Brugt cykel

Jeg havde allerede, inden jeg forlod Danmark, besluttet mig for, at jeg ville købe en brugt cykel herovre. Og allerede efter et par dage herovre fandt jeg ud af, at der ikke var nogen vej udenom. Afstandene er simpelthen for store, hvilket betyder, at det tager mig alt for lang tid at gå mellem de forskellige kaffebarer, bagerier og øko-supermarkeder! Især fordi de nogle gange skal besøges mere end én gang på en tur (den første dag jeg var herovre, gik jeg først i Berkeley Bowl, så i Whole Foods, så tilbage til Berkeley Bowl for til sidst at ende op i Whole Foods – udvalget skulle jo sammenlignes (hvilket tager tid, når vi snakker supermarkeder af Føtex-størrelse) ).

Efter at have søgt på Craigslist (en pendant til Den Blå Avis og Gul&Gratis) fik jeg en aftale i hus inde i San Francisco. Det var en pige, som havde en Raleigh til salg til $175. Da jeg modtog nogle billeder af den, så jeg, at den var i dårligere stand end regnet med, eftersom der bl.a. var rust på styret. Derfor skrev jeg, at jeg ville give $165 inkl. hendes lås.  Hun havde tilsyneladende ikke selv opdaget rusten (til trods for at hun havde brugt cyklen til at pendle med hver dag), yeah right, og skrev endda tilbage: ’you have good photo detection skills’. Haha :-)

Med den aftale i hus drog Kim og jeg lørdag ind til San Francisco for første gang. Turen derind gik gnidningsfrit – der går en slags metro, som dog ikke er i særlig god stand, hvilket betyder, at det nogle gange nærmest er umuligt at føre en samtale under kørslen, fordi der er så megen larm. Vel ankommet til cykelejeren, bemærker hun, at hun ikke har kunnet finde låsen, men vil stadig have $165, da ’mange var interesseret’. Jeg får kravlet op på krabaten og cyklet en tur (hvilket var lettere sagt en gjort, da hun boede i en ret bebakket del af byen; men så blev bremserne da testet). 

Cyklen er stor, tung, ret olieret og rusten og noget plastik nede ved kranken er knækket, men alligevel endte jeg med at købe den (efterspørgslen på brugte cykler er ret stor her ved studiestart, så det er med at slå til). Desværre er den uden skærme, så når der begynder at falde regn herovre, bliver jeg godt og grundigt beskidt af at cykle på den (men det er af uransagelige årsager de færreste cykler, der er udstyret med skærme). Til gengæld har den bagagebære, hvorpå der er monteret en kasse til indkøb (behøves jeg tilføje, at den allerede blev indviet i går, hvor jeg gik shop-amok i Berkeley Bowl og hjemslæbte fire dåser af forskellige ting, småkager, cornflakes, grønsager, to plastikspande mv.). 

I forbindelse med cykelkøbet oplevede vi noget, der efterhånden synes at være ret karakteristik herover: Sekundet efter, at ejeren havde fået pengene, sagde hun farvel og skrånede over gaden hen til sit hus. Så var det da ellers slut med høflighederne, skal jeg da lige love for! Det samme har jeg været ude for i den bank, hvor jeg er blevet kunde: Rådgiveren var vældig sød, mens jeg var inde i banken og oprette en konto, men de to gange, hvor jeg efterfølgende har emailet hende med spørgsmål, har hun svaret med én-linjers emails (intet ’hej’, og hun ignorerede endda et af mine spørgsmål).

Efter købet gik vi ind i en cykelforretning, hvor jeg fik indkøbt hjelm og lås (jeg skal nok lige huske at tage et billede af, hvordan cykler låses herovre: mangle cykler, og min inkl., har hjul, der let kan tages af, så man er nødt til at låse begge hjul fast også. Folk stjæler med arme og ben herovre, så nogle låser endda også sadlen fast. Jeg har dog indtil videre besluttet mig for ikke at smide penge efter en ekstra lås til det formål, så må tiden vise, om det er en god eller dårlig beslutning…). 

Sådan ser vidunderet ud (Michelle udbrød: 'Oh my god, that bike is huge!', da hun så den - og skulle forsøge at finde plads til den nede i kælderen):

Der skal nok komme en blogpost om de ting, vi oplevede inde i San Francisco, men lige inden jeg hopper i seng (med maven fyldt af kokosmælksis med brownie og valnødder, en fersken og en rå kokos/chokolade-drik), må jeg lige fortælle om hjemturen med toget til Berkeley (hvor vi jo denne gang havde cyklen med). For at komme hen til selve det sted, hvor toget afgår, skal man igennem sådan nogle låger, der er ved de fleste metroer i europæiske storbyer. Da jeg skulle have cyklen igennem, kigger jeg efter én ekstra stor låge – men den eneste, der er, er udstyret med et skilt, hvor der står, at den kun er til autoriseret brug. Nåh, men så er der jo ikke andet at gøre end at forsøge sig med en alm. låge (der akkurat er så bred, at kassen bagpå cyklen kan gå igennem).

Jeg indsætter min billet og skubber cyklen foran mig – da den er kommet halvvejs igennem, smækker lågen i, og cyklen sidder fast. Jeg får tilkaldt en vagt, der modvilligt hjælper mig, mens han tørt konstaterer, at jeg skulle have taget den store låge. Da jeg svarer ham igen ved at sige, at det troede jeg ikke var tilladt pga. skiltet, går han bare sin vej?! 

Nåh, men Kim og jeg fik os da et godt grin (hvor ville deres hverdag bare være så meget sjovere, hvis de kunne se det komiske i sådanne en situation).