge os med at vende snuden og det grønne lyn mod Berkeley. 

Vi havde egentlig bare lyst til noget nem aftensmad, så vi kørte til Whole Foods i Berkeley. Her valgte vi alle en lille portion suppe, som vi kunne tage med tilbage til hotellet. 

Nu tænker I nok, at det ikke kan tage lang tid. Det tror jeg også, at Tommy tænkte… Men han havde glemt, hvem han var på indkøb med. 

Vi var mindst en halv time i supermarkedet, da Lone gerne ville have lidt godbidder i form af småkager til at guffe på hotelværelset om aftenen, og jeg ville gerne have et stykke brød til suppen. Sidstnævnte skulle naturligvis ristes i en toaster, som vist havde set bedre dage, hvorfor det tog sin tid. Og Lones småkager blev skiftet ud X antal gange; til sidst endte hun faktisk med nogle, som vist bare var tørrede brødskiver (det var ikke lige den forståelse af godbidder, som hun havde haft).

Det var dog heller ikke helt problemfrit at have Tommy med i supermarkedet. Efter han havde fyldt suppe i sit pap-togo bæger, satte han låg på og placerede det i en brun papirspose. Og hvad gør manden så? Han taber den naturligvis på gulvet! 

Heldigvis havde han krøllet papirsposens åbning  godt sammen, så det ikke løb ud på gulvet (med det samme), men papirsposen var nogle steder gennemblødt, da han samlede den op. Og hvad gør manden så dernæst? Han skjuler sin ugerning ved at placere posen med flydende indhold ved foden af et stativ ude af syne for de fleste :-D 

Stakkels Lone havde tidligere bemærket, at det var beundringsværdigt, hvordan de amerikanske supermarkeder kunne have så mange varer i løsvægt, som man selv skal tage – og alle steder er der pænt rent omkring disse beholdere, fordi folk håndterer varerne så forsigtigt. Det var lige ind til, Tommy kom på besøg… (Nervøst måtte jeg sige, at deres besøg ville resultere i, at jeg ikke kunne komme nogen steder i byen efterfølgende. Først Thai-restauranten og nu supermarkedet…)

Så nærmer vi os slutningen på ugen, nemlig lørdag. 

Denne dag kørte vi nordpå til Napa Valley for at se på vinfarme. Det viste sig, at der i Napa Valley er to store hovedveje, som nærmest løber parallelt fra syd til nord, og herpå ligger vinfarmene som perler på en snor. 

Den første, vi kom forbi, var nærmest et stort slot:

Efter Tommy havde prøvesmagt et glas vin der, gik vi en tur væk fra de andre turister og ud i vinmarkerne. Vi endte med at komme så langt væk fra farmen og de ansatte, at vi ubemærket kunne gå rundt og spise alle de vindruer, vi orkede (høstsæsonen var lige slut, men der sad en masse mindre klaser tilbage med både modne og lettere soltørrede druer; sidstnævnte smagte, ikke så pudsigt, som en blanding af rosiner og vinduer).

Lone og jeg morede os meget med, at vi både fik prøvesmagt Pinot Noir og Sirac. Og vi føler os nu begge kvalificerede til at sige, at Sirac er den bedste drue ;o)

 Dernæst gik turen til Robert Mondavi og til sidst til Beringer. Begge kendte farme, som Tommy (og mere overraskende, Lone) kendte hjemmefra. Også her prøvesmagte Tommy sagerne, mens jeg spiste løs af de snacks, der fulgte med.

(I byen, hvor vi spiste frokost, fandt Lone pudsigt nok garn fra Marianne Isager.)

Vi tog den anden hovedvej tilbage til Berkeley, hvorefter vi tog hen og spise på Cafe Gratitude. Eftersom det er en vegansk og meget alternativ restaurant (både på menukortet og atmosfæren), var jeg ret spændt på, om vi kunne finde noget til Tommy på menukortet. 

Heldigvis var dagens suppe noget så uskyldigt som en cremet tomatsuppe, så den blev bestilt, mens Lone og jeg begge snuppede dagens ret, der var tacos med sorte bønner, en bestemt type græskar og en stærk creme af cashewnødder på toppen. Dertil fik vi en portion stegte kartofler med samme stærke creme. Tommy var så sød at rose sin simple tomatsuppe adskillige gange :-$

Søndag var vores sidste dag, da de skulle af sted frygtelig tidligt næste morgen. Derfor stod den på ren hygge. Morgenmad på Tartine (ja, jeg ved godt, at I tænker ”Nu igen? Lavede I ikke andet?”). 

For tredje gang i træk lykkedes det os at få mit stambord, hvilket jeg måtte høre meget for fra Tommy, fordi jeg havde advaret dem så meget om lange køer og tålmodighed for at få et bord. Det skal så lige siges til mit forsvar, at det altså er tre gange så let, når man er tre personer, der kan arbejde strategisk sammen om at erobre bord og bestille kage.

Derefter viste jeg dem Rainbow Grocery, så de kunne se den største løsvægtsafdeling af både krydderier, teer, pasta, müsli, mel, ris, linser mv., jeg har set i et supermarked herovre. De skulle naturligvis også se grønsagsafdelingen, der bugnede af mærkelige svampe, eksotiske frugter, underlige tørrede frugter og sågar bland selv salat, der var rengjort. 

Herefter gik vi ind i Nordstrom, der er et stort indkøbscenter (ala Magasin) på Market Street. Vi var ikke gået mere end 10 skridt ind, før vi konkluderede, at der ikke var noget at komme efter for os… Der var jo nærmest ingen madafdelinger, men kun tøj og sko?!

(Tommy ved det lækreste gaskomfur i Williams-Sonoma.)

Lone havde foreslået, at vi kunne se Marcus Niemann Department Store, men pga. oplevelsen af Nordstrom blev denne idé skrottet. I stedet gik vi hele vejen op til Blue Barn (hvilket er en ret lang gåtur op og ned af bakkede gader). Tommys fod begyndte undervejs at volde problemer, men han hang i (Lones hofte havde det sikkert heller ikke for svært). Havde det ikke været for mig, var de helt sikkert kørt derop!

Hvad gjorde vi så efter Blue Barn? I gætter det aldrig…

Vi skyndte os hele den lange vej tilbage til Tartine for at få eftermiddagskaffe. Når jeg siger, at vi skyndte os, er det faktisk bogstavligt ment. Jeg troede, at de lukkede klokken 18, og da vi var fem blokke fra bageriet, var klokken allerede 17. 

(Lone og Tommy fik deres sag for i det bakkede terræn.)

Den sidste blok småløb jeg, mens Lone og Tommy kom humpende efter mig. Da jeg nåede åbningen, var der kø (om morgenen havde der været 30 i kø, inden døren åbnede; vi kom heldigvis splitsekunder før langt størstedelen), men hurtigt fik jeg orienteret mig på skiltet. Yes! De lukkede først kl. 20. Herefter placerede vi os roligt om bag i køen, der talte mindst 10 mennesker uden for døren. 

Så snart vi satte fod ind i lokalet, gik jagten på et bord. Tommy fandt et og slog sig ned, mens vi stod i kø. Pludselig begyndte damen ved bordet ved siden af ham at skælde ud, fordi han tog et bord, før vi havde bestilt og fået kagerne. Snu, som Tommy var, lod han, som om han var en dum turist, der ikke fattede, hvad hun sagde, og efter lidt mere udskældning og vrede blikke opgav hun ”den dumme turist”.

I mellemtiden var det blevet vores tur i køen, og vi bestilte en banana cream pie samt et stykke af deres skiveskårne chokoladekage (den smagte meget som de kompakte (på den gode måde) chokoladekager, Lone ofte bagte, når vi skulle have kage med i skole). Mums!

Der var en smule chokoladekage til overs, som jeg pakkede sirligt ned (i løbet af ugen blev de nedpakkede godbidder i min plastikbøtte skiftet ud med nye, hver gang vi var på Tartine). Herefter kørte vi tilbage til Berkeley. 

Ingen af os var mere sultne, så aftensmaden blev droppet, og jeg pakkede mine sager. Efter lidt hygge på værelset, kørte vi hen for at sætte mig af.
Ferien var slut…
Jeg måtte tilbage til hverdagen; en hverdag som med et føltes uoverskueligt tom, fordi jeg pludselig var helt alene igen… 

(Billedet er taget i flyveren på vej hen til mig, så det er altså ikke, fordi de er på vej hjem, at de smiler sådan ;-) ).

Nøj, hvor jeg savnede dem de første par dage. Det er blevet bedre, men i skrivende stund, hvor jeg sidder inde i San Francisco og drikker mocha på Four Barrel, gør det stadig lidt ondt (næsten en hel uge efter deres hjemrejse).
Man bliver åbenbart aldrig for gammel til at savne sine forældre?!

I morges var jeg på Tartine, men pludselig var det ikke det samme længere...

Selvfølgelig er det naturligt at have hjemve efter en så fantastisk uge med besøg hjemmefra, og jeg er opmærksom på at nyde tiden herovre i fulde drag (for det ER et paradis for vegetarer/brød/kaffe-nørder). Derudover er jeg så heldig, at Cecilie kommer herover om 1½ måneds tid, hvorefter vi holder tre ugers ferie i San Francisco/New York/Boston, inden turen går i samlet trop tilbage til Danmark. 

Så jeg hænger i og er ved godt mod, men savnet til dem derhjemme gør lidt ondt en gang imellem…

Lone og Tommy i San Francisco, del II

Så er vi kommet til onsdag, hvor vi skulle tidligt op, da vi havde et langt program foran os: Yosemite National Park, som ligger 120 miles fra Berkeley.

Trods den forholdsvist korte afstand, advarede guidebogen om, at det nok ville tage i nærheden af fem timer at køre turen. Og ganske rigtigt… Landevejen (hvis I troede, at motorvej var udbredt alle steder i USA, så tro om) snoede sig på en længere strækning op og ned ad et bjerg, således vi alle fik flashback til turen over Grossglockner på vej til Kroatien. 

(Lone kan bare det der med at tage billeder i det rette øjeblik :-p )

(Så klarede jeg det noget bedre ;-) )

Vi var fremme ved 12-tiden og fik parkeret bilen, hvorefter vi fandt en sti, der ifølge mine guideevner skulle være Mist Trail, der fører til Nevana Falls. Jeg havde på forhånd tænkt, at vi kunne gå denne tur (i alt 5 km) og dernæst tage shuttlebusserne rundt til andre attraktioner. 

Amerikanere gør generelt ikke meget i skiltning ved deres turiststeder, så efter at have gået en kilometer ind af stien, og vi stadig var helt alene, var vi noget forundrede. Lone turde ikke gå længere ind (om hun var bange for, at vi ville blive spist af en bjørn eller aldrig ville finde ud igen, er uvist)… 

Heldigvis kom der to andre vandrer, som – selvom de heller ikke vidste præcist, hvor vi var – havde en beroligende effekt på Lone ved deres blotte tilstedeværelse (måske bjørnene ikke havde appetit til at spise flere end to, og de tilfældigvis valgte de to andre vandrer?). 

Efter at have gået yderligere en kilometer, stødte vores sti sammen med en væsentligt mere trafikkeret og velholdt sti, hvorefter det gik op for os, at vi havde taget hestestien! Det forklarede de mange heste-hømhøm’ere og mangel på folk…

Da vi havde set vandfaldet og vandret den rigtige sti tilbage, var klokken blevet 14, og jeg kiggede i brochuren, vi havde fået udleveret ved indgangen. Det stod hurtigt klart, at shuttlebussen ikke gik ’lige til døren’ af seværdighederne, men at man ved hver eneste seværdighed skulle vandre et par kilometer. Det havde vi simpelthen ikke tid til, så vi besluttede os for at køre hjemad. 

Vi tog en anden vej hjem, så vi fik set lidt mere af landskabet, og selvom det kan lyde som en frygtelig lang tur for at se et enkelt vandfald, så var det også en oplevelse at køre igennem en del af parken (der for resten er på størrelse med Fyn) og for mit vedkommende generelt få set lidt andet end Berkeley og San Francisco.

Aftensmaden blev indtaget på en thai restaurant, hvor Kim og jeg tidligere har spist. Regningen lyder på ca. $50, og Tommy giver tjeneren $51. Da hun opdager dette, kommer hun farende tilbage. Nederst på regningen står der nemlig ”Tip Guide”, hvilken lister forskellige procentsatser af regningens beløb. Hun spørger, hvad der var galt med servicen?

Jeg forklarer, at der ikke var noget galt, men vi ville bare ikke give drikkepenge. Nu bliver hun gal og siger, at det SKAL vi, for vi er i Californien. Jeg forklarer hende roligt, at det ikke er et krav, og at der altså kun står drikkepenge-GUIDE på regningen. Hun bliver ved med at kræve drikkepenge… 

Jeg opgiver at få hende talt til fornuft, så vi tager flugten ud af døren (selvfølgelig efter jeg flere gange har forsikret Lone om, at vi IKKE skal betale damen, da jeg alligevel ingen intentioner har om at besøge restauranten igen).

Torsdag aften var reserveret til en aftenstur ud til Alcatraz, så vi besluttede os for at tage en rolig dag i Berkeley (det er faktisk lidt stressende at gå rundt i San Francisco, da det trods alt er en storby, så vi ville nok ikke kunne holde ud til at tulre rundt i den hele dagen, når vi skulle på udflugt om aftenen). Det passede genialt med, at der var vaskedag i mit hus, og Lone og Tommy havde lidt tøj, de gerne ville have vasket.

Vi kørte derfor hen til huset, så vi var der lidt i 8 (vi må vaske fra kl. 8 og ville undgå, at andre tog maskinen først). Tommy blev siddende i bilen, og da vi kom ud til ham igen, berettede han stolt, at han havde taget billeder af de ”homeless” (som ligger på fortovet hele vejen fra Peoples Park og ned til mit hus). 

Noget forundret/halv-chokeret spurgte jeg, om de ikke havde været sure over det, men de havde åbenbart nærmest poseret med morgengymnastik for kameraet, og én havde endda rost bilens farve ;-)

(Min far har heller ikke den store succes som fotograf. Kan I se, hvem der er med på billedet?)

Mens vasken kørte, fandt vi noget morgenmad og den obligatoriske kaffe. Hernæst fik mine forældre en rundtur i huset, og jeg fik lagt de gaver, de havde haft med op på værelset: en hjemmestrikket hue, et par ditto vanter og sokker, hjemmefiltede hjemmesko samt en billig varmeblæser. 

Sidstnævnte havde min mormor og morfar insisteret på blev indkøbt til mig (efter jeg har haft lejlighed til at afprøve den, har det dog vist sig, at den ikke er meget behjælpelig. Det eneste, den kan varme op, er sig selv; muligvis pga. de 110V, vi var i stikkontakterne herovre). Det ender med, at jeg må benytte vanterne og huen indenfor (ligesom de filtede hjemmesko allerede er blevet fast inventar under skrivebordet).

Dernæst fik de en rundtur på campus, inden vi kørte mod San Francisco (parkering tager sin tid i en storby). 

Da vi skulle om bord på båden til Alcatraz, var det det rene cirkus. Alle grupper skulle have taget et billede foran et lærred med Alcatraz, således man senere kunne købe det for $20 (og tænk sig, der var faktisk en del, der købte dem!).

Ude på øen tog vi først en audiotur på 45 minutter. Vi er normalt ikke meget for at have høretelefoner på og gå i gåsegang sammen med andre turister, men det virkede faktisk overraskende godt i dette tilfælde, fordi folk hele tiden var på forskellige tidspunkter i audioturen, og det var derfor rent faktisk muligt at se de ting, der blev fortalt om uden at være en høj starut på 3 meter. Dernæst havde vi tid til at gå rundt for os selv, men da det var ved at blive ret koldt, satte vi os bare indenfor og ventede på færgen.

 (Hvem tager billede af hvem?)

Lone og Tommy i San Francisco, del I

Nu har bloggen vist efterhånden stået stille i et par uger, så det er på høje tid med en opdatering.

Mandag d. 1. oktober præcis kl. 16 forlod jeg mit hjem med en papirspose fyldt med tøj og rygsækken godt spændt fast på ryggen. Det boblede i min mave af spænding og forventning… 

Årsag: Præcis på dette tidspunkt landede mine forældre i San Francisco International Airport (jeg havde faktisk siddet og fulgt flyet via en hjemmeside, der sporer fly over hele verden. Tak morfar for tippet ;-) ).

Var det en smule optimistisk at begynde gåturen mod deres hotel i samme øjeblik, de landede? Meget (selvom gåturen er 45 min)! Især fordi de naturligvis skulle igennem en kontrol fra de amerikanske myndigheders side og hente udlejningsbil samt køre turen på mindst 40 minutter til Berkeley. Hmm… Jeg tænkte vist ikke rationelt, da jeg var overbevist om, at de kunne være ved hotellet kl. 17.15.

Det hjalp så heller ikke, at de til at starte med fik udleveret en stor amerikansk flyder, som Tommy nægtede at have med at gøre. Til sidst fik han frit valg af en hel række biler, hehe. Hvad der yderligere ikke gjorde situationen bedre var, at de havde besvær med at følge Børge.

Børge? Ja, den GPS de havde lånt. I ved, hvordan man kan møde en person og efter at have hørt deres navn tænke ’Selvfølgelig, du kan jo ikke hedde andet!’. Sådan var det med Børge :-)

På et tidspunkt skrev Lone en besked til mig, om at de var der om 30 minutter. Da jeg stadig ikke tænkte rationelt pga. forventningens glæde, var jeg overbevist om, at hun da måtte mene 3 minutter og bare havde skrevet forkert. Efter 10 minutters venten var jeg stadig overbevist om dette…

Endelig! Omkring kl. 19.30 trillede en stor, (selvlysende) grøn bil ind på Rodeway Inn’s parkeringsplads. Tænk, mine forældre var her. I Berkeley! (Også) deres første besøg i USA. 

Vi fik værelset, som egentlig var ganske fint og vigtigst af alt rent. Der var to mindre dobbeltsenge og selvfølgelig havde de fået plads til en stor fladskærm med tilhørende kanalboks, som var boltet fast i bordet (og dermed optog værdigfuld bordplads). Der var dog kun med nød og næppe plads til Lone og Tommys kufferter – og de kunne i hvert fald ikke pakke andet tøj end jakkerne ud.

Kort efter deres ankomst gik vi hen på et nærliggende pizzeria for at få lidt hurtig aftensmad. Det viste sig dog, at de lokale hold vist både spillede baseball og football, hvilke blev transmitteret på intet mindre end 5 store fjernsyn (alt er bare større herovre). Vi fik lige klemt os ned ved det sidste ledige bord, men jeg behøves vel ikke nævne, at det var en smule svært at føre en samtale?

Jeg havde lagt et program for dagen efter, hvilket betød, at vi skulle tidligt op for at være inde i San Francisco, inden Tartine åbnede. Lone måtte derfor smide al eventuel jetlag overbord og gnide søvnen ud af øjnene allerede kl. 5 tirsdag morgen. (De havde vist begge to sovet mindre godt, fordi der havde været en del larm fra lastbiler… 

Det viste sig senere, at vinduet havde stået åbent. Derudover var strømmen gået aftenen før, så vi gik i seng i mørke. Vi havde ikke tænkt på at slukke lyset (for det var der jo ikke), så da strømmen kom igen, vågnede vi af det helt store lysshow på værelset og i badeværelset).

På vej ind til San Francisco skal man betale $6 for at krydse Bay Bridge. Vi ramte ind i morgentrafikken, så det betød lang kø ved betalingsrækkerne. Jeg sad og småhoppede nervøst på bagsædet over de 10 rækker af biler, som var så frygtelig lange. Og da vi endelig kom ind i nærheden af Tartine, var det ikke helt så let at finde parkering. Det viste sig, at der er forskellige typer parkometre; til nogle skal man have et specielt kort, mens andre kræver noget andet… 

Derudover er en del af parkeringshusene permanent fyldte og har derfor kun åbent for nye månedsmedlemmer. Heldigvis havde jeg gjort lidt research hjemmefra og noteret adressen ned på ikke bare eet, men tre parkeringshuse (når det handler om Tartine, gælder det om at være knivskarp). 

Da vi havde smidt bilen og trasket de tre blokke hen til Tartine, var bageriet allerede åbnet. Men… Der var ingen kø… Vi vadede direkte ind og satte os ned ved mit stambord. Jeg kunne ikke samle min kæbe op igen. Ganske vist var det tirsdag, men vi snakker jo Tartine?

Vi bestilte en række croissanter og en stor brødpudding til deling (da jeg insisterede på, at de smagte den). Vores ordre var vist en smule præget af øjnene og min entusiasme frem for maven, for jeg pakkede adskillige godbidder ned i vitawrap og derefter yderligere ned i en plastikbøtte (som sagt: altid knivskarp når det handler om Tartine).

Derefter havde jeg planlagt en tur til Twin Peaks. Lone døjede desværre med ondt i hoften, hvilket var blevet forværret af flyveturen, så vi tog bilen et godt stykke op mod de to toppe. Alligevel var der et stykke vej, som blev tilbagelagt på gåben (Lone indrømmede senere, at det havde været en kamp at nå toppen, men på det tidspunkt blev alle spørgsmål ind til hendes hofte selvfølgelig besvaret med et smil og et ”det er ikke så slemt”). 

På toppen havde vi kun selskab af en enkelt anden person, som sad og holdt en pause. Jeg fik spurgt, om ikke han ville tage et billede af os, hvilket selvfølgelig ikke var noget problem. Smågrinende stillede mine forældre op til et famøst familiebillede (jeg var ligeglad, for jeg havde på forhånd besluttet, at jeg altså bare ville have et billede, hvor vi alle tre var på som minde om turen).

Efter Tartine tog vi op til færgebygningen (the Ferry Building), hvor det var markedsdag. Jeg havde egentlig også planlagt, at vi skulle på byens kunstmuseum, da der er gratis adgang om tirsdagen. Men på vej til markedet, kørte vi forbi og så en kø, der var tre gange køen til Tartine, når den er værst. Så den idé blev hurtigt droppet (især fordi de ikke havde nogen kunstværker på Lones must-see liste).   

Frokosten blev også indtaget på markedet; Lone og jeg fandt en bod med tamales (en mexicansk spise, hvor grønsager er pakket ind i en slags tyk majsdej, som så er rullet stramt i blade, der sidder omkring en majskolbe, og til sidst dampet), mens Tommy fandt en burger. Vi slog os ned på en stor trappe, men bedst som vi sad og nød maden, stod der pludselig en vagt foran os og holdt et skilt op ”Food must nok be consumed on the stairs”. Helt ærligt…

Aftensmaden blev indtaget på en lille café ved navn Blue Barn, som sælger både salater og sandwiches. Jeg fik den lækreste salat med ovnristede rødbeder, balsamico, kandiserede pekannødder, blandet salat og grillet tofu. Der var også mulighed for at blande sin helt egen salat vha. et skema, hvor man så krydsede de ingredienser af, man kunne tænke sig. Alt var super frisk og velkrydret; og i løbet af ugen endte vi da også med at frekventere dette sted yderligere to gange.

Resten af besøget følger i de følgende to indlæg (det samlede blogindlæg fyldte seks sider i Word, så for ikke at dræbe jeres læselyst helt, måtte jeg hellere splitte det op).