Alt muligt ubrugeligt

Advarsel: Denne post indeholder en masse ubrugelige oplysninger om min hverdag på den anden side af jorden, så I er velkomne til bare at ryste på hovedet og surfe videre rundt på nettet.

Først kommer lige et billede af en frossen færdigret (sig ikke, at jeg ikke advarede jer!), som jeg købte i Whole Foods. De har faktisk ret mange færdigretter, der lyder virkelig lækre, og eftersom jeg i lang tid har haft lyst til ravioli, var dette et oplagt valg, da jeg fandt en æske ravioli fyldt med tofu og spinat i en tomatsovs. Producenten er endda en ret berømt (i vegetar-samfundet) restaurant ’Candle Café’ i New York. Vel hjemme blev ovnen tænkt, og bakken røg i i 30 min som foreskrevet. Efter de 30 min tager jeg den ud og fjerner filmen øverst, hvorefter jeg kigger måbende ned på det, der skulle være min aftensmad:

Som I kan se, kan man (på en god dag) tælle ca. 15 ravioli, og tomatsovsen er der ikke ligefrem i overflod, vel? Jovist, det smagte udmærket (selvom fyldet nærmest var ikke-eksisterende, så det mest af alt var pasta og lidt tomatsovs), men allerede efter én time måtte jeg ned i køkkenet og forsyne mig med en nødration bestående af de klassiske havregryn (jeg har faktisk fundet nogle herovre, der hedder ’tykke havregryn’, som netop har samme velkendte bid, som dem Aurion sælger i Danmark). Og her gik jeg og troede, at amerikanere gjorde i kæmpe portioner… Jeg får godt nok skudt mine fordomme ned ;-)

Derudover kan jeg ikke dy mig for lige at vise nogle indkøb fra Whole Foods (hmm… af en eller anden grund kommer jeg altid hjem med en overvægt af søde sager, men bemærk dog hummus’en ude til venstre, som dog er med søde kartofler ;-) ). I æsken i midten er der en rå hindbær-cheesecake:

Og så lige et billede af min egen cykel med den indviklede låseteknik:

Hvis I ryster på hovedet og tænker, at jeg godt nok er paranoid og ikke har for megen tiltro til de dersens amerikanere, så er her et godt argument for, at jeg gør det. Det skal nemlig forhindre, at min cykel ender som denne:

(Og det er langt fra første gang, jeg ser det herovre. Jeg har endda set folk, som kun har U-låsen og ikke den ekstra kæde, tage det ene hjul af deres cykel for at kunne låse det fast sammen med det andet hjul). Der findes dog også cykler, som ikke mangler komponenter, men derimod er udstyret med avanceret ekstraudstyr:

Nårh jo, hæng lige på lidt endnu… Jeg vil også lige vise jer mit kontor på det matematiske institut:

Eftersigende er vi fire inde på kontoret (og det er mindre end det, jeg deler med Anita på Aalborg Universitet). Jeg har dog indtil videre kun mødt én gut, som er på besøg fra Columbia. Jeg forstår godt, hvis de to andre ikke bruger det – jeg har heller ikke selv været der andet end fem minutter, så blev jeg så deprimeret, at jeg var nødt til at smutte hjem ;-) Møblerne er på ingen måde ergonomiske og generelt er der meget beskidt.Dog er udsigten fra kontoret ikke til at kimse af:

Da sekretæren låste op til Kims kontor for at vise ham det, blev hun faktisk målløs over, hvor ulækkert der var, så hun sagde, at hun nok skulle få én til at gøre det rent. I vindueskarmen på mit kontor er der en 1cm bred revne, som også er 1cm dyb, hvilket nærmest fungerer som en kirkegård for døde mariehøner, der har ligget der så længe, at de er blevet helt gennemsigtige. Det kan jeg simpelthen ikke arbejde med, så jeg cykler til universitetet til mine timer, og ellers arbejder hjemmefra. Selvom vi bor syv unge mennesker i huset, er der overraskende stille på alle tider af døgnet, så det er ingen problem at arbejde der.

Generelt er matematikbygningen bare én stor cementblok. Den har dog fået en ordentlig overhaling udvendigt, så den fremstår præsentabel, men inden i er straks en anden sag:

Der har været snak om, at den skal rives ned, fordi den er blandt de bygninger på campus, for hvilke det er blevet vurderet, at de ikke vil klare sig særlig godt i tilfælde af et stort jordskælv (så det er vist alligevel meget godt, at jeg ikke kan lide mit kontor på 8. etage).

Varetegnet for campus er dette høje tårn, Sather Tower:

Og lige et par billeder mere fra campus, som generelt er rigtig pæn:

Huset i billeder

Jeg har ganske vist postet billeder af mit værelse, men I mangler stadig at se huset, så her kommer en lille virtuel rundvisning.

Vi starter med verandaen samt trappen op til 1. sal, hvor mit værelse ligger:

  

Badeværelset og ½-badeværelset ovenpå:

 

 

Døren ind til mit værelse:

 Og så lige et par billeder fra køkkenet (bemærk, hvordan folk nøje udtænker, hvordan de kan stable opvasken så højt som muligt frem for at bruge denne tænketid på at fjerne de tørre sager):

 

Samt af mine hylder i køkkenet (jeg har naturligvis allerede indviet et par hylder på mit værelse til mad også. Længst til højre på øverste hylde kan I se et bambus-skærebræt, som jeg har investeret i, da det er rart at have sit eget for at sikre en vis hygiejne) :

 

San Francisco & kaffeshops (semi-liveblogging)

Hej igen, nu har jeg slået mig ned på kaffeshoppen Four Barrel tæt på Market Street og fået en cappuccino på sojamælk:

 Mens jeg sidder og nyder den, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne fortsætte med at blogge. Så dette er vel næsten en slags live-blogging fra San Francisco ;-)

Cappuccinoen er fantastisk – jeg beder altid om at se, hvilken sojamælk de bruger, inden jeg bestiller (for jeg foretrækker, at den er sødet, men ikke for sød). Og denne er helt perfekt med ca. 3g sukker fra 100mL. Tror sojamælken hed Pacific Soy Blend (i en grøn/hvid karton); denne note er til mig selv, så I skal ikke undrer jer for meget over relevansen (eller mangel på samme) af sætningen.

På Four Barrel har de faktisk donuts, der lyder lækre, som f.eks. saltet karamel eller pistacie. Derudover har de nogle lækre scones med banan/chokolade og diverse andre ting. Jeg er dog fyldt op på sukker fra brød puddingen, som jeg fik på Tartine Bakery.

Nu til, hvad jeg har lavet, fra jeg forlod Tartine Bakery: Jeg kom forbi nogle murals (vægmalerier i gaderne).

Og efter at knipset et par billeder af dem gik jeg hen i den helsekost, hvor Kim og jeg købte frokost sidst, Bi-Rite Market. Her købte jeg det lækreste brød bagt i en ovn fyret med brænde (har vi et smart ord for det? Jeg tænkte lidt på ’brændeovnsfyret’?) med valnødder og surdej. Derudover købte jeg en bagel fra San Francisco House of Bagels (det skal jo prøves for at se, om der er noget specielt ved amerikanske bagels). Amerikanerne skulle jo eftersigende kunne finde ud af at lave ’de rigtige bagels’, og ikke bare de der kogte dejklumper, som sælges hjemme i Danmark. Ud fra ingredienserne virker det til, at tricket er noget, som hedder High Gluten Flour (mel med højt glutenindhold), hvilket er med til at give dem den seje konsistens.

Derudover så jeg på nogle karameller med mandler og ahornsirup fra Sweet Caramel Revolution. De kostede dog $12 for 6 styks (96g helt præcist), hvilket jeg fandt i overkanten. Oppe ved kassen blev de solgt i løsvægt for $2 pr. karamel. Men når jeg har drukket kaffen ud, skal jeg i en stor helsekost, Rainbow Grocery, og her skulle de (ifølge min research) også sælge karamellerne (og forhåbentligt billigere – ellers må jeg jo tilbage til Bi-Rite. Nu kan I måske bedre forstå, hvordan jeg kan få en hel dag til at gå med helsekostbutikker og kaffeshops?). 

PS. Jeg bør nok hellere beklage de mange parenteser, som filtrerer teksten – I kan betragte det som en miljøskade efter mange år i matematikkens verden kombineret med, at der er så mange små (og ikke mindst irrelevante) ting, jeg gerne lige vil tilføje.

Efter Bi-Rite vandrede jeg i Thorough Bread, hvor jeg købte, hvad der eftersigende skulle være et traditionelt San Francisco sourdough bread/surdejsbrød. San Francisco er kendt for sit surdejsbrød; og det er altså ikke kun en lokal kendthed, men den strækker sig helt til Danmark (i hvert fald til min adresse). Brødet er fuldstændig hvidt, men det har en skøn skorpe og en tilpas ’skarp’/sur smag, for ja, hver gang jeg køber et brød, bliver der med det samme brækket en humpel af, som jeg gnasker højlydt og analyserer nøje, mens det ene skridt tager det andet på vej hen af de overraskende rene fortov.

I butikken blev jeg fristet af et par andre ting, så i posen røg også en ginger-molasses cookie og fire små croquettes, hvilket er vandbakkelser drysset med perlesukker. Mmm… Der er nu intet, som en bette luftig vandbakkelse, der kun er sødet af et moderat drys sukker på toppen. Den smelter næsten på tungen (og leder mine tanker tilbage på alle de gange, hvor jeg med stort velbehag har gnasket den ene efter den anden af min mormors sukkerdryssede boller).

Grundet mine mange indkøb var det på tide at organisere varerne, så brødene blev sirligt pakket i de medbragte plastikposer og arrangeret i tasken. Jeg havde allerede glemt alt om hasselnødsbiscottien fra Tartine Bakery, som jeg havde pakket ind i en serviet og puttet i tasken. Undrende tog jeg den brune pakke op af tasken og nåede at tænke ’Årh nej, hvad har jeg nu glemt i tasken? Det er i hvert fald blevet helt hårdt’ (jeg knækkede det over i et forsøg på at finde ud af, hvad det var, for jeg turde ikke åbne servietten i tilfælde af, at indholdet var helt muggent). DOH! Men den knækkede biscotti røg i min plastikbeholder, så den forhåbentligt ikke ender som 1000 mini-biscottier. 

Da jeg efter Thorough Bread vandrede ned mod Four Barrel, slog det mig: Hvordan pokker skal jeg få plads til alt det brød derhjemme?! For planen er jo at gå tilbage til Tartine Bakery og købe et stort brød – og jeg har i forvejen indkøbt to brød. Hjemme i huset har vi hver lidt fryserplads, men min plads er allerede fyldt (af… jah, brød!). Og der er også Farmers Market på lørdag, hvor jeg havde tænkt mig at købe brød… I kan godt se, at livet herovre er fyldt med store, vigtige problemstillinger?

For resten lige en lille historie fra det Farmers Market i downtown, som jeg var til i lørdags. Der er tre ugentlige Farmers Markets i Berkeley, hhv. tirsdag, torsdag og lørdag. De afholdes forskellige steder, og det varierer fra placering til placering hvilke producenter, der er med. Men i lørdags var der en brødproducent med, som også var på det marked, jeg var til sidste torsdag oppe i den nordlige del af Berkeley. Da han ser mig om lørdagen, udbryder han straks: ”Ohh, it’s you again…”, da jeg stiller mig foran hans bod. 

Er det et godt eller et skidt tegn, når han kun har set mig én gang tidligere? Og der kommer ret mange mennesker forbi de markeder i løbet af en dag… Forklaringen ligger nok i, at jeg på torsdags-markedet havde passeret hans bod tre gange, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle have. Til sidst stillede jeg mig foran den for at tage den endelige beslutning, og efter 10 minutter var jeg klar til at afgive min ordre: en sesambagel og et brød med rugmel.

Så er kaffen ved at være drukket, og jeg må videre i teksten: Rainbow Grocery, here I come :)

Nu har jeg slået mig ned på Mavelous tæt på Market Street, hvor jeg nyder en kop Kyoto Iced Brew, hvilket er koldbrygget kaffe. Arrangementet, der brygger kaffen, ligner noget, man kunne finde på at bruge i et kemilokale, men kort fortalt går det ud på, at kaffen drypper meget langsomt ned over kaffen, således det i alt tager 24 timer, inden vandet er løbet igennem kaffen. Den smager himmelsk, lidt som kaffe-saftevand uden nogen form for bitter eftersmag. 

Jeg kunne godt vænne mig til kaffepriserne herovre; den bedste V60 brygget individuelt og på selvvalgte bønner koster typisk $3.5, men denne koldbryggede kaffe, der vel op mærket er 24 timer undervejs, koster $4 for et glas, der er på størrelse med en stor cafe latte i Danmark. Mavelous er i sig selv ikke så hyggelig og menukortet meget sparsomt, så jeg kommer nok ikke tilbage. Four Barrel ligger indtil videre på førstepladsen på min kaffebars-rangliste. Men jeg har høje forhåbninger til Sightglass, som formentlig skal aflægges et besøg næste gang, jeg kommer til storbyen.

Siden jeg forlod Four Barrel, har jeg spist på Gracias Madre; en vegansk, mexikansk, økologisk restaurant. Jeg fik ’sweet potato med karamelliserede løg’-enchiladaes (majspandekager) generøst overhældt med græskarcreme og pyntet med cashewcreme. Eftersom det var en forret på menukortet, valgte jeg krydrede, sorte bønner som ekstra tilbehør. Mums! Vandet var gratis, så jeg kom i alt af med ca. $12 for et lækkert, økologisk måltid på en restaurant :-D

 Dernæst var jeg i Rainbow Grocery. Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan supermarkederne er herovre. Der er alt, hvad hjertet kan begære i løsvægt. Lige fra adskillige slags friske ravioli, 20 slags tørret pasta, 3 slags havregryn, 30 slags müsli, sukker i alverdens afskygninger (dadel, kokos, ahorn bare for at nævne nogle stykker) og krydderier (som endda også inkluderer tørret lavendelblomster). Sidstnævnte nævner jeg, fordi jeg har smagt en is herovre, der var med honning og lavendel. Fantastisk lækker kombination (så i kurven i Rainbow Grocery røg naturligvis en kæmpe kiks med lavendel). Derudover indkøbte jeg ristet cashewnøddesmør, hempsmør med kakao, to slags mælk, rå macadamiasmør og en lille portionstærte med kikærter og tomater. Man skulle næsten tro, at jeg havde et væddemål med mig selv om, at jeg ville smage mig igennem alle de forskellige nøddesmør-typer, der findes herovre. Det kunne også være lækkert, men taget udvalget i betragtning er det nok desværre ikke realistisk. 

Inde i Rainbow Grocery var jeg meget tæt på at købe en salt-pretzel, men jeg fik dog behersket mig. Tasken vejer efterhånden også godt til – især fordi jeg jo også slæber rundt på computeren. For lige at følge op på min jagt på de billigste karameller, så tabte Rainbow desværre, da de slet ikke fører dem længere. Så jeg må vist tilbage til Bi-Rite for at indkøbe mig en enkelt. Men først går turen til Tartine, hvor jeg forhåbentligt får fingre i et af de verdensberømte brød!

Weee!!! Jeg fik et KÆMPE brød fra Tartine Bakery (da det var ved at være min tur i køen, bankede mit hjerte faktisk ret hurtigt. Jeg ville så, så gerne have et af de berømte brød :$). Jeg valgte hvedebrød uden nødder, frø eller lign. for at få den helt rene smag:

(Mens jeg tog billedet, kom der en mand forbi og sagde: "That IS worth taking a picture of", hvorefter han selv svingede ind i bageriet).

Som jeg havde forudset, røg der også en kage i tasken (jaja, det var vist kun meningen, hvis jeg ikke havde fået et brød, men jeg blev så fristet). Og selvfølgelig skulle jeg i min naivitet netop vælge en Banana Cream Tart, dvs. jeg skulle holde den fuldstændig lodret hele vejen hjem (dvs. 15 min gang til toget, 35 min togtur inkl. skift og til sidst 20 min gang hjem til mig). Men det lykkedes stort set, se selv (man har vel efterhånden erfaring i at passe på kager):

Og så lige en meget glad, stolt (og udmattet) mig:

San Francisco: Ferry Building og Coit Tower

Det er vist på tide, at jeg skriver det lovede indlæg om turen til San Francisco – og ved I hvad? Det kunne faktisk ikke være bedre timet, for i skrivende stund sidder jeg på Tartine Bakery i San Francisco (jeg havde såmænd besluttet mig for, at jeg fortjente en fridag ;-) ). For dem, der ikke ved det, så er Tartine Bakery VERDENSBERØMT for sit brød, hvilket da også betød, at da de åbnede, stod vi 16 mennesker i kø udenfor:

Jeg var allerede nummer tre i køen, og selvom jeg lukkede en dame foran mig, så virkede det hele så stresset, at jeg jo ikke kunne blive ved med at lukke folk ind foran mig. Det skabte jo total kaos – man kunne ligefrem fornemme, hvordan folk tænkte: ”Hvad sker der? Hun er kommet tidligt for at stå i kø, og så lukker hun folk foran sig?!”. Så Sabrina måtte tage en beslutning hurtigt… Yikes! 

Heldigvis kom der i samme øjeblik en bradepande dampende varm bread pudding med brombær og ferskner ud fra køkkenet, og så var valget taget: En lille kop bread pudding og en lille kop sort kaffe. 

(Den skarpe iagttager vil opdage, at jeg har spildt kaffe på underkoppen, og at koppen til trods herfor stadig er meget fyldt. Men hvis jeg siger, at man fik koppen udleveret og selv skulle fylde i den, forklarer det så sagen? Maksimum udbytte :-D )
Jeg spurgte den stressede kassedame (det var åbenbart ikke til at håndtere, at jeg supplerede min ordre med en hasselnødsbiscotti i sidste øjeblik ^o) ), om det var muligt at forudbestille et brød; de kommer nemlig først ud af ovnen kl. 17:00, hvilket betyder, at man nok skal komme kl. 16:30 for at stå i kø, hvis man vil sikre sig et – for at øge fjolled-hederne/det hypede/eksklusive bager de nemlig kun 200 brød om dagen. Hvor herre bevares! Svaret var, at det skulle man gøre 3 dage i forvejen (jøsses altså). 

Så nu må jeg stå i kø senere og håbe på, at jeg får et brød med hjem (som jeg glædeligt står i kø >30 min for at smage OG betaler mere end $8 for). Som backup har jeg medbragt en plastikbeholder (som man opbevarer mad i), så kan jeg altid købe en kage og tage med hjem (og kender jeg mig selv ret, ryger der sikkert en kage med hjem, uanset om jeg får brød eller ej ;-) ).

Nåh, men det var jo ikke denne tur til byen, hvor man går rundt med blomster i håret, som jeg skulle berette om. Så vi skifter lige tilbage til den tur, Kim og jeg tog sammen (jeg har sparet Kim i dag, da den står på helsekostbutikker i stor stil – til gengæld sparede han mig en dag, hvor den stod på musikbutikker).

Efter jeg havde fået købt cyklen, fejrede vi købet med to kopper V60, Cipres, på Ritual Coffee Roasters. Det er en aflang kaffebar (lidt som Behag din Smag), men i den bagerste del spillede så høj musik, at det var svært at føre en samtale. Hvorfor, spørger jeg bare? Heldigvis var der et bord i den forreste, som var ved at bryde op, så der bænkede vi os. Generelt savner jeg, at man kan få en bolle til kaffen herovre, men det ønske har jeg stadig til gode at få indfriet. Ofte kan man vælge mellem lidt kage, cookies eller små donuts. Kaffen var ganske fin, om end stedet ikke var særlig hyggeligt. Vi fik dog brugt pausen på at lægge en strategi for den første del af turen.

Fyldt op med sort kaffe, gik vi hen til et marked, som jeg havde noteret på kortet. Det viste sig, at det bare var en butik (hvilket meget forvirrende også betegnes som et ’market’ herovre). Vi købte dog lidt frokost (Kim var mere fornuftig end jeg og valgte en sandwich, mens jeg købte to tyske pretzels med hhv. solsikkekerner og græskarkerner. Kan man nogensinde få for mange pretzels?). Med de brune papirsposer i hånden gik turen over til Dolores Park, hvor vi slog os ned for at nyde indkøbene. Det er en fantastisk hyggelig park, hvor der var tennisbaner, palmer, dejlig udsigt, underholdende folk og masser af plads:

Herefter gik turen ad Market Street (den store boulevard, der går tværs ned gennem San Francisco). Selve gaden er ikke ret hyggelig, men den er god til at få ikke-stedskendte distræte matematikere fra A til B, så vi gik op ad den hele vejen til SFMOMA (San Francisco Museum of Modern Art).

Jeg havde læst, at bygningen skulle være flot og bevares, den var da pæn nok:

Vi så billetpriserne og fandt ud af, at studerende ved Cal får $7 rabat. Jeg havde dog ikke tænkt på at pakke studiekortet (light-pakning?), så vi besluttede at vente med at opleve det indefra. Dog var kaffen efterhånden løbet igennem systemet, og et toilet var derfor tiltrængt. Vi gik igennem caféen tilkoblet museet og kom ind i hallen (dvs. det rum, man kommer ind i, NÅR man har betalt). Forvirret kiggede vi på hinanden og tog nogle forsigtige skridt på vej hen mod trappen, der førte videre op til udstillingerne. Pludselig beder en siddende dame dog om at se vores billetter, hvortil jeg hurtigt svarer, at vi bare ledte efter et toilet. ”Øv, gik den, så gik den” :)

Ude af museet begiver vi os mod the Ferry Building (færgebygningen), hvor der afholdes marked (altså et rigtigt marked). Efter at have snuset rundt og set alle boder (de har faktisk en bod KUN med Scharffenberg chokolade = der skal jeg tilbage og shoppe), snuppede vi hver en juice (jeg fik med rødbede, gulerødder og selleri) og gik ud til terrassen på bagsiden, hvorfra vi havde fantastisk udsigt til Bay Bridge og øen, som den går over fra the Bay Area, som Berkeley er en del af, til San Francisco).

 Dernæst gik vi op mod Coit Tower, som Kim havde læst om. Der skulle være en rigtig flot udsigt deroppefra (og selvom jeg efterhånden har løbet i en del bjerge øst for Berkeley, er det som om, at man aldrig bliver træt af udsigten herovre – om det er fra den ene side til den anden eller omvendt). Gåturen derhen var faktisk en anelse hård. Nogle steder, kan man stå i et kryds, og ser man den ene vej, er vejen helt flad, men ser man den anden vej, går vejen meget stejl nedad til den ene side og meget stejl opad til den anden. Og for at øge udsigten fra Coit Tower eller pine turister, der har vadet dagen lang (det er helt sikker t grunden), ligger tårnet placeret på en bakke:

Vi får bakseret vores korpusser derop og betalt for at komme helt op i tårnet. Efter en længere kø, kommer vi derop med en lille elevator, som den kinesiske dame, der varetager ’forlystelsen’, har travlt med at presse 10 mennesker ind i (uanset højde og drøjde). Det viser sig, at der er plastikglas for alle de åbne huller oppe i tårnet, hvilket først virker virkelig dumt, fordi det gør det svært at tage billeder, men efter at have været deroppe lidt tid og frosset pga. vind, finder vi ud af, at det nok netop er, fordi der ville være frygteligt træk hele tiden ellers. 

 Vel nede igen, er klokken begyndt at blive mange, hvilket min mave gør tydeligt opmærksom på, så vi slår os ned ved vegetarrestauranten Plant nær the Ferry Building. Nøj, en god linse'bøf' med surdejsbrød :) 

Efter at have spist, er solen så småt på vej ned, hvorfor det begynder at blive småkoldt (i denne del af Californien er der slet ikke så varmt, som man skulle tro. Eller dvs. når solen skinner, er der meget varmt, men så snart den er væk, begynder tågen (ved ikke om det er sandt, men det lyder meget hyggeligt, ikke? Og der er i hvert fald tåge om morgenen) og kulden at komme snigende). 

I toget hjem begynder en ung fyr at snakke til os. Vi svarer høfligt på hans spørgsmål, selvom det er klart, at han er høj på noget. Da vi stiger af toget for at skifte til et andet, tager vi en rulletrappe ned til næste perron og snakker på rulletrappe-turen om, at han helt sikkert var høj. Med et hører vi en stemme, og da vi drejer hovedet, står vores ven to trin bag os og fortsætter samtalen fra toget!

Da vi kommer til Berkeley, er der blevet helt mørkt. Heldigvis er Kim så sød at følge mig hjem, selvom det er en gåtur på 20 minutter i stik modsat retning af, hvor han bor. Det var meget værdsat, da vi halvvejs på turen ser tre fyre komme imod os. Da de er 10 meter fra os, løfter den ene af dem hænderne op over hovedet og siger til os ”I’m a zoombie… and I bleed to death” (igen var det tydeligt på hans øjne, at han var høj/strung out som man siger herovre). Havde Kim ikke været der, havde jeg taget benene på nakken – det er sikkert og vist. Men nu trak vi bare cyklen ud på vejen og gik ubemærket forbi dem. Det virker til at være tricket herovre: Ignorer dem, så mister de interessen.

Så selvom den første tur til San Francisco nær endte med, at jeg havde fået hjertestop, så var det en fantastisk tur (og især området the Mission virker spændende, så det er planen at udforske nærmere lige NU. Min bread pudding er nemlig ubemærket forsvundet, og kaffen er drukket.  Tilbage ligger hasselnødsbiscottien, som voldte så mange problemer, men den ryger bare i en plastikpose og med hjem til Berkeley ;-) Gør amerikanere måske ikke meget i doggy bags?).