Så viser kalenderen 5. december 2012, og dermed er det
endeligt slut for den faglige del af mit udlandsophold. Egentlig sluttede det
officielt d. 1/12, hvorfor jeg allerede har afleveret nøglerne til
universitetet, men idet jeg ingen planer har haft indtil i dag, så besluttede
jeg mig for at arbejde igennem i den lille uge.
Det gav bonus! I weekenden fik jeg en (lille) aha-opdagelse
i forhold til en problemstilling, jeg har kæmpet med i mit ph.d.-projekt. Det
betød, at flere brikker i beviset for en sætning pludselig faldt på plads. I
løbet af søndagen fik jeg indskrevet mine ideer i manuskriptet, og Jon mødte
derfor ind til en opdateret udgave heraf mandag morgen. I løbet af formiddagen
tikkede flere mails ind fra ham, og jeg gik derefter i gang med at implementere
hans rettelser. Dette arbejde fortsatte tirsdag, dvs. i går, for fuld skrue.
Læsning i de sene aftenstimer.
Målet var klart: At få det matematiske på plads (modulo [red:
mine] formuleringer, som Jon ynder at skrive), så vi kunne sende manuskriptet
af sted til vores samarbejdspartner i Jena, Tyskland. Et øjeblik troede jeg
faktisk på, at det ville lykkedes.
<sidenote> For at klare et 3-års ph.d.-studie i
matematik skal man vist være ukuelig optimist. Jeg har ikke tal på, hvor mange
gange jeg har troet, at ”yes! Nu kører det på skinner” eller ”yes! Jeg tror, at
denne idé virker” for minutter senere (eller i nogle tilfælde flere dages hårdt
arbejde) at konstatere, at det (som altid) går galt på et eller andet
tidspunkt. Men man er simpelthen nødt til bare at komme op på hesten igen og
tro på, at næste gang vil skidtet, som man selv vil; ellers er det ikke til at
holde ud. </sidenote slut>
(Er det ikke en fiks måde at gøre jer opmærksom på, at jeg
nu kører ud af en tangent? Utrolig pædagogisk påfund af mig. Man er vel inden
for et fag, der af de få kategoriseres som et ”nørde”-fag.)
<sidenote>
Haha, min parentes fik mit lige til at
tænke på en episode, som jeg lige vil dele med jer. I går var Michelle, min
udlejer, så sød at køre i banken sammen med mig, så vi kunne lave en bankoverførsel
af mit depositum (samt $500 i kontanter, fordi Sabrina har været så dum nærmest
udelukkende at benytte dankort herovre af frygt for at skulle hæve i en ATM og
dermed betale 30kr i gebyr.
Resultatet: Jeg havde en overflod af dollars sedler
tilbage, hvilket betød, at jeg pænt måtte spørge Michelle, om hun ville
overføre dem sammen med mit depositum, fordi jeg ikke tør rejse til New York
med så mange kontanter. Nu giver banken jo også sådan en god
tilbagebetalings-kurs… eller noget. Behøves jeg fortælle, at Cecilie vist har
haft øjeblikke, hvor hun var mere stolt af mig?)
Nåh, men tilbage til banken, hvor vi bliver bænket foran en
rådgiver, da det er en større og ret besværlig sag at lave en pengeoverførsel
fra USA til Europa (til Indien, Mexico mv. kan det tilsyneladende gøres online,
men til Europa,næææh nej).
Bankrådgiveren Gokhan (hvilket betyder King of the
Sky på tyrkisk, hvis I skulle være interesserede ;o) Jo vist, amerikanere er
eminente til smalltalk) spurgte mig, hvad jeg havde lavet herovre, og som altid
bliver der hævet et øjenbryn, når man siger, at man skriver en ph.d. i
matematik (det lyser altid langt væk i folks ansigter, at de tænker ”godt det
ikke er mig”).
Michelle
tilføjede: ”Yeah, she is one of those smart people doing math.” Haha! Elsker
at folk altid sætter lighedstegn mellem matematik og intelligens. Jeg finder
det bemærkelsesværdigt, fordi der er så mange forskellige former for
intelligens; og selv hvis vi snakker tal-intelligens (hvad jeg mener hermed er
op til fri fortolkning, da jeg ikke selv er sikker på, at jeg ved, hvad jeg
mener) så er langt de fleste mennesker bedre end mig.
Eksempelvis kan jeg let få 18 + 18 til at give 32, når vi er
ude at handle. Jaaa-ah… Så har I vist også lært noget nyt i dag, hvis I gik
rundt i den tro, at det gav 36). Og så sent som i dag sendte jeg en mail til
Jon for at gøre opmærksom på, at jeg godt kunne nå at rette lidt i dag også. I
mailen skrev jeg, at jeg skulle have hans rettelser senest kl. 16 dansk tid,
for så ville klokken være 10 herovre.
Derefter gik jeg i bad og kom pludselig i
tanke om, at det da ikke kunne passe. Så regnede jeg på det igen og forfattede
en ny mail til ham, om at hans deadline var rykket til kl. 18, for SÅ ville
klokken være 10 her. Ahem… Da jeg havde trykket ”Send”, slog det mig, at det er
kl. 19 i Danmark, der svarer til kl. 10 i Californien.
(Jeg sendte ikke en
tredje mail til ham…).
</sidenote>
Kan I gætte sammenhængen mellem dette billede og teksten?
Tænk hårdere!
Stadig ikke...?
Så er det nok, fordi der ikke er nogen sammenhæng ;-) Jeg syntes bare, at det var synd for jer, at der ikke snart kom et billede; og så ville jeg gerne vise jer, at jeg - efter at have indkøb nye snørrebånd for snart to måneder siden - endelig fik taget mig sammen til at udskifte de gamle (som faktisk var trevlet op og derfor et værre bøvl at stramme, men åbenbart ikke nok til, at jeg orkede at udskifte dem... lige indtil det gik op for mig, at jeg snart skal rejse hjem, og det trods alt var mere fornuftigt at gøre det herovre frem for at slæbe de nyindkøbte snørrebånd med til Danmark).
Nå, vi kom vist fra cliff-hangeren med, at jeg troede, at
det ville lykkedes. I går aftes gik det op for mig, at jeg manglede at godtgøre
nogle egenskaber for en operator (til de interesserede så havde vi fået
konstrueret en sporoperator til den krumme rand, og jeg havde søndag lavet en
højre-invers hertil samt bevist, at co-domænet var som ønsket, og at den var
begrænset). Men operatoren skal naturligvis også være veldefineret (i dette
tilfælde uafhængig af valget af forlængelse samt af atlas og deling af
enheden).
Til trods for at jeg havde bevist, at den var en højre-invers
(hvilket indikerer, at konstruktionen ikke er helt dum), så kunne jeg
simpelthen ikke gennemskue, hvad jeg skulle stille op med de øvrige
problemstillinger.
En mail til Jon blev derfor forfattet og i morges lå der en
mail fra ham, hvor han medgav mig, at det var et problem, og han havde ikke
umiddelbart en løsning. Efter jeg havde udsat hans frist for kommentarer,
tikkede en ny mail ind, hvor han beskrev, hvordan han mente, vi skulle gå frem.
Det involverede konstruktion af en helt ny højre-invers; endda en væsentlig
mere kompliceret konstruktion, som beror på, at vi også generaliserer et
resultat i en anden artikel.
Konklusion: Vi udskød det til januar. Dvs. ingen
manuskript-afsendelse til Jena. Øv!
Selvom dette faktisk var målet for udlandsopholdet (at få
manuskriptet færdigt i december), så føler jeg, at jeg har fået det optimale ud
af at være herovre. Det skyldes måske
mest af alt noget, der primært fandt sted, før jeg tog herover. Der arbejdede
vi på den første artikel, der skulle komme ud af det dansk-tyske samarbejde med
mig involveret, og mens jeg har været herover, modtog vi den meget glædelige
nyhed, at tidsskriftet, hvortil artiklen er indsendt, gerne vil bringe den. Min
første artikel! :o)
Tiden herovre er hovedsageligt blevet brugt på at arbejde på
efterfølgeren til denne artikel, hvilket så ikke helt er gået som planen (der
støder bare altid ekstra forhindringer til) samt at følge et kursus i partielle
differentialligninger afholdt af professoren, som jeg officielt besøger.
Langt
det meste stof, der blev gennemgået, var kendt for mig, fordi jeg har afholdt
studiekreds med Jon herom, mens jeg var kandidatstuderende. Men det var
alligevel rart at overvære forelæsninger i det, fordi det her er lettere at
give det brede overblik, og professoren er en stor kapacitet på området, så det
var jo en oplevelse bare at mulighed for at overvære hans forelæsninger (som i
øvrigt var dybt imponerende, da han kunne huske alt – og det han ikke lige
kunne, blev da bare udledt med ganske få sekunders tænkepause indimellem).
Jeg skal heller ikke glemme de to foredrag, jeg har holdt –
på hhv. Berkeley og Stanford.
Inden jeg tog herovre, havde jeg håbet om at
kunne få mulighed for at give en præsentation. Men jeg gav det ikke mange
chancer, og jeg var faktisk heller ikke sikker på, om jeg ville gribe
muligheden, hvis den bød sig. Det er nu altså ikke min yndlingsbeskæftigelse…
Men da det er umuligt at være i denne business uden at holde foredrag (og jeg
ville også meget gerne undgå at skulle holde mit ph.d.-forsvar uden nogensinde
at have øvet mig på at formulere min forskning på engelsk), så jeg ikke anden
udvej end at gribe tyren ved hornene, da muligheden bød sig.
Bagefter svævede jeg på en lyserød sky, for det havde slet
ikke været slemt. Jovist, lige op til foredraget opførte min puls sig, som om
jeg havde trukket i løbeskoene, men da jeg først kom i gang, skyllede
adrenalinen min nervøsitet væk.
Øvelse gør mester, ikke sandt? Derfor var der jo ikke nogen
vej udenom at skrive til Stanford, da jeg så, at de havde en lignende
seminarrække. De ville meget gerne have Kim og jeg til at komme og holde
foredrag en dag.
Da dagen oprandt, var jeg første mand på skansen, og da
organisatoren præsenterede mig, fandt jeg ud af, at jeg faktisk var den første
udefrakommende person nogensinde til at holde et foredrag i denne seminarrække.
Orv!
Dokumentation af, at jeg faktisk var på Stanford.
Stanford campus er noget mere imponerende end Berkeleys. De fleste bygninger er bygget i den samme stil (gule mursten og rødt tegltag), og alle steder er græsset slået, som var det på en golfbane.
Kan du gætte, hvorfor jeg tog dette billede?
Jeg var simpelthen så målløs over at se cykler, der bare var låst vha. en alm. cykellås uden at være boltret fast til en metalgenstand, som yderligere er støbt ned i fortovet.
(Kim fik den mindre gloværdige ære at være nr. 2 udefrakommende ;o) ).
I næste indlæg følger refleksioner over de dele af opholdet, som ikke havde faglig karakter.
I næste indlæg følger refleksioner over de dele af opholdet, som ikke havde faglig karakter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar