San Francisco & kaffeshops (semi-liveblogging)

Hej igen, nu har jeg slået mig ned på kaffeshoppen Four Barrel tæt på Market Street og fået en cappuccino på sojamælk:

 Mens jeg sidder og nyder den, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne fortsætte med at blogge. Så dette er vel næsten en slags live-blogging fra San Francisco ;-)

Cappuccinoen er fantastisk – jeg beder altid om at se, hvilken sojamælk de bruger, inden jeg bestiller (for jeg foretrækker, at den er sødet, men ikke for sød). Og denne er helt perfekt med ca. 3g sukker fra 100mL. Tror sojamælken hed Pacific Soy Blend (i en grøn/hvid karton); denne note er til mig selv, så I skal ikke undrer jer for meget over relevansen (eller mangel på samme) af sætningen.

På Four Barrel har de faktisk donuts, der lyder lækre, som f.eks. saltet karamel eller pistacie. Derudover har de nogle lækre scones med banan/chokolade og diverse andre ting. Jeg er dog fyldt op på sukker fra brød puddingen, som jeg fik på Tartine Bakery.

Nu til, hvad jeg har lavet, fra jeg forlod Tartine Bakery: Jeg kom forbi nogle murals (vægmalerier i gaderne).

Og efter at knipset et par billeder af dem gik jeg hen i den helsekost, hvor Kim og jeg købte frokost sidst, Bi-Rite Market. Her købte jeg det lækreste brød bagt i en ovn fyret med brænde (har vi et smart ord for det? Jeg tænkte lidt på ’brændeovnsfyret’?) med valnødder og surdej. Derudover købte jeg en bagel fra San Francisco House of Bagels (det skal jo prøves for at se, om der er noget specielt ved amerikanske bagels). Amerikanerne skulle jo eftersigende kunne finde ud af at lave ’de rigtige bagels’, og ikke bare de der kogte dejklumper, som sælges hjemme i Danmark. Ud fra ingredienserne virker det til, at tricket er noget, som hedder High Gluten Flour (mel med højt glutenindhold), hvilket er med til at give dem den seje konsistens.

Derudover så jeg på nogle karameller med mandler og ahornsirup fra Sweet Caramel Revolution. De kostede dog $12 for 6 styks (96g helt præcist), hvilket jeg fandt i overkanten. Oppe ved kassen blev de solgt i løsvægt for $2 pr. karamel. Men når jeg har drukket kaffen ud, skal jeg i en stor helsekost, Rainbow Grocery, og her skulle de (ifølge min research) også sælge karamellerne (og forhåbentligt billigere – ellers må jeg jo tilbage til Bi-Rite. Nu kan I måske bedre forstå, hvordan jeg kan få en hel dag til at gå med helsekostbutikker og kaffeshops?). 

PS. Jeg bør nok hellere beklage de mange parenteser, som filtrerer teksten – I kan betragte det som en miljøskade efter mange år i matematikkens verden kombineret med, at der er så mange små (og ikke mindst irrelevante) ting, jeg gerne lige vil tilføje.

Efter Bi-Rite vandrede jeg i Thorough Bread, hvor jeg købte, hvad der eftersigende skulle være et traditionelt San Francisco sourdough bread/surdejsbrød. San Francisco er kendt for sit surdejsbrød; og det er altså ikke kun en lokal kendthed, men den strækker sig helt til Danmark (i hvert fald til min adresse). Brødet er fuldstændig hvidt, men det har en skøn skorpe og en tilpas ’skarp’/sur smag, for ja, hver gang jeg køber et brød, bliver der med det samme brækket en humpel af, som jeg gnasker højlydt og analyserer nøje, mens det ene skridt tager det andet på vej hen af de overraskende rene fortov.

I butikken blev jeg fristet af et par andre ting, så i posen røg også en ginger-molasses cookie og fire små croquettes, hvilket er vandbakkelser drysset med perlesukker. Mmm… Der er nu intet, som en bette luftig vandbakkelse, der kun er sødet af et moderat drys sukker på toppen. Den smelter næsten på tungen (og leder mine tanker tilbage på alle de gange, hvor jeg med stort velbehag har gnasket den ene efter den anden af min mormors sukkerdryssede boller).

Grundet mine mange indkøb var det på tide at organisere varerne, så brødene blev sirligt pakket i de medbragte plastikposer og arrangeret i tasken. Jeg havde allerede glemt alt om hasselnødsbiscottien fra Tartine Bakery, som jeg havde pakket ind i en serviet og puttet i tasken. Undrende tog jeg den brune pakke op af tasken og nåede at tænke ’Årh nej, hvad har jeg nu glemt i tasken? Det er i hvert fald blevet helt hårdt’ (jeg knækkede det over i et forsøg på at finde ud af, hvad det var, for jeg turde ikke åbne servietten i tilfælde af, at indholdet var helt muggent). DOH! Men den knækkede biscotti røg i min plastikbeholder, så den forhåbentligt ikke ender som 1000 mini-biscottier. 

Da jeg efter Thorough Bread vandrede ned mod Four Barrel, slog det mig: Hvordan pokker skal jeg få plads til alt det brød derhjemme?! For planen er jo at gå tilbage til Tartine Bakery og købe et stort brød – og jeg har i forvejen indkøbt to brød. Hjemme i huset har vi hver lidt fryserplads, men min plads er allerede fyldt (af… jah, brød!). Og der er også Farmers Market på lørdag, hvor jeg havde tænkt mig at købe brød… I kan godt se, at livet herovre er fyldt med store, vigtige problemstillinger?

For resten lige en lille historie fra det Farmers Market i downtown, som jeg var til i lørdags. Der er tre ugentlige Farmers Markets i Berkeley, hhv. tirsdag, torsdag og lørdag. De afholdes forskellige steder, og det varierer fra placering til placering hvilke producenter, der er med. Men i lørdags var der en brødproducent med, som også var på det marked, jeg var til sidste torsdag oppe i den nordlige del af Berkeley. Da han ser mig om lørdagen, udbryder han straks: ”Ohh, it’s you again…”, da jeg stiller mig foran hans bod. 

Er det et godt eller et skidt tegn, når han kun har set mig én gang tidligere? Og der kommer ret mange mennesker forbi de markeder i løbet af en dag… Forklaringen ligger nok i, at jeg på torsdags-markedet havde passeret hans bod tre gange, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle have. Til sidst stillede jeg mig foran den for at tage den endelige beslutning, og efter 10 minutter var jeg klar til at afgive min ordre: en sesambagel og et brød med rugmel.

Så er kaffen ved at være drukket, og jeg må videre i teksten: Rainbow Grocery, here I come :)

Nu har jeg slået mig ned på Mavelous tæt på Market Street, hvor jeg nyder en kop Kyoto Iced Brew, hvilket er koldbrygget kaffe. Arrangementet, der brygger kaffen, ligner noget, man kunne finde på at bruge i et kemilokale, men kort fortalt går det ud på, at kaffen drypper meget langsomt ned over kaffen, således det i alt tager 24 timer, inden vandet er løbet igennem kaffen. Den smager himmelsk, lidt som kaffe-saftevand uden nogen form for bitter eftersmag. 

Jeg kunne godt vænne mig til kaffepriserne herovre; den bedste V60 brygget individuelt og på selvvalgte bønner koster typisk $3.5, men denne koldbryggede kaffe, der vel op mærket er 24 timer undervejs, koster $4 for et glas, der er på størrelse med en stor cafe latte i Danmark. Mavelous er i sig selv ikke så hyggelig og menukortet meget sparsomt, så jeg kommer nok ikke tilbage. Four Barrel ligger indtil videre på førstepladsen på min kaffebars-rangliste. Men jeg har høje forhåbninger til Sightglass, som formentlig skal aflægges et besøg næste gang, jeg kommer til storbyen.

Siden jeg forlod Four Barrel, har jeg spist på Gracias Madre; en vegansk, mexikansk, økologisk restaurant. Jeg fik ’sweet potato med karamelliserede løg’-enchiladaes (majspandekager) generøst overhældt med græskarcreme og pyntet med cashewcreme. Eftersom det var en forret på menukortet, valgte jeg krydrede, sorte bønner som ekstra tilbehør. Mums! Vandet var gratis, så jeg kom i alt af med ca. $12 for et lækkert, økologisk måltid på en restaurant :-D

 Dernæst var jeg i Rainbow Grocery. Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan supermarkederne er herovre. Der er alt, hvad hjertet kan begære i løsvægt. Lige fra adskillige slags friske ravioli, 20 slags tørret pasta, 3 slags havregryn, 30 slags müsli, sukker i alverdens afskygninger (dadel, kokos, ahorn bare for at nævne nogle stykker) og krydderier (som endda også inkluderer tørret lavendelblomster). Sidstnævnte nævner jeg, fordi jeg har smagt en is herovre, der var med honning og lavendel. Fantastisk lækker kombination (så i kurven i Rainbow Grocery røg naturligvis en kæmpe kiks med lavendel). Derudover indkøbte jeg ristet cashewnøddesmør, hempsmør med kakao, to slags mælk, rå macadamiasmør og en lille portionstærte med kikærter og tomater. Man skulle næsten tro, at jeg havde et væddemål med mig selv om, at jeg ville smage mig igennem alle de forskellige nøddesmør-typer, der findes herovre. Det kunne også være lækkert, men taget udvalget i betragtning er det nok desværre ikke realistisk. 

Inde i Rainbow Grocery var jeg meget tæt på at købe en salt-pretzel, men jeg fik dog behersket mig. Tasken vejer efterhånden også godt til – især fordi jeg jo også slæber rundt på computeren. For lige at følge op på min jagt på de billigste karameller, så tabte Rainbow desværre, da de slet ikke fører dem længere. Så jeg må vist tilbage til Bi-Rite for at indkøbe mig en enkelt. Men først går turen til Tartine, hvor jeg forhåbentligt får fingre i et af de verdensberømte brød!

Weee!!! Jeg fik et KÆMPE brød fra Tartine Bakery (da det var ved at være min tur i køen, bankede mit hjerte faktisk ret hurtigt. Jeg ville så, så gerne have et af de berømte brød :$). Jeg valgte hvedebrød uden nødder, frø eller lign. for at få den helt rene smag:

(Mens jeg tog billedet, kom der en mand forbi og sagde: "That IS worth taking a picture of", hvorefter han selv svingede ind i bageriet).

Som jeg havde forudset, røg der også en kage i tasken (jaja, det var vist kun meningen, hvis jeg ikke havde fået et brød, men jeg blev så fristet). Og selvfølgelig skulle jeg i min naivitet netop vælge en Banana Cream Tart, dvs. jeg skulle holde den fuldstændig lodret hele vejen hjem (dvs. 15 min gang til toget, 35 min togtur inkl. skift og til sidst 20 min gang hjem til mig). Men det lykkedes stort set, se selv (man har vel efterhånden erfaring i at passe på kager):

Og så lige en meget glad, stolt (og udmattet) mig: