Road trip VI: Grand Canyon

Så er jeg parat til at fortsætte min fortælling (hvis I overlever at læse den billedløse første halvdel af beretningen, lover jeg jer billeder i den sidste del).

I husker måske, at jeg sluttede beretning IV af med at sige, at jeg sad på Tartine. Kapitel V i road trippet blev også skrevet, mens jeg sad her. Nu har jeg så slået mig ned på Four Barrel med en mocha og er parat til at fortælle om søndagens store begivenhed. Men inden jeg gør det, vil jeg lige berette, at jeg er i San Francisco i dag, fordi jeg havde bestilt en frisørtid. 

Nu tænker I sikkert, hvorfor jeg tager helt herind for at blive klippet? Er der ikke frisører i Berkeley? Og joh, det er der, men ingen som tager online bestillinger – og idet jeg (stadig ikke) har smidt flere penge efter mit amerikanske nummer, duer telefonbestillinger ikke. Og jeg orkede ikke at vade ind til en vilkårlig frisør i højtiden (der er Thanksgiving herovre i morgen, I ved, den amerikanske højtid med kalkuner i massevis, samt tranebær, græskar og majsbrød (det er i hvert fald det indtryk jeg har fået af mine utallige timer i supermarkeder og bagerier i tiden op til)) og håbe på, at jeg kunne få en tid uden at skulle sidde og vente i flere timer.

Jeg fandt først én frisør herinde, som havde en tid onsdag. Den bookede jeg gladelig og modtog også bekræftelse over mail, men da jeg tilfældigvis (og heldigvis) nærlæste datoen, stod der onsdag d. 16. januar! Det var åbenbart første ledige onsdag i hendes kalender. Jøsses!

Jeg fandt heldigvis en anden salon, hvor man kunne vælge mellem fire forskellige frisører, da man bookede sin tid; hver havde ”sin egen pris” formentlig baseret på erfaring. Forskellen var $25 mellem den ”dårligste” og den ”bedste”. Jeg behøves vel ikke fortælle, hvad jeg valgte? Melissa til $65.

I morges gjorde jeg mig mange tanker om frisøraftalen… Kom der mon skat oven i beløbet? Og ville det koste ekstra, hvis de vaskede mit hår (altså hvis de bare automatisk gjorde det som en del af deres procedure)? Hvad med føntørring? I forvejen synes jeg, at $65 er ret voldsomt for en klipning, så jeg ville gøre alt for at minimere ekstraudgifterne. 

Nu hvor jeg sidder på Four Barrel med nyklippet hår, vil jeg sige, at de $65 var givet godt ud! Og jeg føler endda, at jeg fik en masse for pengene. Jeg blev nusset om i en hel time (57 min præcist) og fik både vasket (tror hun puttede fem forskellige produkter i?) og stylet (med endnu et par produkter) håret. Faktisk blev frisøren ved med at ændre på min frisure og klippe den til, indtil hun til sidst opgav kampen mod mine krøller og accepterede sit værk ;o) 

Hun foreslog mig også, at jeg kunne gå med head bang = pandebånd, for ”det var der mange, der gjorde”, og så kunne jeg bedre kontrollere volumen (og puffe håret lidt op over pandebåndet). Ja tak! Jeg smilede bare og sagde ”that’s a great idea”, mens jeg tænkte ”argh, jeg skal sandelig aldrig i livet gå med pandebånd!”.

 Hun spurgte også ind til, hvilke produkter jeg brugte, og hvordan jeg tørrede håret? Til det første fik jeg sagt ”nothing”, da jeg tænkte, at hun mente nogle fancy hårprodukter, men da hun så sagde ”so you just keep it natural”, blev jeg lidt nervøs for, om hun troede, at jeg tilhørte de mennesker, der tror, at håret naturligt kan holde sig selv rent og derfor aldrig putter sæbe i det (håret er sikkert i stand til dette, men jeg tror, at processen for at nå dertil er ret ildelugtende), så jeg fik tøvende sagt ”ehm… I use shampoo” :-D

Og til tørringsspørgsmålet kunne jeg jo ikke sige andet, end at det klarede solen og vinden for mig ;o) Hun syntes sikkert, at jeg var håbløs! Og det er nok i det lys, at hun forbarmede sig over mig og rystede det ene hjælpende stylingstip efter det andet ud af ærmet; alt imens hun prøvede at trylle mit hår om til en frisure, der ville tage sig bedst muligt ud med den naturlige behandling, som det nu engang nyder godt af i kraft af at sidde på mit hoved.

Nåh, men det var vist nok om frisøren; min pointe var blot, at jeg sidder på Four Barrel med en følelse af, at en klipning rent faktisk godt kan være $65 værd (og det fejrede jeg da også med at gå ind til Christopher Elbow Chocolates lige bagefter og spendere $11 på fem stykker chokolade. Se, det var også givet godt ud).

Og nu tilbage til Las Vegas. Søndag morgen ringede vækkeuret omkring kl. 4 (så kan I selv gætte jer til, hvor meget, eller rettere lidt, søvn vi fik), da vi begge skulle op og i bad inden vores guide ville hente os kl. 5.50 ved hotellet. 

Vi var blevet bedt om at vente ved hovedindgangen, og Kim var simpelthen så nervøs for, hvilken hovedindgang, der helt præcist mentes (både hotellet og kasinoet har en hovedindgang), så han ville gerne, at vi var der mindst 10 minutter før. Jeg ved ikke helt hvorfor, for guiden ville jo først være der kl. 5.50, og før det tidspunkt var det jo umuligt at blive klog på, om vi stod det rigtige sted. Men han følger altid med mig uden brok, så jeg nikkede bare forstående og satte vækkeuret derefter :o)

Da klokken nærmede sig 5.50, fes Kim nærmest i pendulfart frem og tilbage mellem kasinoets og hotellets hovedindgang  (overdrivelse fremmer forståelsen… eller det gør i hvert fald historien mere spændende; i realiteten drejede det sig vist kun om et par gange), da man kunne ikke se den ene fra den anden.   

Endelig blev vi samlet op af en minibus og til min glæde opdagede jeg, at vi var de første om bord, så vi havde frit valg blandt alle sæder. Vi satte os helt oppe foran. Vores guide, Luis, fortalte, at vi skulle samle yderligere 7 personer op, så vi ville blive en fuld bus. I realiteten var der plads til tre på hver række, men selskabet gør meget ud af at skabe de bedste rammer for en hyggelig tur, så de stuver ikke bare bussen fuld. 

Allerede nu kan I måske fornemme, at det ikke er et hvilket som helst selskab, vi havde booket en guidet tur til Grand Canyon hos. Dette punkt på road trippet nægtede vi at gå på kompromis med, da det simpelthen ville være dødens pølse at sidde stuvet sammen i en almindelig størrelse bus uden en egentlig guide til at underholde og efter fem timers kørsel blive losset af ved kanten af Grand Canyon, hvorefter vi så kunne gå rundt og passe os selv i et par timer, inden turen gik hjemad.  

Derfor havde vi booket hos det selskab, der er blevet kåret til det bedste selskab blandt dem, der arrangerer ture til nationalparken. De får dårlige anmeldelser, de havde fået, blev alle fulgt op af en beskrivelse fra selskabets side, hvor de forklarede kritikpunkterne fra deres synspunkt. Sådan noget skaber respekt og troværdighed i min bog.

Luis, guiden, var oprindeligt fra Chile (eller måske var det Argentina?), men havde boet i Las Vegas i fire år. Egentlig havde hans plan været at drage til Canada for at finde job, men på vej dertil havde han gjort ophold i Las Vegas for at se byen – og så var han ikke kommet videre (livet er nogle gange så finurligt). 

Efter vi var blevet samlet op, kørte vi rundt til nogle andre hoteller (alle beliggende på The Strip, hvilket altså er en lidt finere beliggenhed end vores) og samlede en kvinde samt tre par op. Hver gang der kom nye i bussen, råbte Luis ”say Hi to [navn]” og så sagde vi ellers i kor ”Hi [navn]”. 

Som danskere krummede Kim og jeg en anelse tæer, og selvom jeg var forberedt på, at det nok ville blive en social tur, var det alligevel næsten for meget. Når jeg siger næsten, skyldes det, at det faktisk var ret morsomt at opleve. Jeg havde da også håbet på en snaksaglig guide, da det ville gøre de fem timers tur frem og tilbage noget mindre kedsommelige. 

På turen til Grand Canyon underholdt Luis med historier om Las Vegas og landskabet, der gled forbi vores øjne efterhånden som den ene mile efter den anden blev tilbagelagt. Vi kom bl.a. forbi David Copperfields hus (Kims øjne lyste nærmest som julekugler (har i skrivende stund glemt, hvordan frasen rigtigt er), da det er en af verdens mest berømte illusionister) samt USA’s største trailerpark (et område, hvor folk bor i trailers og lever et yderst primitivt liv).

Det første stop var ved McDonalds, fordi der i tourprisen var inkluderet morgenmad her. Nervøst kiggede jeg på menuen og fandt det bedste af det værste, havregrød. Dog stod der ”maple flavored” (dvs. det havde ahornSMAG, men uden at indeholde ahornsirup. Det skriger langt væk af e-numre i hobetal). Heldigvis ville tilfældet, at alle i gruppen var langsomme om at bestemme sig, og da den første var klar til at afgive sin ordre, var der netop gået kuks i en anden ordre. 

Luis havde oplevet dette før og sagde, at det nogle gange kunne tage personalet 20 minutter at komme på fode igen, hvilket vi ikke havde tid til. Så nu gik turen til… Burger King! Hvad er det for steder at tage hen til morgenmad?! Ja, hvorfor har de overhovedet åbent kl. 7 om morgenen?

Da vi steg ud på parkeringspladsen ved Burger King, opdagede jeg, at der lå en Starbucks lige ved siden af. Jeg spurgte derfor Luis, om jeg måtte have lov til at gå derind i stedet. Straks fik jeg stukket hans kreditkort i hånden med en besked om, at jeg skulle huske kvitteringen.

Weee… Jeg hoppede næsten tværs over parkeringspladsen hen til Starbucks, og det var først, da jeg tog i dørhåndtaget, at jeg opdagede, at Kim og en irsk kvinde fra gruppen havde gjort mig selskab. Kvinden havde også bidt mærke i den ”maple flavored” havregrød på McDonalds og bandet langt væk. Fantastisk (se se, der er flere derude som mig) :-D

Veludstyret med en ristet bagel og en stor cafe latte på sojamælk gik turen videre med minibussen. Næste stop var Hoover Dam (en dæmning, hvortil der er brugt så mange kilo cement, at det ville være nok til at asfaltere en to-banet vej fra den ene kyst til den anden i USA):

Vi kørte også en lille afstikker hen på et stykke af den oprindelige Route 66. Her stoppede vi i en lille by (måske Seligman), hvor jeg gik ind i en lille souvenirbutik for at låne toilettet. Herinde (altså ikke på toilettet, men i butikken) sad ejeren og spillede kort med byens sherif :o)

 Endelig nåede vi frem til den sydlige del af Grand Canyon, hvor vi skulle gå en rute af ca. 3 timers varighed helt ude langs kanten. Det var en enestående oplevelse at stå på kanten og bare kigge ud over landskabet. Men samtidig var det lidt svært at suge indtrykkene helt til sig, da det næsten virkede for stort (eller storslået). 

Jeg ved ikke, om det giver mening, og jeg kan heller ikke helt finde ord herfor, men det sank bare ligesom ikke helt ind. Så det var ikke sådan, at jeg bagefter sad med en wow-følelse. Lidt underligt og måske også lidt fesent… 

Man skal nok opholde sig her nogle dage (der er en sti, som fører ned i dalen, men det er en dagsvandring at komme ned og op igen), før man egentlig kan forstå Grand Canyon.

Frokosten medbragte Luis, og den blev indtaget siddende på nogle ret kolde sten lige ved kanten. Til min overraskelse fik jeg en vegansk sandwich, hvorpå der eksplicit stod ”no eggs”. Forundret kiggede jeg på Kim, da han havde fortalt mig, at han kun havde haft mulighed for at bestille vegetarisk. Han smilede og berettede, at han ikke havde kunnet huske (han er også ved at blive gammel), hvorvidt han kunne specificere ”vegansk”, da han bookede turen, så for at være på den sikre side havde han blot fortalt mig, at han havde bestilt vegetarisk. 

Inden i sandwichen var der en sennepsdressing og de friskeste grønsager:

Det var måske nok turens højdepunkt at indtage frokosten siddende småfrysende ved kanten af Grand Canyon på nogle afkølede sten og med en svag, kold vind blæsende ind i hovedet. 

Herefter gik vi videre til en række udsigtsposter og Luis var hver gang behjælpelig med at agere kameramand og vise tricks til, hvordan man kunne udnytte omgivelserne til at tage de sjoveste billeder. Luis:

 Og mig, der prøver at efterligne et af hans trick:

Argh, der er lang vej endnu for de ben (tungen lige i munden var åbenbart ikke nok):

Efter fem forsøg var den der (dog skal der stadig arbejdes på en mere fotogen grimasse, men på det tidspunkt tror jeg ikke, at Luis orkede at instruere en sæk kartofler længere; og desuden skulle andre jo også ha' lov):

På intet tidspunkt var der ret mange andre mennesker end vores lille gruppe (og sådan var det ifølge Luis næsten altid, fordi langt de fleste turister bare blev droppet af på parkeringspladsen og fik at vide, at de ikke måtte gå for langt væk. SÅ godt, at vi valgte at ofre lidt mere på turen). 

(Det er kulden, og altså ikke solen, der har givet mig den rødmossede kulør.)

Efter ca. 3 timer tog vi shuttlebussen tilbage til parkeringspladsen, og så gik det ellers direkte hjem til Las Vegas. 

På vej hjem i bussen sov jeg det meste af tiden (jeg er selv lidt stolt over, at jeg på road trippet har formået at sove både i bussen til Las Vegas, i denne minibus og senere sov jeg også i flyet til San Francisco. Egentlig ret heldigt, at jeg, som eneste chauffør, ikke faldt i søvn i det røde lyn ;o) ).

På hotellet var vi nødt til at finde en restaurant, hvor vi kunne få lidt aftensmad og tilfældet ville, at vi fandt et sted, hvor vi kunne få havregrød (jaaah, kom ikke her og sig, at vi ikke lever det vilde liv):

Den næste morgen skulle vi med flyet kl. 6.15 fra lufthavnen (doh Sabrina, hvorfra ellers?). Luftfartsselskabet anbefalede, at man mødte op 90 min før, så vi skulle allerede med en taxa kl. 4.15. Det betød endnu en nat med minimal søvn (nøj, for et søvnunderskud vi fik samlet sammen i løbet af turen). 

Selve turen til San Francisco forløb gnidningsfrit (jeg fik endda lov til at tage min solcreme med om bord, til trods for at det er en beholder på langt over 100mL… Og jeg som troede, at amerikanerne gik amok over flysikkerhed). 

Fra lufthavnen i San Francisco tog vi BART’en hjem til Berkeley; med et lille mellemstop hos Tartine, da turen jo skulle sluttes af med maner. Dette satte punktum for et helt fantastisk road trip, hvor vi havde tid til bare at slappe af og tage tingene, som de kom. 

Alt forløb planmæssigt (hey, vi overlevede busturen til Las Vegas), og vi hyggede os bare non-stop igennem hver eneste dag. Det er nu altid skønt at rejse sammen med nogen, der har samme idé som mig om, hvad hygge er (*host* kaffebarer og gåture *host*).

Road trip V: Las Vegas

Aftensmaden havde vi spist om bord på bussen, så da vi ankom til Las Vegas, var vi parate til at gå på opdagelse. Hotellet lå lidt væk fra The Strip (den strækning på hovedgaden, hvor alle de største hoteller ligger), så vi besluttede os for at stå af ved det første kasino og gå rundt med rygsækkene for ikke at spilde tid på at komme gå frem og tilbage til hotellet. 

 

Det første kasino, hvor bussen holdt ind, var Excalibur, der er inspireret af Disney:

 

Vi gik også indenfor:

Lige ved siden af ligger et hotel formet som en pyramide, og fra toppen heraf skød en lyskegle op, der vitterligt lyste himlen op:

Sikke et syn! Lys over det hele og det ene vanvittige byggeri efter det andet. 

På vores venstre hånd lå kasinoet New York, New York. Gæt, hvad det var inspireret af? 

Nemlig; Manhattens skyline. Det bestod af fire skyskrabere (heriblandt Empire State Building) bygget tæt op ad hinanden og foran var en stor gengivelse af Frihedsgudinden. Som om det ikke var nok, var der en rutsjebane, hvis bane gik både uden for og inden i kasinoet (og vi snakker altså en rutsjebane af den størrelsesorden, man finder i Tivoli)!

Man kan vælge at gå nede på The Strip eller zig-zag’ge mellem kasinoerne vha. de gangbroer, der er bygget hen over The Strip fra det ene kasino til det andet. Til at starte med gjorde vi det sidste, men det tog simpelthen så lang tid, da kasinoerne er kæmpe (husk på, at blot et enkelt af dem består af fire skyskrabere), så vi til sidst gik ned på The Strip. 

På vores gåtur heropad passerede vi Bellagio (kendt fra det imponerende springvand, der fyres af med jævne mellemrum):

Derudover kom vi forbi Treasure Island (hvor der foran er en voldgrav med to skibe i rigtigt målestoksforhold, som gentagne gange i løbet af aftenen kæmper mod hinanden. Og eftersigende ender det ene af skibene med at synke. Vi så begyndelsen af et af disse shows, men det var simpelthen for kedeligt til, at vi gad blive og overvære slutningen).   

Et andet kasino havde hentet inspiration fra Venedig, således der var bygget kanaler ude foran, hvorpå der sejlede gondoler. Og endnu et havde hentet inspiration fra Paris:

Jeg havde noteret en chokoladeforretning inde i kasinoet Caesar’s Palace, så da vi passerede det, besluttede vi for en stund at søge ly fra de mange indtryk: 

Vi blev dog klogere, for også inden i kasinoerne er der simpelthen så meget at se. Flotte fontæner, imponerende udsmykninger og ikke mindst en masse forskellige mennesker. Sidstnævnte gjorde, at vi besluttede at købe en appelsinjuice hver i chokoladeforretningen og sætte os ved en fontæne for at iagttage de forbipasserende. 

Heldigvis så vi faktisk ikke udskud af den type, vi havde kørt i bus med. Til gengæld så vi en kliche i form af et velklædt par, der kom gående med hinanden i hånden; manden bar på en flaske champagne, mens kvinden havde en buket røde roser i hånden. 

Der var de yngre kvinder med silikonebryster og meget nedringede kjoler – de var typisk i selskab med mænd, som formentlig skulle ind og spille (og håbede at konens outfit kunne distrahere dealeren). Og så var der naturligvis også de drenge, der var på en rigtig drengerøvs-ferie med gutterne; og som sikkert fik spillet et anseeligt beløb op.

Klokken var ved at blive mange, og vi satte kursen mod hotellet. Udstyret med kort udprintet fra Google Maps, besluttede vi at gå op til det mest nordliggende kasino, The Stratosphere, på The Strip og dreje til venstre, så skulle vores hotel komme kort efter. Temperaturen var efterhånden langt nede, og blæsten gjorde, at vi frøs så meget, at det føltes, som om vores hænder ville falde af. Og The Stratosphere forblev ude i horisonten.

Endelig nåede vi derop og drejede til venstre. Efter at have gået et par hundrede meter opdagede vi en bro, som gik over en motorvej. En uoplyst bro vel op mærket uden fortov og med tung trafik. Opgivende kiggede vi på hinanden… Der var jo ikke meget andet at gøre end at gå ned ad den nærliggende sidegade (faktisk vendte bagsiden af The Strip ud herimod), indtil vi kunne komme over motorvejen et sted.

Det viste sig så, at vi skulle mere end en kilometer tilbage, før det ville lykkedes os at krydse. I takt med at denne kilometer blev tilbagelagt, voksede vores forargelse mere og mere. For hvad bød bagsiden af The Strip på? Stripklubber og sexshops på stribe, ja der var faktisk ikke andet! Endda lå verdens største af sin slags lige der (hvis man da skal tro på deres egne reklameskilte), og foran en af de andre stod en meget letpåklædt kvinde og dansede på et roterende plateau; nøj, hvor må hun have frosset! 

Det var simpelthen et frygteligt syn! Og hvad der var mere frygteligt, var tanken om, at langt de fleste turister, som kommer til Las Vegas, ikke får denne side at se (selvfølgelig med mindre de aktivt opsøger den ;o) ). De forlader derfor byen i den fejlagtige tro, at Las Vegas er lutter imponerende kasinoer og glimmer og glamour. Men lige bagved lurer (ikke overraskende) en kæmpe sexindustri! 

(Den næste dag kunne vores tour guide på vej til Grand Canyon fortælle os, at der foruden stripklubberne også er prostitution for alle pengene; prostitution er dog forbudt i Las Vegas, så i stedet går det under navnet ”Escort”, hvormed det straks er lovligt, for det betyder jo bare noget i stil med at ”følge med”, og der er jo intet galt i, at en kvinde følger med en mand op på hans hotelværelse…).

Jeg tror, at vi ankom til hotelværelset omkring kl. 00.30, så vi smed nærmest bare vores habbengut og hoppede på hovedet i seng, for vi skulle tidligt op næste dag…

Road trip IV: Fra Los Angeles til Las Vegas

Lørdagens program var indrettet efter, at vi skulle med en bus til Las Vegas kl. 13. Idet vi ikke følte for at gå mere på opdagelse efter de ikke-eksisterende hyggelige kvarterer i LA, satte vi os i stedet for at presse to besøg på kaffebarer samt et besøg til en Whole Foods ind i programmet. (Sikke en tilfældighed, at det lyder som en dag lige efter mit hoved :o) ). 

Kim synes også, at vores besøg rundt på de californiske kaffebarer er ganske hyggelige og turen til Whole Foods skyldtes udelukkende, at vi skulle proviantere til busturen og for mit vedkommende også til Grand Canyon turen den efterfølgende dag, da jeg ikke ville risikere ikke at kunne få noget med i +15 timer.

Vi lagde ud med at besøge Whole Foods, idet de allerede åbnede kl. 7 (og med vores tætpakkede program inden kl. 13 var der ingen tid at spilde). Vi købte begge en sandwich og lidt pålæg til, hvis vi fandt noget brød. Vel ude af butikken og på vej til Huckleberry Café, kørte vi forbi en anden Whole Foods, hvorefter vi kiggede på hinanden. 

Det var jo dén, vi havde haft intention om at besøge; og det var den, vi troede, vi havde plottet ind på GPS’en. Det gik bare først op for os, da vi kørte forbi den (og dermed altså ikke, da vi gik ind i den anden, hvor vi gjorde vores indkøb), at det var den ”forkerte”, vi var gået ind i. Distræte? Næhhh…

Dernæst gik turen til Huckleberry Café, fordi vi der kunne få ordentligt brød til maden.  Jeg købte en bolle og et glas appelsinjuice, mens Kim forsøgte sig med to ”porched eggs” med grønt (det skulle vise sig, at det var to æg, der blev slået ud i kogende vand og derved kogt; det så nu lidt mærkeligt ud). 

Da han kom hen til bordet, opdagede jeg, at han også havde købt et halvt brød. Lidt forundret fik jeg sagt, at han da vist var en anelse sulten, hvortil jeg fik at vide, at brødet jo var til busturen. Suk, hvorfor havde jeg glemt alt om det brød? 

Jeg kastede et hurtigt blik bagud og opdagede, at køen nu var nået op på 20 personer. Nåh… Kims mad skulle jo gerne spises, mens den var varm, så jeg måtte krydse fingre for, at køen i hvert fald ikke voksede eksponentielt med tiden. Til sidst blev vi dog små nervøse for, om vi kunne nå det sidste kaffebar-besøg, så jeg blev smidt op i køen, mens Kim spiste færdig.

Vel videre til næste kaffestop: Intelligentsia Coffee i Venice Beach, der ligger lige syd for Santa Monico, hvor Huckleberry har adresse. Kim var propmæt (han var så også kommet til at spise det halve brød, som han havde købt; så jeg måtte også købe til ham, da jeg stod i kø i Huckleberry for anden gang), så han nøjedes med en espresso, mens jeg besluttede mig for at prøve noget nyt frem for den allerede godkendte mocha; en shaken iskaffe. Selvom den faldt i god jord, vinder mochaen nu klart (hvem kan sige nej til chokolade?). Espressoen var til gengæld himmelsk! De ka’ virkelig deres kram derinde :o)

Vi havde kun 40 min på Intelligentsia, så kortspil blev der ikke noget af. Det røde lyn skulle nemlig afleveres kl. 12 inde i Downtown, og den skulle først tankes op. Det tog os 10 min at finde en tankstation, og så var det selvfølgelig én af de dyreste. Men der var jo ikke så meget at gøre ved det, tanke og betale måtte vi. Selve afleveringen gik smertefrit. AVIS-damen åbnede ikke en gang Børges taske for at se, at han var i live?! Men de kan selvfølgelig nu nok sende en efterregning, hvis de senere finder ud af, at vi har mishandlet ham.

Inden jeg helt runder kapitlet om AVIS-bilen af, vil jeg lige fortælle om en oplevelse, vi havde. Aftenen forinden skulle vi jo køre hjem fra Tender Greens. Mørket havde for længst sænket sig over den pulserende storby, men på trods heraf og på trods af regn, der stod ned i (ikke lårfede, eller joh… Måske lårfede, hvis vi tager kvinderne på Rodeo Drive som målestok) stænger, fortsatte trafikken i sit hæsblæsende tempo. Ligeledes gjorde mentaliteten med at dytte hidsigt og vedvarende af alt og alle, som bare virkede det mindste i tvivl om højre/venstre, drejebane, antal frakørsler på motorvejen. I kan se det for jer, ikke?

Børge prøvede nogle gange at gøre Egon stolt og tænke foran; med det resultat at Sabrina blev tabt. I forvirring og lettere stress (til sidst får man altså virkelig træt af, at de mindste ubeslutsomheder bliver straffet af højlydte dyt) fik jeg drejet af ved en forkert frakørsel. 

Vi kørte op ad rampen og pludselig føltes det, som om vi befandt os på en anden planet. Forestil jer, at der er bælgmørkt, og kun lyset fra vinduerne de tætliggende, høje bygninger bryder igennem mørket. Forestil jer nu, at I kommer kørende (alene på vejen, for alle andre ved godt, at denne frakørsel ikke fører nogen fornuftige steder hen) oppe i 10 meters højde og derfor er i niveau med lyset fra nogle af disse vinduer. Det var vitterligt en surrealistisk oplevelse; og Børge blev tilgivet på stedet.

Nu tilbage til lørdagens begivenheder og busturen mod Las Vegas… Vi havde booket hos det billigste selskab trods himmelråbende anmeldelser. Men for kun $20 var det svært ikke at anlægge holdningen: ”Hvis bare vi kommer levende til Las Vegas, hvor træls kan en bustur så være?”.  

Da vi går hen mod kvarteret, hvor selskabet har adresse, finder vi os selv omgivet af mere og mere slum, mere og mere sære mennesker, underlige lugte, faldefærdige butikker og uhumske food trucks.

Pludselig har vi passeret det husnummer, hvor kontoret skulle ligge, og vi vender om. Da vi kommer hen til nummeret, er der intet skilt, der indikerer, at American Lions har adresse her. Ekspedienten i food trucken, der er placeret på gaden lige ud for os, fortæller, at selskabet har lukket dette kontor og åbnet op lige ved siden af. Kim bemærkede tørt, at det lugtede af fusk.

Vi går ind i et lokale, der bedst af alt kan betegnes som faldefærdigt og ”under renovering”:

På væggen hænger et skilt, hvor der står, at der hen over weekenden desværre ikke er wi-fi i bussen (mon der nogensinde har været det?). Vi er der i god tid, da afleveringen af bilen gik så smertefrit. 

Mens vi venter, kommer der det ene udskud efter det andet ind. Det lyder måske hårdt, men ikke desto mindre er det sandt. 

Blandt de medrejsende var to yngre mænd i hvide undertrøjer og en overvægtig kvinde med sin endnu mere overvægtige datter på omkring 10 år (hvad fan*** skal den stakkels datter dog lave i Las Vegas?). 

Derudover var der en kvinde, som hele tiden snakkede i telefon og rådede personen i den anden ende til at slå igen og vente på en bonus-check?! Hendes farverige sprog gik også ud over manden, der virkede uden nogen form for pli; han blev kaldt en idiot gentagne gange, mens han fik at vide, at hun da for helvede ikke gad sidde ved siden af ham i bussen. Da han var træt af at høre på hende, besluttede han sig for, at toilettet var for moderne en opfindelse for ham og gik derfor ud på gaden for at tisse. Jøsses! 

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg var ved at løbe skrigende bort! Og jeg blev mere og mere nervøs for, om vi nu også ville komme levende til Las Vegas. Heldigvis viste vores mexicanske buschauffør sig at være ganske fornuftig og efter at have holdt ind et utal af steder rundt om i LA for at samle endnu flere sørgelige typer op, kom vi endelig ud på motorvejen og af sted. 

Efter 6½ time stoppede bussen i Las Vegas; der var kun indlagt en enkelt tissepause undervejs, og da vi holdt ind, fik vi at vide, at vi havde præcis 10 minutter. Chaufføren havde ingen styr på, hvor mange der var med bussen, så var man ikke tilbage efter 10 minutter, var man blevet efterladt på en resteplads midt i Nevadas ørken. 

Selve opholdet i Las Vegas må I vente lidt med…

PS. I skrivende stund sidder jeg på Tartine og ser folk afhente deres Thanksgiving ordre. Jeg kan ikke forstå, at der kun er to uger til, at jeg får mulighed for at vise Cecilie ”min” by. Det bliver fantastisk :o)