Road trip VI: Grand Canyon

Så er jeg parat til at fortsætte min fortælling (hvis I overlever at læse den billedløse første halvdel af beretningen, lover jeg jer billeder i den sidste del).

I husker måske, at jeg sluttede beretning IV af med at sige, at jeg sad på Tartine. Kapitel V i road trippet blev også skrevet, mens jeg sad her. Nu har jeg så slået mig ned på Four Barrel med en mocha og er parat til at fortælle om søndagens store begivenhed. Men inden jeg gør det, vil jeg lige berette, at jeg er i San Francisco i dag, fordi jeg havde bestilt en frisørtid. 

Nu tænker I sikkert, hvorfor jeg tager helt herind for at blive klippet? Er der ikke frisører i Berkeley? Og joh, det er der, men ingen som tager online bestillinger – og idet jeg (stadig ikke) har smidt flere penge efter mit amerikanske nummer, duer telefonbestillinger ikke. Og jeg orkede ikke at vade ind til en vilkårlig frisør i højtiden (der er Thanksgiving herovre i morgen, I ved, den amerikanske højtid med kalkuner i massevis, samt tranebær, græskar og majsbrød (det er i hvert fald det indtryk jeg har fået af mine utallige timer i supermarkeder og bagerier i tiden op til)) og håbe på, at jeg kunne få en tid uden at skulle sidde og vente i flere timer.

Jeg fandt først én frisør herinde, som havde en tid onsdag. Den bookede jeg gladelig og modtog også bekræftelse over mail, men da jeg tilfældigvis (og heldigvis) nærlæste datoen, stod der onsdag d. 16. januar! Det var åbenbart første ledige onsdag i hendes kalender. Jøsses!

Jeg fandt heldigvis en anden salon, hvor man kunne vælge mellem fire forskellige frisører, da man bookede sin tid; hver havde ”sin egen pris” formentlig baseret på erfaring. Forskellen var $25 mellem den ”dårligste” og den ”bedste”. Jeg behøves vel ikke fortælle, hvad jeg valgte? Melissa til $65.

I morges gjorde jeg mig mange tanker om frisøraftalen… Kom der mon skat oven i beløbet? Og ville det koste ekstra, hvis de vaskede mit hår (altså hvis de bare automatisk gjorde det som en del af deres procedure)? Hvad med føntørring? I forvejen synes jeg, at $65 er ret voldsomt for en klipning, så jeg ville gøre alt for at minimere ekstraudgifterne. 

Nu hvor jeg sidder på Four Barrel med nyklippet hår, vil jeg sige, at de $65 var givet godt ud! Og jeg føler endda, at jeg fik en masse for pengene. Jeg blev nusset om i en hel time (57 min præcist) og fik både vasket (tror hun puttede fem forskellige produkter i?) og stylet (med endnu et par produkter) håret. Faktisk blev frisøren ved med at ændre på min frisure og klippe den til, indtil hun til sidst opgav kampen mod mine krøller og accepterede sit værk ;o) 

Hun foreslog mig også, at jeg kunne gå med head bang = pandebånd, for ”det var der mange, der gjorde”, og så kunne jeg bedre kontrollere volumen (og puffe håret lidt op over pandebåndet). Ja tak! Jeg smilede bare og sagde ”that’s a great idea”, mens jeg tænkte ”argh, jeg skal sandelig aldrig i livet gå med pandebånd!”.

 Hun spurgte også ind til, hvilke produkter jeg brugte, og hvordan jeg tørrede håret? Til det første fik jeg sagt ”nothing”, da jeg tænkte, at hun mente nogle fancy hårprodukter, men da hun så sagde ”so you just keep it natural”, blev jeg lidt nervøs for, om hun troede, at jeg tilhørte de mennesker, der tror, at håret naturligt kan holde sig selv rent og derfor aldrig putter sæbe i det (håret er sikkert i stand til dette, men jeg tror, at processen for at nå dertil er ret ildelugtende), så jeg fik tøvende sagt ”ehm… I use shampoo” :-D

Og til tørringsspørgsmålet kunne jeg jo ikke sige andet, end at det klarede solen og vinden for mig ;o) Hun syntes sikkert, at jeg var håbløs! Og det er nok i det lys, at hun forbarmede sig over mig og rystede det ene hjælpende stylingstip efter det andet ud af ærmet; alt imens hun prøvede at trylle mit hår om til en frisure, der ville tage sig bedst muligt ud med den naturlige behandling, som det nu engang nyder godt af i kraft af at sidde på mit hoved.

Nåh, men det var vist nok om frisøren; min pointe var blot, at jeg sidder på Four Barrel med en følelse af, at en klipning rent faktisk godt kan være $65 værd (og det fejrede jeg da også med at gå ind til Christopher Elbow Chocolates lige bagefter og spendere $11 på fem stykker chokolade. Se, det var også givet godt ud).

Og nu tilbage til Las Vegas. Søndag morgen ringede vækkeuret omkring kl. 4 (så kan I selv gætte jer til, hvor meget, eller rettere lidt, søvn vi fik), da vi begge skulle op og i bad inden vores guide ville hente os kl. 5.50 ved hotellet. 

Vi var blevet bedt om at vente ved hovedindgangen, og Kim var simpelthen så nervøs for, hvilken hovedindgang, der helt præcist mentes (både hotellet og kasinoet har en hovedindgang), så han ville gerne, at vi var der mindst 10 minutter før. Jeg ved ikke helt hvorfor, for guiden ville jo først være der kl. 5.50, og før det tidspunkt var det jo umuligt at blive klog på, om vi stod det rigtige sted. Men han følger altid med mig uden brok, så jeg nikkede bare forstående og satte vækkeuret derefter :o)

Da klokken nærmede sig 5.50, fes Kim nærmest i pendulfart frem og tilbage mellem kasinoets og hotellets hovedindgang  (overdrivelse fremmer forståelsen… eller det gør i hvert fald historien mere spændende; i realiteten drejede det sig vist kun om et par gange), da man kunne ikke se den ene fra den anden.   

Endelig blev vi samlet op af en minibus og til min glæde opdagede jeg, at vi var de første om bord, så vi havde frit valg blandt alle sæder. Vi satte os helt oppe foran. Vores guide, Luis, fortalte, at vi skulle samle yderligere 7 personer op, så vi ville blive en fuld bus. I realiteten var der plads til tre på hver række, men selskabet gør meget ud af at skabe de bedste rammer for en hyggelig tur, så de stuver ikke bare bussen fuld. 

Allerede nu kan I måske fornemme, at det ikke er et hvilket som helst selskab, vi havde booket en guidet tur til Grand Canyon hos. Dette punkt på road trippet nægtede vi at gå på kompromis med, da det simpelthen ville være dødens pølse at sidde stuvet sammen i en almindelig størrelse bus uden en egentlig guide til at underholde og efter fem timers kørsel blive losset af ved kanten af Grand Canyon, hvorefter vi så kunne gå rundt og passe os selv i et par timer, inden turen gik hjemad.  

Derfor havde vi booket hos det selskab, der er blevet kåret til det bedste selskab blandt dem, der arrangerer ture til nationalparken. De får dårlige anmeldelser, de havde fået, blev alle fulgt op af en beskrivelse fra selskabets side, hvor de forklarede kritikpunkterne fra deres synspunkt. Sådan noget skaber respekt og troværdighed i min bog.

Luis, guiden, var oprindeligt fra Chile (eller måske var det Argentina?), men havde boet i Las Vegas i fire år. Egentlig havde hans plan været at drage til Canada for at finde job, men på vej dertil havde han gjort ophold i Las Vegas for at se byen – og så var han ikke kommet videre (livet er nogle gange så finurligt). 

Efter vi var blevet samlet op, kørte vi rundt til nogle andre hoteller (alle beliggende på The Strip, hvilket altså er en lidt finere beliggenhed end vores) og samlede en kvinde samt tre par op. Hver gang der kom nye i bussen, råbte Luis ”say Hi to [navn]” og så sagde vi ellers i kor ”Hi [navn]”. 

Som danskere krummede Kim og jeg en anelse tæer, og selvom jeg var forberedt på, at det nok ville blive en social tur, var det alligevel næsten for meget. Når jeg siger næsten, skyldes det, at det faktisk var ret morsomt at opleve. Jeg havde da også håbet på en snaksaglig guide, da det ville gøre de fem timers tur frem og tilbage noget mindre kedsommelige. 

På turen til Grand Canyon underholdt Luis med historier om Las Vegas og landskabet, der gled forbi vores øjne efterhånden som den ene mile efter den anden blev tilbagelagt. Vi kom bl.a. forbi David Copperfields hus (Kims øjne lyste nærmest som julekugler (har i skrivende stund glemt, hvordan frasen rigtigt er), da det er en af verdens mest berømte illusionister) samt USA’s største trailerpark (et område, hvor folk bor i trailers og lever et yderst primitivt liv).

Det første stop var ved McDonalds, fordi der i tourprisen var inkluderet morgenmad her. Nervøst kiggede jeg på menuen og fandt det bedste af det værste, havregrød. Dog stod der ”maple flavored” (dvs. det havde ahornSMAG, men uden at indeholde ahornsirup. Det skriger langt væk af e-numre i hobetal). Heldigvis ville tilfældet, at alle i gruppen var langsomme om at bestemme sig, og da den første var klar til at afgive sin ordre, var der netop gået kuks i en anden ordre. 

Luis havde oplevet dette før og sagde, at det nogle gange kunne tage personalet 20 minutter at komme på fode igen, hvilket vi ikke havde tid til. Så nu gik turen til… Burger King! Hvad er det for steder at tage hen til morgenmad?! Ja, hvorfor har de overhovedet åbent kl. 7 om morgenen?

Da vi steg ud på parkeringspladsen ved Burger King, opdagede jeg, at der lå en Starbucks lige ved siden af. Jeg spurgte derfor Luis, om jeg måtte have lov til at gå derind i stedet. Straks fik jeg stukket hans kreditkort i hånden med en besked om, at jeg skulle huske kvitteringen.

Weee… Jeg hoppede næsten tværs over parkeringspladsen hen til Starbucks, og det var først, da jeg tog i dørhåndtaget, at jeg opdagede, at Kim og en irsk kvinde fra gruppen havde gjort mig selskab. Kvinden havde også bidt mærke i den ”maple flavored” havregrød på McDonalds og bandet langt væk. Fantastisk (se se, der er flere derude som mig) :-D

Veludstyret med en ristet bagel og en stor cafe latte på sojamælk gik turen videre med minibussen. Næste stop var Hoover Dam (en dæmning, hvortil der er brugt så mange kilo cement, at det ville være nok til at asfaltere en to-banet vej fra den ene kyst til den anden i USA):

Vi kørte også en lille afstikker hen på et stykke af den oprindelige Route 66. Her stoppede vi i en lille by (måske Seligman), hvor jeg gik ind i en lille souvenirbutik for at låne toilettet. Herinde (altså ikke på toilettet, men i butikken) sad ejeren og spillede kort med byens sherif :o)

 Endelig nåede vi frem til den sydlige del af Grand Canyon, hvor vi skulle gå en rute af ca. 3 timers varighed helt ude langs kanten. Det var en enestående oplevelse at stå på kanten og bare kigge ud over landskabet. Men samtidig var det lidt svært at suge indtrykkene helt til sig, da det næsten virkede for stort (eller storslået). 

Jeg ved ikke, om det giver mening, og jeg kan heller ikke helt finde ord herfor, men det sank bare ligesom ikke helt ind. Så det var ikke sådan, at jeg bagefter sad med en wow-følelse. Lidt underligt og måske også lidt fesent… 

Man skal nok opholde sig her nogle dage (der er en sti, som fører ned i dalen, men det er en dagsvandring at komme ned og op igen), før man egentlig kan forstå Grand Canyon.

Frokosten medbragte Luis, og den blev indtaget siddende på nogle ret kolde sten lige ved kanten. Til min overraskelse fik jeg en vegansk sandwich, hvorpå der eksplicit stod ”no eggs”. Forundret kiggede jeg på Kim, da han havde fortalt mig, at han kun havde haft mulighed for at bestille vegetarisk. Han smilede og berettede, at han ikke havde kunnet huske (han er også ved at blive gammel), hvorvidt han kunne specificere ”vegansk”, da han bookede turen, så for at være på den sikre side havde han blot fortalt mig, at han havde bestilt vegetarisk. 

Inden i sandwichen var der en sennepsdressing og de friskeste grønsager:

Det var måske nok turens højdepunkt at indtage frokosten siddende småfrysende ved kanten af Grand Canyon på nogle afkølede sten og med en svag, kold vind blæsende ind i hovedet. 

Herefter gik vi videre til en række udsigtsposter og Luis var hver gang behjælpelig med at agere kameramand og vise tricks til, hvordan man kunne udnytte omgivelserne til at tage de sjoveste billeder. Luis:

 Og mig, der prøver at efterligne et af hans trick:

Argh, der er lang vej endnu for de ben (tungen lige i munden var åbenbart ikke nok):

Efter fem forsøg var den der (dog skal der stadig arbejdes på en mere fotogen grimasse, men på det tidspunkt tror jeg ikke, at Luis orkede at instruere en sæk kartofler længere; og desuden skulle andre jo også ha' lov):

På intet tidspunkt var der ret mange andre mennesker end vores lille gruppe (og sådan var det ifølge Luis næsten altid, fordi langt de fleste turister bare blev droppet af på parkeringspladsen og fik at vide, at de ikke måtte gå for langt væk. SÅ godt, at vi valgte at ofre lidt mere på turen). 

(Det er kulden, og altså ikke solen, der har givet mig den rødmossede kulør.)

Efter ca. 3 timer tog vi shuttlebussen tilbage til parkeringspladsen, og så gik det ellers direkte hjem til Las Vegas. 

På vej hjem i bussen sov jeg det meste af tiden (jeg er selv lidt stolt over, at jeg på road trippet har formået at sove både i bussen til Las Vegas, i denne minibus og senere sov jeg også i flyet til San Francisco. Egentlig ret heldigt, at jeg, som eneste chauffør, ikke faldt i søvn i det røde lyn ;o) ).

På hotellet var vi nødt til at finde en restaurant, hvor vi kunne få lidt aftensmad og tilfældet ville, at vi fandt et sted, hvor vi kunne få havregrød (jaaah, kom ikke her og sig, at vi ikke lever det vilde liv):

Den næste morgen skulle vi med flyet kl. 6.15 fra lufthavnen (doh Sabrina, hvorfra ellers?). Luftfartsselskabet anbefalede, at man mødte op 90 min før, så vi skulle allerede med en taxa kl. 4.15. Det betød endnu en nat med minimal søvn (nøj, for et søvnunderskud vi fik samlet sammen i løbet af turen). 

Selve turen til San Francisco forløb gnidningsfrit (jeg fik endda lov til at tage min solcreme med om bord, til trods for at det er en beholder på langt over 100mL… Og jeg som troede, at amerikanerne gik amok over flysikkerhed). 

Fra lufthavnen i San Francisco tog vi BART’en hjem til Berkeley; med et lille mellemstop hos Tartine, da turen jo skulle sluttes af med maner. Dette satte punktum for et helt fantastisk road trip, hvor vi havde tid til bare at slappe af og tage tingene, som de kom. 

Alt forløb planmæssigt (hey, vi overlevede busturen til Las Vegas), og vi hyggede os bare non-stop igennem hver eneste dag. Det er nu altid skønt at rejse sammen med nogen, der har samme idé som mig om, hvad hygge er (*host* kaffebarer og gåture *host*).