Refleksioner

I dette indlæg har jeg samlet nogle af mine refleksioner over de ikke-faglige elementer af opholdet.

Ser vi ud over det faglige, så kunne opholdet ikke være gået bedre. Jeg rejser hjem med kufferten fuld af oplevelser, erfaringer og (selvom det ikke er særlig jysk) følelsen af ”jeg kunne sgu’ ”.   

Det sidste lyder måske mærkeligt, men jeg er alligevel forbløffet over, så hurtigt det er lykkedes at falde til herovre og de løbende udfordringer, der er blevet løst: åbne/lukke bankkonto, købe/sælge brugt cykel, finde de små oaser (kaffebarer, bagerier, supermarkedet mv.) som giver mig en følelse af at ”det er mit hjem” – i det hele taget bare at gebærde mig i det store udland uden nogen erfaringer at trække på.

Inden jeg tog af sted, havde jeg mange forbehold ved at skulle bo sammen med seks andre mennesker, som kunne have vidt forskellige personligheder, standarder for rengøring mv. Og jeg var også meget nervøs i forhold til selve huset og mit værelse, som jeg havde fundet på Craigslist (og valgt baseret på, at det kun var for seriøse studerende). Ville jeg kunne lide det? Var der edderkopper (det var nok min største bekymring)? Hvad med kød og hygiejne i køkkenet? Tilfældet ville dog, at jeg ikke kunne være havnet et bedre sted!  

Der var en enkelt roomie, som jeg de sidste halvanden måned ikke udvekslede et eneste ord med, pga. en uoverensstemmelse vedr. et elektrisk varmeapparat (som hun havde den dybt egoistisk indstilling til, at vi umuligt kunne dele den mellem de tre af os, der havde behov for det; for hun boede jo nedenunder og vi ovenpå, og hun ville (og jeg citerer) ”bruge det morgen, middag og aften”. Det resulterede i, at jeg skrev en mail til hende, hvori jeg kaldte hendes handling for egoistisk. Efter jeg modtog en dybt barnlig mail tilbage med en argumentation så hullet som en si, blev stridsøksen erstattet med en rungende ignorering af hinandens eksistens). 

Men bortset fra hende, så har alle været så søde (og heldigvis laver de fleste af de øvrige ikke mad, og hende, der laver mest mad, foruden mig er selv vegetar). Og Michelle har været godheden selv over for mig. Hun bemærkede for nyligt, at jeg havde holdt mit værelse ”impeccably clean”, og belønnede mig med, at vi ikke behøver lave en walk-through, dvs. kontrol, af værelset, når jeg skal flytte ud, og derfor kunne vi ordne tilbagebetalingen af mit depositum allerede nu.

Kort sagt: Jeg kunne ikke have boet bedre!

 Mit værelse er på 2. sal, længst til højre i billedet.

 En flot solnedgang ses fra mit vindue.

Og jeg tror ikke, at der findes noget andet sted, som jeg kunne være rejst til, der ville have passet bedre til mig end San Francisco. Jeg er blevet ret forelsket i byen, i dens mangfoldighed og de hyggelige kvarterer :o) 

I Berkeley har jeg endda vænnet mig til de mange hjemløse, og er begyndt at snakke lidt med én af dem. Han hedder Johnny, har været studerende på UC Berkeley og i marinekorpset; samt stoffri i 7 år (men de mange forudgående års stofmisbrug har sat sine tydelige spor på mentaliteten).

 "Min" gade: Jeg bor lige inde til højre (står ud for huset og tager billedet) og øverst kan lige anes Peoples Park, som nærmere burde have heddet The Homeless Park.

Efteråret kom også til Berkeley og inspirerede dette billede, hvor efterårets og sommerens farver mødes.

Sidst, men ikke mindst, har jeg jo været så heldig at have Kim herovre. Hvis han ikke havde været her, havde udlandsopholdet på ingen måde været det samme. I går sagde vi farvel over et spil kort og en kop te. Det var faktisk lidt hårdt at tage afsked. 

Problemet er ikke, at han først skal hjem til februar, så vi først ville kunne ses der, men at han bor i København, hvilket gør det umuligt at have det venskab, vi begge ønsker (og som vi har fået opbygget herovre).
Jeg gav ham en lille julegave, som han først må åbne d. 24/12, for det vil selvfølgelig være en tom fornemmelse for ham at sidde alene herovre hen over julen og nytåret. 

Selvom de ikke begynder helt så tidligt på at pynte til jul herovre som i Danmark, så indfandt julepynten (i ægte hippiestil) sig dog på Telegraph Avenue i slutningen af november.

Tænk, at jeg har været så heldig, at udlandsopholdet på alle tænkelige områder har oversteget ikke bare mine forventninger, men mine forhåbninger… Jeg forstår det ikke! 

Nu jeg ser tilbage på det (selvom det naturligvis er lige lovligt tidligt), er det faktisk lidt komisk, for jeg har altid tænkt, at ”udlandsophold… det er ikke noget for mig”, idet jeg har svoret, at jeg ikke kunne undvære dem derhjemme. Afsavnet har da til tider også været til at tage og føle på (jf. sidste indlæg om mine forældres eventyr herovre), men det har været det værd!

Nu er det vist på tide at uddybe sidste sætning i den allerførste paragraf i dette blogindlæg: ”…idet jeg ingen planer har haft indtil i dag…”, for hvad er det for planer? 

I skrivende stund sidder jeg (som altid) på Tartine, hvor jeg lige har færdiggjort min første chokoladepudding herindefra (sammen med først en kop alm. sort kaffe og dernæst en koffeinfri, fordi klokken pt. er 17.39). Jeg er herinde på dette usædvanlige tidspunkt, fordi jeg om 1½ time tager toget videre til lufthavnen, hvor Cecilie lander omkring kl. 20. 3½ måned er gået! 

Det er lidt underligt, for jo tættere på denne dag, vi er kommet, jo mere har jeg savnet hende. Under store dele af opholdet har savnet ikke været udtalt; (også) på det punkt er hjernen simpelthen imponerende, for jeg er sikker på, at den regulerer savnet, da den er klar over, at man ikke får noget ud af at savne i 3½ måned. 

Men her de sidste par uger, er det som om, at den igen har givet mig lov til at savne hende. Lyder det helt tåbeligt? Jeg tror faktisk, at der er noget om min teori… Det bekræftes også af, at afsavnet til mine forældre var kæmpe, lige da de var taget af sted, for i løbet af den uge, de var her, havde jeg jo igen vænnet mig til at have dem omkring mig.

Cecilie og jeg skal være i Berkeley til d. 11/12, hvorefter turen går til New York, inden vi rejser hjem derfra d. 22/12. Lige i tid til juleaften! 

Jeg kommer uden tvivl til at savne hverdagen herovre; den har været så ubekymret og uden forpligtelser af nogen art i forhold til alle mulige andre. Men samtidig bliver det selvfølgelig rart at komme hjem og se alle de mennesker, man holder af!

Tak, fordi I har fulgt med i mit eventyr (fornyligt fik jeg at vide, at min faster Karin frivilligt har tygget sig igennem flere indlæg på min blog, så jeg har i hvert fald én anden læser end mine forældre, bedsteforældre og Anita (som er tvunget til at følge med, da jeg vil quizze hende i mit ophold, når jeg kommer tilbage til kontoret). 

Tak, Karin (hvis du altså overlever at læse dette indlæg til ende) :o) ).

Jeg vil lige slutte af med et billede, jeg tog på Telegraph Avenue ved at stikke kameraet ind gennem nogle tremmer, der spærrede denne forladte grund af for offentligheden. På mange måder emmer billedet af Berkeley; Street Fairs, diversitet (gengivet i graffitien), det politiske engagement, Free Speech bevægelsen, hjemløse (jeg formoder, at stolen er ens hjem) og kontraster (denne grund er lige ved siden af butikker med masser af liv).

Det var det udlandsophold

Så viser kalenderen 5. december 2012, og dermed er det endeligt slut for den faglige del af mit udlandsophold. Egentlig sluttede det officielt d. 1/12, hvorfor jeg allerede har afleveret nøglerne til universitetet, men idet jeg ingen planer har haft indtil i dag, så besluttede jeg mig for at arbejde igennem i den lille uge. 

Det gav bonus! I weekenden fik jeg en (lille) aha-opdagelse i forhold til en problemstilling, jeg har kæmpet med i mit ph.d.-projekt. Det betød, at flere brikker i beviset for en sætning pludselig faldt på plads. I løbet af søndagen fik jeg indskrevet mine ideer i manuskriptet, og Jon mødte derfor ind til en opdateret udgave heraf mandag morgen. I løbet af formiddagen tikkede flere mails ind fra ham, og jeg gik derefter i gang med at implementere hans rettelser. Dette arbejde fortsatte tirsdag, dvs. i går, for fuld skrue. 

Læsning i de sene aftenstimer.

Målet var klart: At få det matematiske på plads (modulo [red: mine] formuleringer, som Jon ynder at skrive), så vi kunne sende manuskriptet af sted til vores samarbejdspartner i Jena, Tyskland. Et øjeblik troede jeg faktisk på, at det ville lykkedes. 

<sidenote> For at klare et 3-års ph.d.-studie i matematik skal man vist være ukuelig optimist. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har troet, at ”yes! Nu kører det på skinner” eller ”yes! Jeg tror, at denne idé virker” for minutter senere (eller i nogle tilfælde flere dages hårdt arbejde) at konstatere, at det (som altid) går galt på et eller andet tidspunkt. Men man er simpelthen nødt til bare at komme op på hesten igen og tro på, at næste gang vil skidtet, som man selv vil; ellers er det ikke til at holde ud. </sidenote slut>

(Er det ikke en fiks måde at gøre jer opmærksom på, at jeg nu kører ud af en tangent? Utrolig pædagogisk påfund af mig. Man er vel inden for et fag, der af de få kategoriseres som et ”nørde”-fag.)

<sidenote> 

Haha, min parentes fik mit lige til at tænke på en episode, som jeg lige vil dele med jer. I går var Michelle, min udlejer, så sød at køre i banken sammen med mig, så vi kunne lave en bankoverførsel af mit depositum (samt $500 i kontanter, fordi Sabrina har været så dum nærmest udelukkende at benytte dankort herovre af frygt for at skulle hæve i en ATM og dermed betale 30kr i gebyr. 

Resultatet: Jeg havde en overflod af dollars sedler tilbage, hvilket betød, at jeg pænt måtte spørge Michelle, om hun ville overføre dem sammen med mit depositum, fordi jeg ikke tør rejse til New York med så mange kontanter. Nu giver banken jo også sådan en god tilbagebetalings-kurs… eller noget. Behøves jeg fortælle, at Cecilie vist har haft øjeblikke, hvor hun var mere stolt af mig?)

Nåh, men tilbage til banken, hvor vi bliver bænket foran en rådgiver, da det er en større og ret besværlig sag at lave en pengeoverførsel fra USA til Europa (til Indien, Mexico mv. kan det tilsyneladende gøres online, men til Europa,næææh nej). 

Bankrådgiveren Gokhan (hvilket betyder King of the Sky på tyrkisk, hvis I skulle være interesserede ;o) Jo vist, amerikanere er eminente til smalltalk) spurgte mig, hvad jeg havde lavet herovre, og som altid bliver der hævet et øjenbryn, når man siger, at man skriver en ph.d. i matematik (det lyser altid langt væk i folks ansigter, at de tænker ”godt det ikke er mig”).

Michelle tilføjede: ”Yeah, she is one of those smart people doing math.” Haha! Elsker at folk altid sætter lighedstegn mellem matematik og intelligens. Jeg finder det bemærkelsesværdigt, fordi der er så mange forskellige former for intelligens; og selv hvis vi snakker tal-intelligens (hvad jeg mener hermed er op til fri fortolkning, da jeg ikke selv er sikker på, at jeg ved, hvad jeg mener) så er langt de fleste mennesker bedre end mig.

Eksempelvis kan jeg let få 18 + 18 til at give 32, når vi er ude at handle. Jaaa-ah… Så har I vist også lært noget nyt i dag, hvis I gik rundt i den tro, at det gav 36). Og så sent som i dag sendte jeg en mail til Jon for at gøre opmærksom på, at jeg godt kunne nå at rette lidt i dag også. I mailen skrev jeg, at jeg skulle have hans rettelser senest kl. 16 dansk tid, for så ville klokken være 10 herovre. 

Derefter gik jeg i bad og kom pludselig i tanke om, at det da ikke kunne passe. Så regnede jeg på det igen og forfattede en ny mail til ham, om at hans deadline var rykket til kl. 18, for SÅ ville klokken være 10 her. Ahem… Da jeg havde trykket ”Send”, slog det mig, at det er kl. 19 i Danmark, der svarer til kl. 10 i Californien. 

(Jeg sendte ikke en tredje mail til ham…).

</sidenote>

 Kan I gætte sammenhængen mellem dette billede og teksten?

Tænk hårdere!

Stadig ikke...?

Så er det nok, fordi der ikke er nogen sammenhæng ;-) Jeg syntes bare, at det var synd for jer, at der ikke snart kom et billede; og så ville jeg gerne vise jer, at jeg - efter at have indkøb nye snørrebånd for snart to måneder siden - endelig fik taget mig sammen til at udskifte de gamle (som faktisk var trevlet op og derfor et værre bøvl at stramme, men åbenbart ikke nok til, at jeg orkede at udskifte dem... lige indtil det gik op for mig, at jeg snart skal rejse hjem, og det trods alt var mere fornuftigt at gøre det herovre frem for at slæbe de nyindkøbte snørrebånd med til Danmark).

Nå, vi kom vist fra cliff-hangeren med, at jeg troede, at det ville lykkedes. I går aftes gik det op for mig, at jeg manglede at godtgøre nogle egenskaber for en operator (til de interesserede så havde vi fået konstrueret en sporoperator til den krumme rand, og jeg havde søndag lavet en højre-invers hertil samt bevist, at co-domænet var som ønsket, og at den var begrænset). Men operatoren skal naturligvis også være veldefineret (i dette tilfælde uafhængig af valget af forlængelse samt af atlas og deling af enheden). 

Til trods for at jeg havde bevist, at den var en højre-invers (hvilket indikerer, at konstruktionen ikke er helt dum), så kunne jeg simpelthen ikke gennemskue, hvad jeg skulle stille op med de øvrige problemstillinger. 

En mail til Jon blev derfor forfattet og i morges lå der en mail fra ham, hvor han medgav mig, at det var et problem, og han havde ikke umiddelbart en løsning. Efter jeg havde udsat hans frist for kommentarer, tikkede en ny mail ind, hvor han beskrev, hvordan han mente, vi skulle gå frem. Det involverede konstruktion af en helt ny højre-invers; endda en væsentlig mere kompliceret konstruktion, som beror på, at vi også generaliserer et resultat i en anden artikel. 

Konklusion: Vi udskød det til januar. Dvs. ingen manuskript-afsendelse til Jena. Øv!

 

Selvom dette faktisk var målet for udlandsopholdet (at få manuskriptet færdigt i december), så føler jeg, at jeg har fået det optimale ud af at være herovre.  Det skyldes måske mest af alt noget, der primært fandt sted, før jeg tog herover. Der arbejdede vi på den første artikel, der skulle komme ud af det dansk-tyske samarbejde med mig involveret, og mens jeg har været herover, modtog vi den meget glædelige nyhed, at tidsskriftet, hvortil artiklen er indsendt, gerne vil bringe den. Min første artikel! :o)

Tiden herovre er hovedsageligt blevet brugt på at arbejde på efterfølgeren til denne artikel, hvilket så ikke helt er gået som planen (der støder bare altid ekstra forhindringer til) samt at følge et kursus i partielle differentialligninger afholdt af professoren, som jeg officielt besøger. 

Langt det meste stof, der blev gennemgået, var kendt for mig, fordi jeg har afholdt studiekreds med Jon herom, mens jeg var kandidatstuderende. Men det var alligevel rart at overvære forelæsninger i det, fordi det her er lettere at give det brede overblik, og professoren er en stor kapacitet på området, så det var jo en oplevelse bare at mulighed for at overvære hans forelæsninger (som i øvrigt var dybt imponerende, da han kunne huske alt – og det han ikke lige kunne, blev da bare udledt med ganske få sekunders tænkepause indimellem). 

Jeg skal heller ikke glemme de to foredrag, jeg har holdt – på hhv. Berkeley og Stanford. 

Inden jeg tog herovre, havde jeg håbet om at kunne få mulighed for at give en præsentation. Men jeg gav det ikke mange chancer, og jeg var faktisk heller ikke sikker på, om jeg ville gribe muligheden, hvis den bød sig. Det er nu altså ikke min yndlingsbeskæftigelse… 

Men da det er umuligt at være i denne business uden at holde foredrag (og jeg ville også meget gerne undgå at skulle holde mit ph.d.-forsvar uden nogensinde at have øvet mig på at formulere min forskning på engelsk), så jeg ikke anden udvej end at gribe tyren ved hornene, da muligheden bød sig.

Bagefter svævede jeg på en lyserød sky, for det havde slet ikke været slemt. Jovist, lige op til foredraget opførte min puls sig, som om jeg havde trukket i løbeskoene, men da jeg først kom i gang, skyllede adrenalinen min nervøsitet væk.

Øvelse gør mester, ikke sandt? Derfor var der jo ikke nogen vej udenom at skrive til Stanford, da jeg så, at de havde en lignende seminarrække. De ville meget gerne have Kim og jeg til at komme og holde foredrag en dag.

 Dokumentation af, at jeg faktisk var på Stanford.

 Stanford campus er noget mere imponerende end Berkeleys. De fleste bygninger er bygget i den samme stil (gule mursten og rødt tegltag), og alle steder er græsset slået, som var det på en golfbane. 

Kan du gætte, hvorfor jeg tog dette billede?

Jeg var simpelthen så målløs over at se cykler, der bare var låst vha. en alm. cykellås uden at være boltret fast til en metalgenstand, som yderligere er støbt ned i fortovet.

Da dagen oprandt, var jeg første mand på skansen, og da organisatoren præsenterede mig, fandt jeg ud af, at jeg faktisk var den første udefrakommende person nogensinde til at holde et foredrag i denne seminarrække. Orv! 

(Kim fik den mindre gloværdige ære at være nr. 2 udefrakommende ;o) ).

I næste indlæg følger refleksioner over de  dele af opholdet, som ikke havde faglig karakter.