San Francisco: Ferry Building og Coit Tower

Det er vist på tide, at jeg skriver det lovede indlæg om turen til San Francisco – og ved I hvad? Det kunne faktisk ikke være bedre timet, for i skrivende stund sidder jeg på Tartine Bakery i San Francisco (jeg havde såmænd besluttet mig for, at jeg fortjente en fridag ;-) ). For dem, der ikke ved det, så er Tartine Bakery VERDENSBERØMT for sit brød, hvilket da også betød, at da de åbnede, stod vi 16 mennesker i kø udenfor:

Jeg var allerede nummer tre i køen, og selvom jeg lukkede en dame foran mig, så virkede det hele så stresset, at jeg jo ikke kunne blive ved med at lukke folk ind foran mig. Det skabte jo total kaos – man kunne ligefrem fornemme, hvordan folk tænkte: ”Hvad sker der? Hun er kommet tidligt for at stå i kø, og så lukker hun folk foran sig?!”. Så Sabrina måtte tage en beslutning hurtigt… Yikes! 

Heldigvis kom der i samme øjeblik en bradepande dampende varm bread pudding med brombær og ferskner ud fra køkkenet, og så var valget taget: En lille kop bread pudding og en lille kop sort kaffe. 

(Den skarpe iagttager vil opdage, at jeg har spildt kaffe på underkoppen, og at koppen til trods herfor stadig er meget fyldt. Men hvis jeg siger, at man fik koppen udleveret og selv skulle fylde i den, forklarer det så sagen? Maksimum udbytte :-D )
Jeg spurgte den stressede kassedame (det var åbenbart ikke til at håndtere, at jeg supplerede min ordre med en hasselnødsbiscotti i sidste øjeblik ^o) ), om det var muligt at forudbestille et brød; de kommer nemlig først ud af ovnen kl. 17:00, hvilket betyder, at man nok skal komme kl. 16:30 for at stå i kø, hvis man vil sikre sig et – for at øge fjolled-hederne/det hypede/eksklusive bager de nemlig kun 200 brød om dagen. Hvor herre bevares! Svaret var, at det skulle man gøre 3 dage i forvejen (jøsses altså). 

Så nu må jeg stå i kø senere og håbe på, at jeg får et brød med hjem (som jeg glædeligt står i kø >30 min for at smage OG betaler mere end $8 for). Som backup har jeg medbragt en plastikbeholder (som man opbevarer mad i), så kan jeg altid købe en kage og tage med hjem (og kender jeg mig selv ret, ryger der sikkert en kage med hjem, uanset om jeg får brød eller ej ;-) ).

Nåh, men det var jo ikke denne tur til byen, hvor man går rundt med blomster i håret, som jeg skulle berette om. Så vi skifter lige tilbage til den tur, Kim og jeg tog sammen (jeg har sparet Kim i dag, da den står på helsekostbutikker i stor stil – til gengæld sparede han mig en dag, hvor den stod på musikbutikker).

Efter jeg havde fået købt cyklen, fejrede vi købet med to kopper V60, Cipres, på Ritual Coffee Roasters. Det er en aflang kaffebar (lidt som Behag din Smag), men i den bagerste del spillede så høj musik, at det var svært at føre en samtale. Hvorfor, spørger jeg bare? Heldigvis var der et bord i den forreste, som var ved at bryde op, så der bænkede vi os. Generelt savner jeg, at man kan få en bolle til kaffen herovre, men det ønske har jeg stadig til gode at få indfriet. Ofte kan man vælge mellem lidt kage, cookies eller små donuts. Kaffen var ganske fin, om end stedet ikke var særlig hyggeligt. Vi fik dog brugt pausen på at lægge en strategi for den første del af turen.

Fyldt op med sort kaffe, gik vi hen til et marked, som jeg havde noteret på kortet. Det viste sig, at det bare var en butik (hvilket meget forvirrende også betegnes som et ’market’ herovre). Vi købte dog lidt frokost (Kim var mere fornuftig end jeg og valgte en sandwich, mens jeg købte to tyske pretzels med hhv. solsikkekerner og græskarkerner. Kan man nogensinde få for mange pretzels?). Med de brune papirsposer i hånden gik turen over til Dolores Park, hvor vi slog os ned for at nyde indkøbene. Det er en fantastisk hyggelig park, hvor der var tennisbaner, palmer, dejlig udsigt, underholdende folk og masser af plads:

Herefter gik turen ad Market Street (den store boulevard, der går tværs ned gennem San Francisco). Selve gaden er ikke ret hyggelig, men den er god til at få ikke-stedskendte distræte matematikere fra A til B, så vi gik op ad den hele vejen til SFMOMA (San Francisco Museum of Modern Art).

Jeg havde læst, at bygningen skulle være flot og bevares, den var da pæn nok:

Vi så billetpriserne og fandt ud af, at studerende ved Cal får $7 rabat. Jeg havde dog ikke tænkt på at pakke studiekortet (light-pakning?), så vi besluttede at vente med at opleve det indefra. Dog var kaffen efterhånden løbet igennem systemet, og et toilet var derfor tiltrængt. Vi gik igennem caféen tilkoblet museet og kom ind i hallen (dvs. det rum, man kommer ind i, NÅR man har betalt). Forvirret kiggede vi på hinanden og tog nogle forsigtige skridt på vej hen mod trappen, der førte videre op til udstillingerne. Pludselig beder en siddende dame dog om at se vores billetter, hvortil jeg hurtigt svarer, at vi bare ledte efter et toilet. ”Øv, gik den, så gik den” :)

Ude af museet begiver vi os mod the Ferry Building (færgebygningen), hvor der afholdes marked (altså et rigtigt marked). Efter at have snuset rundt og set alle boder (de har faktisk en bod KUN med Scharffenberg chokolade = der skal jeg tilbage og shoppe), snuppede vi hver en juice (jeg fik med rødbede, gulerødder og selleri) og gik ud til terrassen på bagsiden, hvorfra vi havde fantastisk udsigt til Bay Bridge og øen, som den går over fra the Bay Area, som Berkeley er en del af, til San Francisco).

 Dernæst gik vi op mod Coit Tower, som Kim havde læst om. Der skulle være en rigtig flot udsigt deroppefra (og selvom jeg efterhånden har løbet i en del bjerge øst for Berkeley, er det som om, at man aldrig bliver træt af udsigten herovre – om det er fra den ene side til den anden eller omvendt). Gåturen derhen var faktisk en anelse hård. Nogle steder, kan man stå i et kryds, og ser man den ene vej, er vejen helt flad, men ser man den anden vej, går vejen meget stejl nedad til den ene side og meget stejl opad til den anden. Og for at øge udsigten fra Coit Tower eller pine turister, der har vadet dagen lang (det er helt sikker t grunden), ligger tårnet placeret på en bakke:

Vi får bakseret vores korpusser derop og betalt for at komme helt op i tårnet. Efter en længere kø, kommer vi derop med en lille elevator, som den kinesiske dame, der varetager ’forlystelsen’, har travlt med at presse 10 mennesker ind i (uanset højde og drøjde). Det viser sig, at der er plastikglas for alle de åbne huller oppe i tårnet, hvilket først virker virkelig dumt, fordi det gør det svært at tage billeder, men efter at have været deroppe lidt tid og frosset pga. vind, finder vi ud af, at det nok netop er, fordi der ville være frygteligt træk hele tiden ellers. 

 Vel nede igen, er klokken begyndt at blive mange, hvilket min mave gør tydeligt opmærksom på, så vi slår os ned ved vegetarrestauranten Plant nær the Ferry Building. Nøj, en god linse'bøf' med surdejsbrød :) 

Efter at have spist, er solen så småt på vej ned, hvorfor det begynder at blive småkoldt (i denne del af Californien er der slet ikke så varmt, som man skulle tro. Eller dvs. når solen skinner, er der meget varmt, men så snart den er væk, begynder tågen (ved ikke om det er sandt, men det lyder meget hyggeligt, ikke? Og der er i hvert fald tåge om morgenen) og kulden at komme snigende). 

I toget hjem begynder en ung fyr at snakke til os. Vi svarer høfligt på hans spørgsmål, selvom det er klart, at han er høj på noget. Da vi stiger af toget for at skifte til et andet, tager vi en rulletrappe ned til næste perron og snakker på rulletrappe-turen om, at han helt sikkert var høj. Med et hører vi en stemme, og da vi drejer hovedet, står vores ven to trin bag os og fortsætter samtalen fra toget!

Da vi kommer til Berkeley, er der blevet helt mørkt. Heldigvis er Kim så sød at følge mig hjem, selvom det er en gåtur på 20 minutter i stik modsat retning af, hvor han bor. Det var meget værdsat, da vi halvvejs på turen ser tre fyre komme imod os. Da de er 10 meter fra os, løfter den ene af dem hænderne op over hovedet og siger til os ”I’m a zoombie… and I bleed to death” (igen var det tydeligt på hans øjne, at han var høj/strung out som man siger herovre). Havde Kim ikke været der, havde jeg taget benene på nakken – det er sikkert og vist. Men nu trak vi bare cyklen ud på vejen og gik ubemærket forbi dem. Det virker til at være tricket herovre: Ignorer dem, så mister de interessen.

Så selvom den første tur til San Francisco nær endte med, at jeg havde fået hjertestop, så var det en fantastisk tur (og især området the Mission virker spændende, så det er planen at udforske nærmere lige NU. Min bread pudding er nemlig ubemærket forsvundet, og kaffen er drukket.  Tilbage ligger hasselnødsbiscottien, som voldte så mange problemer, men den ryger bare i en plastikpose og med hjem til Berkeley ;-) Gør amerikanere måske ikke meget i doggy bags?).